Mødedato: 31.10.2018, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

B-sag. Fordeling af økonomisk hjælp til julearrangementer 2018

Se alle bilag

Resumé

Socialforvaltningen har i en årrække ydet økonomisk støtte til julearrangementer for forvaltningens målgrupper. Socialudvalget besluttede d. 6. juni 2018 kriterierne for at få støtte, og udvalget skal nu tage stilling til fordelingen af midlerne blandt de indkomne ansøgninger. 

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget godkender, at puljen til støtte af julearrangementer i 2018 fordeles som foreslået i bilag 1.

Problemstilling

Socialforvaltningen har ved annoncering i københavnske lokalaviser og på kommunens hjemmeside oplyst om muligheden for at søge om tilskud til gennemførelse af julearrangementer. Forvaltningen har i år modtaget 49 ansøgninger om økonomisk hjælp til julearrangementer i 2018 inden ansøgningsfristens udløb. Herudover er der modtaget en ansøgning efter ansøgningsfristens udløb, som ikke er indstillet til støtte. Socialudvalget skal nu tage stilling til fordeling af støtten for 2018, hvor der er 362.200 kr. til rådighed.

Løsning

Forvaltningen har modtaget 17 ansøgninger til arrangementer, der finder sted juleaften, som er indstillet til støtte med i alt 181.000 kr. Arrangementer, der finder sted de øvrige juledage, er tilsammen indstillet til støtte med 181.200 kr. 

Støtten ydes efter nedenstående retningslinjer, der viderefører den procedure, der blev anvendt ved fordelingen af midlerne sidste jul. Udvalget godkendte retningslinjerne på møde d. 6. juni 2018.

  • at institutioner, bosteder, organisationer - herunder grupper, der udfører frivilligt socialt arbejde, har mulighed for at søge Socialudvalget om økonomisk støtte til at afholde julearrangementer for Socialforvaltningens målgrupper på udsatteområdet,

  • at tilskudsmidlerne fordeles med særligt øje for, at flest muligt får glæde af dem,

  • at arrangementer, der gennemføres juleaften, prioriteres,

  • at enkeltpersoner ikke kan søge om hjælp,

  • at modtagere af støtte er forpligtet til at aflægge særskilt regnskab for det bevilligede beløbs anvendelse i året efter arrangementets afholdelse, og

  • at ansøgere, der har modtaget støtte i tidligere år, men som ikke har afleveret regnskab herfor, som udgangspunkt ikke vil komme i betragtning til støtte.

Julen er forbundet med familie, hygge og samvær. Hvis man i forvejen føler sig uden for fællesskabet, bliver kontrasten større i december. Særlig juleaften kan føles ensom, hvis man hverken har familie eller netværk omkring sig. Derfor prioriteres arrangementer, der afholdes juleaften.  

I fordelingen af julestøtten er der lagt vægt på, at midlerne går til julemiddag, juletræ mm. og ikke til aflønning af personale eller frivillige, som deltager i arrangementet. I lighed med tidligere år er ansøgninger, der ikke omfatter Socialforvaltningens målgruppe, som f.eks. ældreområdet, ikke indstillet til støtte.

Socialforvaltningen foreslår, at tilskuddet fordeles som anført i bilag 1. Bilag 2 indeholder en oversigt over samtlige ansøgninger dvs. også ansøgninger, der ikke er indstillet til støtte eller er modtaget for sent samt en angivelse af de arrangementer, der finder sted juleaften og arrangementer, der finder sted andre dage omkring jul.

Økonomi

Der er foreslået fordelt 362.000 kr. i 2018. Udgifterne afholdes inden for Socialudvalgets pulje til støtte til gennemførelse af julearrangementer for forvaltningens målgrupper. Puljen er placeret på bevillingsområdet Tværgående opgaver og administration.

Videre proces

Såfremt Socialudvalget godkender forvaltningens forslag til fordeling af økonomisk hjælp til julearrangementer, vil forvaltningen sende tilskuddet til ansøgerne. Tilskudsmodtagerne vil blive anmodet om efterfølgende at aflægge regnskab for tilskuddets anvendelse jf. kommunens forretningsgang for tilskudsforvaltningen.

 

Nina Eg Hansen

                                     / Eva Stokbro Jensen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt under behandlingen af dagsordenens punkt 1.

Til top