Ny udviklingsplan for arbejdet med styrket myndighedssagsbehandling i Borgercenter Børn og Unge
Resumé
Socialudvalget skal tage stilling til vedlagte udviklingsplan, der skal danne rammen om det fremtidige arbejde med en styrket myndighedsindsats i Borgercenter Børn og Unge, herunder samarbejdet med Socialstyrelsens Task Force.
Udviklingsplanen har tre overordnede indsatsområder. Områderne tager udgangspunkt i de temaer, som Socialstyrelsens Task Force har brugt i sin analyse af myndighedssagsbehandlingen i København:
- Faglig ledelse, tidlig indsats og tværfagligt samarbejde
-
Myndighedsarbejdet
-
Politik, strategi og styring
Under hvert indsatsområde er en række fokusområder og aktiviteter, der skal understøtte arbejdet. Planen skal erstatte de tidligere handleplaner på området, og skal blandt andet sikre, at der arbejdes systematisk med Taks Forcens anbefalinger og læringen fra de tidligere ledelsestilsyn.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget godkender vedlagte udviklingsplan, der skal danne grundlaget for det fremtidige arbejde med styrket myndighedsindsats i Borgercenter Børn og Unge
Problemstilling
I juni 2017 fremlagde Borgerrådgiveren sin gennemgang af 77 anbringelsessager på det sociale børneområde i København. Gennemgangen viste, at der var fejl i alle sager. Socialforvaltningen havde forinden selv gennemgået alle sagerne og i august 2016 iværksat en række tiltag, der skulle styrke sagsbehandlingen på børneområdet. Tiltagene blev samlet i en handleplan, der løbende er udvidet og tilpasset, ikke mindst på baggrund af borgerrådgiverens rapport.
Som en del af indsatsen for at styrke myndighedssagsbehandlingen indledte Socialforvaltningen i august 2017 et samarbejde med den nationale Task Force under Socialstyrelsen. Task Forcen lavede en indledende analyse af sagsbehandlingen på det sociale børneområde i København. Analysen var færdig i april 2018 og viste, at der generelt var en høj kvalitet i sagsbehandlingen, men at der også var plads til forbedringer. Task Forcen kom på den baggrund med en række anbefalinger, og Socialudvalget godkendte på udvalgsmødet den 23. maj 2018, at Socialforvaltningen indgår i et 18-måneders udviklingsforløb med Task Forcen. Udover Task Forcens anbefalinger har Socialudvalget på mødet den 23. maj 2018 ønsket, at der i udviklingsarbejdet også arbejdes med sikkerhedsplaner og anbringelser.
Socialudvalget ønskede også, at brugen af pædagogisk observation i København sammenlignet med andre kommuner undersøges. Pædagogisk observation indgår ikke i udviklingsplanen, men udvalget vil modtage et særskilt notat om praksis i København sammenlignet med andre kommuner. Notatet vil danne grundlag for en vurdering af, hvorvidt der er behov for at omlægge praksis på området.
Løsning
Som ramme for det videre arbejde med at styrke myndighedsarbejdet og som ramme for samarbejdet med Task Forcen er udarbejdet vedhæftede udviklingsplan.
Udviklingsplanen er udarbejdet af Socialforvaltningen med afsæt i anbefalinger fra Task Forcens analyserapport fra april 2018, drøftelser med Ankestyrelsens læringsteam, Socialudvalgets anbefalinger samt erfaringer fra det udviklingsarbejde, der har pågået indtil nu.
Udviklingsplanen vil erstatte tidligere udarbejdede handleplaner på området, således at udviklingsplanen fremover er det styrende dokument for arbejdet med styrket myndighedssagsbehandling i Borgercenter Børn og Unge. Udviklingsplanen skal sikre, at forvaltningen arbejder systematisk med området og handler på Task Forcens anbefalinger, så der udvikles på praksis, og så kvaliteten af sagsarbejdet fortsat højnes. Ledelsestilsynet er således en central del af udviklingsplanen.
Udviklingsplanen har tre overordnede indsatsområder med en række fokusområder og en række aktiviteter, der skal understøtte arbejdet. Indsatsområderne er de samme, som indgår i Task Forcens analyse. Nogle af aktiviteterne under indsatsområderne er nye, mens andre allerede er igangsat. Aktiviteter, der er gennemført og betragtes som afsluttede, fremgår ligeledes af udviklingsplanen. Områderne præsenteres kort nedenfor. Der henvises til bilag 1 for en nærmere beskrivelse af de enkelte områder, konkrete aktiviteter, milepæle, mål og opfølgning.
1. Indsatsområde: Faglig ledelse, tidlig indsats og tværfagligt samarbejde
Indsatsområdet skal sikre en faglig og juridisk understøttelse af sagsbehandlingen. Derudover har Task Forcens analyse vist et behov for at skabe en fælles forståelse af bekymringsgraden på tværs af almenområdet og myndighedsområdet.
Området understøttes af følgende aktiviteter:
- Revideret ledelsestilsyn med en række systematiske læringsaktiviteter
-Implementering af et fælles redskab på tværs af Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen til vurdering af bekymringsgraden hos et barn eller en ung.
2. Indsatsområde: Myndighedsarbejdet
Indsatsområdet skal styrke myndighedsområdet på flere konkrete sagstrin, hvor ledelsestilsynet og Task Forcens gennemgang har vist udfordringer. Der skal sikres en ensartet praksis for modtagelse af underretninger og oprettelse af sager samt for faglig udredning. Derudover skal der ske en styrelse af inddragelsen af barnet/den unge, forældre og private og professionelle netværk. Endelig skal der sikres en ensartet praksis for valg af foranstaltning, opfølgning på foranstaltningen og afslutning af sager.
Området understøttes af følgende aktiviteter:
-
Udvikling af metode til systematisk inddragelse af barnet eller den unges netværk
-
Introforløb for nye sagsbehandlere, hvor metoder til inddragelse af barnet, forældre og netværk indgår i undervisningen.
-
Udarbejdelse af retningslinjer for, hvornår der skal udarbejdes en ny børnefaglig undersøgelse og hvornår en handleplan skal revideres.
-
I samarbejde med Task Forcen tilbydes relevante praksiskurser omkring børnefaglige undersøgelser, handleplaner samt inddragelse af børn og forældre.
-
Der udarbejdes lokale læringsforløb om udarbejdelse af konkrete mål og inddragelse af barnet og den unge i målene.
-
Der udvikles et nyt koncept for den forebyggende foranstaltning sikkerhedsplaner.
3. Indsatsområde: Politik, strategi og styring
Indsatsområdet skal sikre, at styringsdokumenter i Borgercenter Børn og Unge er sammenhængende, aktuelle, lovmedholdelige og retningsgivende. For at opnå dette gennemgås, reduceres og opdateres de nuværende styringsdokumenter i Borgercenter Børn og Unge.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser
Videre proces
Hvis Socialudvalget godkender vedlagte udviklingsplan, vil Socialforvaltningen igangsætte arbejdet med planen. Arbejdet iværksættes i samarbejde med Socialstyrelsens Task Force.
Socialudvalget vil blive orienteret om arbejdet to gange årligt, første gang marts 2019.
Nina Eg Hansen
/ Lise Stidsen Vandahl
Beslutning
Kontorchef Lise Stidsen Vandahl og borgercenterchef Anne Steenberg deltog under punktets behandling.
Indstillingen blev godkendt.