Mødedato: 31.10.2018, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

B-sag. Bevillingsmæssige ændringer pr. november 2018

Se alle bilag

Resumé

Denne sag indeholder tekniske korrektioner og mindre tilpasninger til budgettet. Socialudvalget skal godkende budgetmæssige flytninger (bevillingsmæssige ændringer), så budgettet ligger på de rigtige konti i forhold til det politisk besluttede budget. De bevillingsmæssige ændringer sendes til Økonomiforvaltningen, som vil fremlæggen en sag til behandling i Økonomiudvalget og senere Borgerrepræsentationen, hvori alle udvalgenes bevillingsmæssige ændringer fremgår.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget godkender, at de tekniske bevillingsmæssige ændringer på Socialudvalgets område mellem bevillingsområder og udvalg, samt korrektioner af indtægts- og udgiftsbudget vedrørende eksternt finansierede projekter indgår i den samlede sag til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen om bevillingsmæssige ændringer.

Problemstilling

Sagen indeholder tekniske korrektioner og mindre tilpasninger til budgettet, som typisk udspringer af ændringer i organisationen, ændringer i ansvarsfordeling både inden for og mellem udvalg, fejlrettelser eller modtagelse af eksterne midler.

Bevillingsmæssige ændringer er en fagterm. Socialudvalgets budget er opdelt i målgruppeområder – også kaldet bevillingsområder – fx Borgere med handicap og Udsatte voksne. Det er den faktiske flytning af budgettet mellem disse områder, mellem forvaltninger eller internt på målgruppeområderne, som medtages i denne sag. Udvalgene skal formelt godkende omflytningerne i henhold til bevillingsreglerne, som Borgerrepræsentationen har vedtaget.

Korrektioner af indtægts- og udgiftsbudget til eksternt finansierede projekter foretages ligeledes i denne sag. Et eksternt finansieret projekt er finansieret af midler, som ikke kommer fra Københavns Kommune. Det kan være midler fra ministerier, styrelser samt private aktører. Enhver sag, hvor kommunen tildeles eksterne midler, forelægges Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen til godkendelse. Såfremt projektet overholder en række konkrete kriterier, eksempelvis begrænset beløbsmæssig størrelse/økonomisk risiko og ingen kommunal medfinansiering, udarbejdes der ikke en særskilt indstilling til Socialudvalget. I dette tilfælde tildeles indtægts- og udgiftsbevillingen via de tekniske sager om bevillingsmæssige ændringer.

Løsning

Socialforvaltningen indstiller, at der i november 2018 bliver foretaget omflytninger af i alt 60,1 mio. kr. i budgetåret 2018. Omflytningerne skal sikre, at budgettet ligger på de rigtige konti i forhold til det politisk besluttede budget.

Socialforvaltningen indstiller, som del af dette, at indtægts- og udgiftsbudgettet vedrørende eksternt finansierede projekter bliver opskrevet med 2,9 mio. kr.

I de tre vedhæftede bilag kan man se, hvor midlerne er placeret i dag og hvor de skal flyttes hen:

  • Bilag 1 indeholder tabeller, som opsummerer de samlede omflytninger.
  • Bilag 2 indeholder et samlet overblik over samtlige omflytninger, der skal foretages. Den enkelte bevillingsmæssige ændring har et løbenummer, som er udspecificeret i dette bilag. Bilaget er obligatorisk og dokumenterer korrektioner, som kræver politisk godkendelse, når Socialforvaltningen omflytter midler.
  • Bilag 3 indeholder de tekniske oplysninger om de korrektioner af indtægts- og udgiftsbudget vedrørende eksternt finansierede projekter, som også foretages i denne sag. Bilaget er ligeledes obligatorisk og dokumenterer korrektioner, som kræver politisk godkendelse, når Socialforvaltningen ændrer budgetter til eksternt finansierede projekter.

Økonomi

Er beskrevet i sagen.

Videre proces

De bevillingsmæssige ændringer på Socialudvalgets område sendes til Økonomiforvaltningen d. 22. oktober 2018 med forbehold for Socialudvalgets godkendelse. Økonomiforvaltningen vil efterfølgende fremlægge en samlet sag, hvor alle udvalgenes bevillingsmæssige ændringer fremgår. Denne sag behandles af Økonomiudvalget d. 20. november 2018 og af Borgerrepræsentationen d. 13. december 2018. Når ændringerne er godkendt af Borgerrepræsentationen, indarbejdes de i Socialudvalgets aktuelle budget.

 

 Nina Eg Hansen

                                     / Anders Johannes Kristensen

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt under behandlingen af dagsordenens punkt 1.

Til top