Mødedato: 31.10.2018, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

B-sag. Etablering af et nyt Hus for Psykisk Sundhed

Resumé

Socialforvaltningen giver en status på pilotprojektet Huset for Psykisk Sundhed i Griffenfeldsgade og orienterer om, at pilotprojektet overgår til drift, da pilotprojektet udløber den 31. december 2018. Pilotprojektet startede den 1. januar 2016. Socialudvalget skal derudover tage stilling til det videre forløb i arbejdet med at etablere flere fælles psykiatrihuse i København. Socialforvaltningen indstiller derfor sammen med Region Hovedstaden, at der påbegyndes en etablering af et nyt Hus for Psykisk Sundhed på Hans Bogbinders Allé på Amager.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller

  1. at Socialudvalget tager status på Huset for Psykisk Sundhed til efterretning, herunder at Huset for Psykisk Sundhed afsluttes som pilotprojekt med udgangen af 2018 og derefter overgår til drift.

  2. at Socialudvalget godkender en ændring af faseplanen, så fase 2 springes over, og der gås direkte til fase 3, hvor der etableres et nyt Hus for Psykisk Sundhed på Hans Bogbinders Allé. 

Problemstilling

Socialforvaltningen og Region Hovedstaden ønsker at udvikle nye og bedre samarbejdsmodeller på psykiatriområdet. Som led i dette har regionen og kommunen i de seneste år samarbejdet om at opstarte et fælles Hus for Psykisk Sundhed. Der blev afsat midler til huset i både regionen og kommunen til tilbuddet i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2016.

Huset åbnede i december 2016 og skal sikre borgere med psykiske lidelser en sammenhængende indsats og en let adgang til en bred vifte af kommunale og regionale tilbud. Samtidig skal huset give borgerne en ramme for at deltage i aktiviteter og netværk med ligesindede og civilsamfundet. I huset er der samlet en række kommunale og regionale tilbud, og der er også etableret en fælles ledelse.

Socialforvaltningen og Region Hovedstaden ønsker på sigt at etablere flere psykiatrihuse i København. Huset for Psykisk Sundhed i Griffenfeldsgade er derfor opstartet som et pilotprojekt, og erfaringerne fra pilotprojektet skal bruges i den videre proces med oprette flere psykiatrihuse. Pilotprojektet var oprindeligt planlagt som et to-årigt forløb til og med udgangen af 2017, men blev forlænget med et ekstra år. Forlængelsen skyldtes et behov for mere tid til at udvikle og afprøve indsatserne i huset, og projektperioden udløber nu den 31. december 2018. Forlængelsen blev godkendt i Socialudvalget den 21. juni 2017 af et enigt udvalg.

I det følgende forelægges Socialudvalget en plan for det videre forløb for etableringen af psykiatrihuse i København. Region Hovedstadens Social- og Psykiatriudvalg forelægges samme sag den 31. oktober 2018.

Løsning

Huset for Psykisk Sundhed i Griffenfeldsgade 

Socialforvaltningen og Region Hovedstaden vurderer, at det efter forlængelsen af pilotprojektet i Griffenfeldsgade nu er muligt at afsluttet pilotprojektet og overgå til drift fra den 1. januar 2019. Der vil i huset blive arbejdet videre med de nuværende aktiviteter, fx fælles modtagelse, fælles indsatsmøder samt udvikling af samarbejdet med Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og civilsamfundet. Der vil også fortsat være en fælles ledelse af huset. Driften af Huset for Psykisk Sundhed og aktiviteterne i huset vil blive finansieret inden for den eksisterende ramme i Socialforvaltningen og Region Hovedstaden, og der skal derfor ikke afsættes flere midler til huset.

Etablering af et nyt Hus for Psykisk Sundhed

Ifølge den oprindelige plan, der blev udarbejdet i forbindelse med budgetforslaget til Budget 2016 om fælles psykiatrihuse, skal etableringen af de fælles huse ske i tre faser, hvor der først etableres et mindre pilotprojekt i Griffenfeldsgade, dernæst et større hus, som rummer flere tilbud og endelig 3-4 huset i hele København, jf. nedenstående figur.

 

Med afslutningen af pilotprojektet i Griffenfeldsgade er fase 1 afsluttet. Fase 2, hvor Huset for Psykisk Sundhed i Griffenfeldsgade skal flyttes til et større hus med flere funktioner på Nørrebro/i Nordvest, er ikke blevet igangsat. Det skyldes bl.a. behovet for at opnå flere erfaringer med arbejdet i Huset og udfordringer med at finde egnet lejemål. Husets nuværende placering giver desuden gode muligheder for at samarbejde med civilsamfundet, da det ligger tæt på en række frivillige aktører.

Socialforvaltningen og Region Hovedstaden anbefaler derfor, at Huset for Psykisk Sundhed i Griffenfeldsgade forbliver i de nuværende lokaler, og at fase 3 igangsættes ved at etablere et nyt Hus for Psykisk Sundhed på Hans Bogbinders Allé på Amager.

På Hans Bogbinders Alle på Amager er der i dag samlet en række regionale og kommunale aktiviteter, blandt andet Psykiatrienheden i Socialforvaltningen og Psykiatrisk Ambulatorium under Psykiatrisk Center Amager i Region Hovedstaden, og der er derfor allerede erfaringer på matriklen med samlokalisering mellem regionen og kommunen. Det er vurderingen, at det udgør et godt udgangspunkt for etableringen af et nyt Hus for Psykisk Sundhed.

Såfremt der skal etableres et nyt Hus for Psykisk Sundhed på Amager, vil Socialforvaltningen og Region Hovedstaden i fællesskab udarbejde en plan for den videre proces. Processen vil blandt andet fokusere på, hvilke aktiviteter og indsatser der skal arbejdes med i et fælles hus, og om der skal foretages nogle bygningsmæssige ændringer på matriklen for at skabe en større samlokalisering. I dette arbejde vil der blive trukket på erfaringerne fra pilotprojektet i Griffenfeldsgade samt de konkrete erfaringer på matriklen.

Økonomi

I forbindelse med etableringen af pilotprojektet i Griffenfeldsgade blev der afsat 2 mio. kr. til et modelprogram til fase 2, hvor huset i Griffenfeldsgade skulle flyttes til et større hus. Da fase 2 ikke kunne igangsættes, blev modelprogrammet pauseret. Det betyder, at der fortsat er uforbrugte midler i modelprogrammet. 

Hvis Socialudvalget og Region Hovedstadens Social- og Psykiatriudvalg godkender, at der påbegyndes en etablering af et nyt Hus for Psykisk Sundhed, vil Socialforvaltningen og Region Hovedstaden undersøge, hvorvidt de resterende midler i modelprogrammet kan anvendes som anlægsbevilling til planlægningen af et hus på Hans Bogbinders Allé.

Derudover vil Socialforvaltningen og Region Hovedstaden udarbejde et fælles budgetforslag til budgetforhandlingerne for 2020 til finansiering af aktiviteterne i et hus på Hans Bogbinders Allé. Etableringen af huset vil først blive endelig påbegyndt, når der er afsat midler til et nyt hus i budgetforhandlingerne.

Videre proces

Hvis Socialudvalget og Social- og Psykiatriudvalget i Region Hovedstaden godkender, at der skal etableres et nyt Hus for Psykisk Sundhed på Hans Bogbinders Allé, vil Socialforvaltningen og regionen igangsætte arbejdet med at forberede etableringen af huset frem mod de kommende budgetforhandlinger.

Huset for Psykisk Sundhed i Griffenfeldsgade skal som led i afslutningen af pilotprojektet slutevalueres. Socialudvalget og regionens Social-og Psykiatriudvalget vil blive orienteret om resultaterne af slutevalueringen primo 2019.

 

Nina Eg Hansen

                               /Eva Stokbro Jensen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt under behandlingen af dagsordenens punkt 1.

Til top