Mødedato: 31.05.2006, kl. 20:15

Ansøgning fra pigeprojektet "Vores Duniya"

Ansøgning fra pigeprojektet "Vores Duniya"

Socialudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 31. maj 2006

 

 

11.      Ansøgning fra pigeprojektet "Vores Duniya"

 

SUD 244/2006  J.nr. 244/2006

 

 

 

Socialforvaltningen indstiller til Socialudvalget:

 

at, Socialudvalget tiltræder, at Socialcenter Amager tilpasser pigeprojektet "Vores Duniya" således, at projektet kan videreføres i 2006 og frem inden for Socialudvalgets budgetramme til formålet.

 

 

RESUME

Pigeprojektet "Vores Duniya" har pr. 11. november 2005 ansøgt Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen om midler til projektets drift svarende til 169 t. kr. i 2006 og 537 t. kr. i 2007. Fra 2007 vil der med imødekommelse af ansøgningen være tale om fuld finansiering af projektet fra Socialforvaltningen.

 

Målgruppen for projektet er etniske piger i alderen 14-20 år med behov for vejledning og pædagogisk støtte i forhold til udvikling, selvværd og selvstændighed. Pigeprojektet, der har eksisteret siden maj 2004, har åbent tre dage om ugen med mulighed for aftaler på individuel basis.

 

Projektet er tilknyttet Socialcenter Amager (Sundby Syds) Ungerådgivning Parmalica og fokuserer især på, at pigerne bliver fastholdt i deres skolegang. Da projektet er opstartet af Ungerådgivningen i Amager, og falder under socialcenterets lokale forebyggende tiltag indstilles det, at ansøgningen ikke imødekommes, men at projektet tilpasses, så det kan videreføres gennem ekstern finansiering og ved socialcenterets udmeldte midler til forebyggelse.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

1. Pigeprojektet "Vores Duniya"

 

Pigeprojektet "Vores Duniya" har pr. 11. november 2005 ansøgt Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen om midler til projektets drift svarende til 169 t. kr. i 2006 og 537 t. kr. i 2007. Pigeprojektet har til hu se i Socialcenter Amagerbros Ungerådgivning Parmalica Anonym Ungerådgivning, hvor aktiviteten er en del af ungerådgivningens tilbud.

 

Socialcenter Amagerbro finansierer 304 t. kr. ud af projektets samlede budget på 742 t. kr. i 2006. Restfinansiering af projektet findes ved ansøgning om midler fra puljer og eksterne partnere.

 

I ansøgningen fremgår det, at der søges om restfinansiering for 2006 og forankring af projektet i Socialforvaltningen fremover. I 2006 finansieres projektet gennem børnefamilieteamet, socialcenter Amager, Indenrigsministeriets restpulje og ved boligsociale midler fra Partnerskabet.

 

1.1 Organisation og formål

Målgruppen for projektet er etniske piger i alderen 14-20 år med behov for vejledning og pædagogisk støtte i forhold til udvikling, selvværd og selvstændighed. Der er kontakt til ca. 40 piger, hvoraf kontakten til de ca. 30 er stabil.

 

I projektet er der i 2006 to ansatte med 30 timer ugentligt samt en timelønnet personale ansat til 7 timer ugentligt. Der er tilknyttet to frivillige til projektet. Derudover er Ungerådgivningen Parmalicas leder projektansvarlig for "Vores Duniya". 

 

Pigeprojektet, der har eksisteret siden maj 2004, har åbent tre dage om ugen med mulighed for aftaler på individuel basis. Åbningstiden er tirsdage kl. 14-19. onsdage 14-22 og søndage 12-17. De to fuldstidsansatte i projektet er til stede i åbningstiderne med undtagelse af om søndagen, hvor der er en fuldtidsansat og en ansat af 7 timer. Hertil kommer, at den 7 timers ansatte og de to frivillige også arbejder delvist i åbningstiderne.

 

Projektet har et integrationsfremmende formål med fokus på, at pigerne bliver fastholdt i deres skolegang. Projektet er et tilbud til de piger, som ikke benytter sig af gængse klubtilbud, og formålet er dels at holde dem væk fra gaden. Opsøgende gadearbejde er derfor også et element i projektets arbejde med pigerne. En del af projektets timer går til netværksopbygning med eksterne partnere, såsom Partnerskabet på Urbanplanen, de lokale skoler, andre pigegrupper, Ungerådgivningen i bydelen og andre relevante tilknyttede netværk.

 

Projektets aktiviteter med pigerne spænder vidt fra jobsøgning, madlavning til kulturelle aktiviteter ude af huset som biografture, kulturfestivaler, danseundervisning og teaterbesøg. Den mest fremtrædende aktivitet er hjælp til lektielæsning, fordi der er et stort behov for hjælp til skolearbejdet og fordi det er vigtigt at fastholde pigerne i deres videre uddannelsesforløb. 

 

"Vores Duniya" arbejder med fire indsatsområder:

 

Forældrekontakt/integration

Opsøgende gadeplansarbejde

Skolerelation

Selvstændighed

 

Ad 1. Forældrekontakt/integration

Projektet søger at have en god kontakt til pigernes forældre, dels for at få bedre indblik i pigernes baggrund og dels for at bygge bro mellem pigernes hjemmeliv, skoleliv og fritidsliv. Projektet søger desuden at hjælpe forældrene med problemer omkring de unge.

 

Ad 2. Opsøgende gadeplansarbejde

Det opsøgende gadeplansarbejde er en vigtig del af projektet for at nå pigerne i målgruppen samt forsøge at forhindre mulige konflikter i form af vold og hærværk.

 

Ad 3. Skolerelation

Det er en vigtig funktion i projektet at fastholde pigerne i deres uddannelsesforløb på grund af sammenhængen mellem integration og uddannelse. Projektet søger på denne baggrund netværksdannelse med de lokale skoler.

 

Ad 4. Selvstændighed

Projektets aktiviteter er med til at styrke pigernes selvstændighed og støtte dem i at frigøre sig fra familiernes forventninger. Det er ligeledes et indsatsområde at støtte pigerne i at tage ansvar og samarbejde for at forebygge mod kriminalitet og vold i de grupper, som pigerne ellers indgår i.

 

De to 30-timers ansatte medarbejdere bruger i gennemsnit på en måned følgende timer fordelt på aktiviteter:

 

Administration:                     13 timer

Kontakttimer:                       73 timer

Opsøgende arbejde:             1 time

Netværksopbygning:            ½ time

Foredrag:                             4 timer

Planlægning:                         1 time

Møder:                                11 timer

Diverse:                                6 timer

Ferie, sygdom mv.                 20 ½ time

I alt                                      130  timer

1. 2 Mål og evaluering

Der er ikke på nuværende tidspunkt gennemført en evaluering af projektet "Vores Duniya". Projektmedarbejderne har opstillet et mål om at fastholde pigerne i deres skolegang, da dette bliver vurderet som et målbart resultat af indsatsen. Projektet søger endvidere som mål, at pigerne fortsat deltager i projektet. Der fremgår dog ikke en klar operationalisering af de opstillede mål ift. hvor mange piger, der deltager og gennemfører deres uddannelsesforløb.

 

Indtil nu er der ikke piger, der er stoppet med at komme i projektet, med undtagelse af en pige, der har bosat sig i Tyrkiet. Nogle af de ældre piger, der har afsluttet deres gymnasiale uddannelser, kommer mindre i projektet grundet erhvervsarbejde.

 

Det ligger i ansøgningen fra "Vores Duniya", at projektet forventer at gennemføre et struktureret supervisionsforløb med det formål at brug af metoder og mål løbende bliver indsamlet og diskuteret. En del heraf er, at projektet i dag foretager tidsregistrering af fordelingen af timer på netværksopbygning, kontakttimer, administration, møder, kurser, opsøgende arbejde og andre aktiviteter.

 

Det forudsættes ved en videreførelse af projektet, at der opstilles klare resultatmål for indsatsen f.eks. i forhold til fastholdelsen af pigerne i skolegang.

2. Budgetfordeling til forebyggelse på børnefamilieområdet

 

Det udmeldte budget til socialcentrene til Forebyggelse funktion 5.21 på området for børnefamilier med særlige behov er i 2006 193,3 mill. kr. Socialcenter Amager har heraf modtaget budget svarende til 36,2 mill. kr. til forebyggende tiltag. 

 

Fordelingen af midler til Forebyggelse på området for børnefamilier med særlige behov tager udgangspunkt i rene sociale kriterier. Socialcentrenes børnefamilieteams kan benytte midler til Forebyggelse og Døgnpleje på ramme 06.01 til forebyggende tiltag såsom pigegruppen "Vores Duniya's" aktiviteter efter Servicelovens § 40, stk. 3, nr. 1.

 

Udover de udmeldte midler til Forebyggelse på funktion 5.21 modtager Socialcenter Amager børnefamilieteam endvidere midler til Ungerådgivning svarende til 2,0 mill. kr. kr. i 2006.

 

Budgettildelingen på børnefamilieområdet tager udgangspunkt i, at socialcentrene selv tager initiativ til og finansierer lokale tiltag på det forebyggende område indenfor de udmeldte midler. Som udgangspunkt vil forebyggende tiltag med lokalt sigte derfor ikke modtage særskilte midler fra centralt niveau.

 

Dette princip opretholdes som udgangspunkt over hele byen. I få tilfælde er projekter, såsom Gadepulsen, blevet forankret i Socialforvaltningen på baggrund af væsentlige sociale problemer i et lokalområde, hvor der politisk er afsat særskilt finansiering.

 

3. Vurdering af ansøgning

 

I forhold til pigegruppen "Vores Duniya" vurderes det, at formålet og indsatsen ligger indenfor Socialcenter Amagers normale virke. Socialcenteret bør således vurdere, om de ønsker projektet fortsat og dermed selv prioritere finansieringen inden for deres eksisterende budget til Forebyggelse.

 

Der kan hertil foretages ansøgning af midler fra puljer mv., som hidtil har været forudsætningen for gennemførelsen af projektet f.eks. ved projektmidler til dette formål hos andre myndigheder eller private fonde mv.

 

Da socialcentrene frit kan anvende budgettet til plejefamilie og forebyggelse på funktion 5.20 Familiepleje og 5.21 Forebyggelse kan socialcenteret supplere ungerådgivningen/Vores Duniya med midler fra disse funktioner, hvis centeret ønsker at opretholde den eksisterende organisering og aktivitetsniveau på ungeområdet. Dette vil samlet set betyde om omprioritering af socialcenterets midler til fordel for aktiviteter rettet mod unge.

 

Konsekvenserne for projektet af et afslag på ansøgningen om restfinansiering i 2006 og fremtidig forankring er, at projektet i 2006 må tilpasse sit budget og sine aktiviteter, hvis Socialcenter Amager ikke finder yderligere finansiering.

 

I 2006 betyder dette en nedjustering af budgettet svarende til 169 t. kr. I 2007 vil der tilsvarende skulle findes ekstern finansiering svarende til 537 t. kr., hvis projektet skal køre videre i sin nuværende form.

 

Konsekvensen af en imødekommelse af ansøgningen med en finansiering fra den samlede ramme til forebyggelse på funktion 5.21 Forebyggelse på børnefamilieområdet er en opprioritering af ungeindsatsen i bydelen Amager og en tilsvarende nedprioritering af de andre bydeles forebyggende tiltag.

 

 

MILJØVURDERING

Sagen er ikke omfattet af Socialforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

 

ØKONOMI

Projektet "Vores Duniya" drives primært for midler fra socialcenterets ramme til "Forebyggelse og Døgnpleje" efter Servicelovens § 40, stk. 3, nr. 1 svarende til 304. t. kr. i både 2006 og 2007. Socialcenterets børnefamilieteam finansierer projektets pædagog, kontorhold og lokaler. Projektet får herudover midler fra Partnerskabet (boligsociale midler) svarende til 90 t. kr. samt midler fra Indenrigsministeriets Restpulje svarende til 180 t. kr. i 2006.

 

Projektets budget er i 2006 742 t. kr. og i 2007 840 t. kr. (2006-PL), hvilket giver et udækket finansieringsbehov svarende til de ansøgte beløb på henholdsvis 169 t. kr. i 2006 og 537 t. kr. (2006-PL) i 2007 jf. tabel 1.

 

Tabel 1. Budget og finansiering "Vores Duniya" i 2006 og 2007

 

* Indenrigsministeriets restpulje for 2007 er ikke udmeldt.

 

Da indstillingen indebærer et afslag på ansøgningen, vil den samlede økonomi på området ikke ændres, men der vil blive tale om et internt prioriteringsspørgsmål i Socialcenter Amager.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Der er ingen andre konsekvenser.

 

 

HØRING

Ingen

 

BILAG

Ingen

 

 

 

 

Grethe Munk   / Sven Bjerre

                                               

 

 

 

 


 

Til top