Mødedato: 31.08.2016, kl. 14:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Flytning af Plejeafdelingen

Se alle bilag

Socialudvalget skal træffe en ny beslutning om den fremtidige placering af Plejeafdelingen, da den ikke kan flyttes til Sundholm som forudsat i budget 2016.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget godkender,

  • at Plejeafdelingen samlokaliseres med E-huset i nybyggeri, der forventes klar ultimo 2019.

Problemstilling

Plejeafdelingen har otte pladser til syge og svækkede hjemløse stof- og/eller alkoholafhængige, som kan få et korterevarende ophold af ca. 14 dages varighed.

Med budget 2016 er der truffet beslutning om at flytte Plejeafdelingen fra Forchhammersvej til Sundholm, se bilag 1. Baggrunden for en samlokalisering med Plejekollektiverne på Sundholm var at det ville give et forbedret tilbud til borgerne, da der vil være mulighed for at styrke det faglige fællesskab omkring borgere med sammenlignelige behov. Desuden ville sammenlægningen medføre en mere rationel ressourceudnyttelse, der især havde afsæt i, at Plejeafdeling i dag er fordelt over to etager. En bedre ressourceudnyttelse skulle tilvejebringes ved etablering af en fælles vagtordning med Plejekollektiverne på Sundholm.

Ved en efterfølgende gennemgang af bygningerne på Sundholm vurderede arkitekten på sagen, at hvis Plejeafdelingen skulle placeres i forlængelse af Plejekollektiverne, ville det grundet uhensigtsmæssig indretning medføre et større ombygningsarbejde, som ikke ville være mulig at afholde inden for den bevilligede anlægsøkonomi.

Samlokaliseringen med Plejekollektiverne har på den baggrund vist sig vanskelig, fordi de to tilbud vil blive placeret i forskellige bygninger, og det derfor ikke vil være muligt at realisere den planlagte fælles vagtordning mellem tilbuddene. Dette skal sammenholdes med, at der siden vedtagelsen har været øget fokus på arbejdsmiljø og sikkerhed på tilbuddene på udsatteområdet bl.a. fra Arbejdstilsynet, hvilket også har indgået i de faglige vurderinger af, hvor Plejeafdelingen kunne placeres.

Den ønskede besparelse og et styrket tilbud til borgerne i Plejeafdelingen kan derfor ikke opnås med Sundholmløsningen, hvorfor der er behov for en revurdering af Plejeafdelingens placering.

Løsning

Plejeafdelingen kan i stedet samlokaliseres med E-huset. Det er blevet en mulighed, som et resultat af den planlagte flytning af E-huset til nye lokaler. Det giver mulighed for at opnå den årlige besparelse, der oprindeligt var lagt op til, men først fra ultimo 2019. Alternativet er, at Plejeafdelingen kan forblive på Forchhammersvej. Derved kan den forudsatte besparelse ikke realiseres fuldt ud. Løsningsmulighederne er uddybet i nedenstående.

Plejeafdelingen samlokaliseres med E-huset i nye lokaler

Ved en samlokalisering af Plejeafdelingen med E-huset, der er besluttet flyttet til lokaler i nybyggeri, vil der opnås de samme årlige besparelser og faglige synergier, som var forudsat i forslaget om flytningen til Sundholm. Det vil sige en forbedret ressourceudnyttelse og mulighed for et styrket fagligt fællesskab, herunder fælles ledelse for de to tilbud, og et tættere samarbejde omkring bl.a. vagtdækning. Endelig vil denne løsning også give et fagligt mere sammenhængende tilbud, da der er en række fælles træk mellem E-husets og Plejeafdelingens målgrupper.

Den økonomiske konsekvens af denne løsning er, at forvaltningen først kan realisere den forudsatte besparelse fuldt ud, når E-husets nybyggeri står færdig ultimo 2019.

Plejeafdelingen forbliver uændret på Forchhammersvej

Plejeafdelingen kan alternativt blive på Forchhammersvej. Det medfører ikke de samme fordele, som en samlokalisering med E-huset og det vil kun være muligt at realisere en mindre del af den forudsatte besparelse.

Ved denne løsning er det ikke muligt at opnå det faglige fællesskab og udviklingen af kvaliteten af behandlingen, der var en del af begrundelsen for den oprindelige beslutning om placeringen på Sundholm.

Økonomi

Der er afsat anlægsmidler på 10.070 t. kr. til flytning af Plejeafdelingen i budget 2016 og det vurderes at samlokalisering med E-huset i et nybyggeri kan håndteres indenfor denne økonomiske ramme.

Samlokalisering med E-huset betyder, at den budgetterede besparelse på 2.480 t.kr., vil kunne realiseres fra 2020. Besparelsen i 2017-2019 foreslås finansierede ved en generel midlertidig rammereduktion på udsatteområdet.

Bliver Plejeafdelingen på Forchhammersvej så vil anlægsmidler tilbageføres til kassen. Den forventede besparelse på 2.480 t.kr., vil ikke kunne realiseres og foreslås i stedet finansieret ved en generel varig rammereduktion på udsatteområdet.

Videre proces

Hvis Socialudvalget beslutter, at Plejeafdelingen samlokaliseres med E-huset i det kommende nybyggeri, vil Socialforvaltningen sørge for, at Plejeafdelingen indarbejdes i et samlet udbud med E-huset, der udsendes medio oktober.

 

Nina E. Hansen

 / Siggi W. Kristoffersen

 

BILAG

  1. Business case fra Budget 2016

 

Beslutning

Kontorchef Siggi Kristoffersen deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev godkendt.

Til top