Mødedato: 30.11.2016, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Udflytning fra Granvej

Som en del af budget 2012 blev det besluttet at lukke det socialpsykiatriske botilbud Ringbo, så beboerne kunne flytte ind i tre nye og mere tidssvarende botilbud i København i 2016. Siden er der opstået udfordringer med byggeprojekterne og målgruppernes sammensætning har ændret sig. Socialudvalget skal vælge, hvilken model for udflytning fra Granvej, som forvaltningen skal søge gennemført.  

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

1. At Socialudvalget godkender, at forvaltningen søger at gennemføre model 2 for udflytning af de socialpsykiatriske pladser fra Granvej.

2. At Socialudvalget tager til efterretning, at forvaltningen og boligselskabet arbejder på en løsning for, hvordan det planlagte botilbud på Oliebladsgade til 45 beboere med somatisk plejebehov kan opgives.

Givet beslutning under 1. at-punkt godkendes samtidig følgende ved henholdsvis model 1 og model 2:

Model 1:

  • Som erstatning for botilbuddet på Oliebladsgade til beboere med somatisk plejebehov etableres til samme målgruppe 45 pladser på en ny og endnu ikke-identificeret placering.
  • Målgrupperne og pladsantallet for Robert Jacobsens Vej (50 pladser) og Glasvej/Brofogedvej (42 pladser) forbliver uændret.

Model 2:

  • Målgruppen for Glasvej/Brofogedvej ændres fra beboere uden misbrugsadfærd til beboere med somatisk plejebehov. Antallet af pladser på Glasvej/Brofogedvej reduceres fra 42 til 38 pladser som følge af behov for ekstra plads til serviceareal. Som følge af ændringen udskydes færdiggørelsen af byggeriet på Glasvej/Brofogedvej med 6-9 måneder grundet behov for omprojektering og ny politisk godkendelse.

  • Målgruppen for Robert Jacobsens Vej ændres fra beboere med omfattende misbrug til beboere uden misbrugsadfærd. Robert Jacobsens Vej vil fortsat have 50 pladser.

  • Der følger et deponeringsbehov på ca. 12 mio. kr. til servicearealet på Glasvej/Brofogedvej, som finansieres af modregningsadgang eller afholdes inden for Socialforvaltningens ramme.

  • Som erstatning for botilbuddet på Oliebladsgade, der oprindeligt var til beboere med somatisk plejebehov, etableres op til 45 nye pladser på én eller flere nye placeringer til beboere med misbrug, heraf nogle med omfattende misbrug.

Problemstilling

Den 1. januar 2015 blev det socialpsykiatriske botilbud Ringbo lukket og omdannet til tre midlertidige botilbud i det tidligere Ringbos bygninger på Granvej i Bagsværd. Her skal botilbuddene fungere, indtil beboerne kan flytte ind i tre nye og mere tidssvarende botilbud. Principperne for etableringen af både de midlertidige og kommende tilbud er blandt andet en faglig specialisering, hvor man hjælper beboere med omfattende misbrugsproblemer i ét botilbud og beboere med somatiske plejebehov i et andet. Det er en specialisering, der understøtter, at alle beboere bedre kan få den rette omsorg og behandling. Oprindeligt var det planen, at beboerne på de tre midlertidige botilbud på Granvej skulle flyttes til nye specialiserede botilbud i København på adresserne Robert Jacobsens Vej (50 pladser), Glasvej/Brofogedvej (42 pladser) og Oliebladsgade (45 pladser).

Etableringen af de nye tilbud er imidlertid ikke forløbet som planlagt, hvilket påvirker udflytningen fra Granvej. Desuden er placeringen af de forskellige målgrupper blevet gentænkt i forbindelse med det reviderede oplæg til omstilling og modernisering af Socialpsykiatrien, som også forelægges Socialudvalget d. 30. november. Derfor forelægges Socialudvalget nu to alternative modeller for udflytningen fra Granvej.

Løsning

Status på etableringen af de tre nye botilbud er, at byggeriet på Robert Jacobsens Vej (50 pladser) forventes at være klar til indflytning efter sommerferien 2017. Byggeriet på Glasvej/Brofogedvej (42 pladser) forventes at være afsluttet i september 2018.

Byggeprojektet på Oliebladsgade (45 pladser) kan ikke gennemføres som planlagt, hvilket skyldes flere forhold. Boligselskabet erhvervede grunden på Oliebladsgade uden at købsaftalen var betinget af en byggetilladelse fra Københavns Kommune, hvilket ellers er almindelig praksis. Derudover indleverede boligselskabet efter gennemført licitation et færdigt projekt med en bebyggelsesprocent på 188, som boligselskabet forventede ville opnå en godkendelse i Københavns Kommune. Som følge af projektets omfang gennemførte Københavns Kommune en nabohøring. På den baggrund blev det vurderet, at projektet krævede en ny lokalplan, og at projektet blev justeret, så byggeriets omfang svarede til det oprindeligt forudsatte med en bebyggelsesprocent på 170. Endvidere skulle projektet bearbejdes arkitektonisk. Konsekvensen er, at der ikke er givet byggetilladelse og at projektet desværre økonomisk ikke længere er realiserbart. Socialforvaltningen er sammen med boligselskabet ved at afdække, hvordan projektet opgives og hvorvidt der er kommunalt medansvar i sagen.

Hertil kommer, at der er sket flere ændringer på det socialpsykiatriske område, som er beskrevet i sagen om oplæg til omstilling af socialpsykiatrien, der behandles på Socialudvalgets møde d. 30. november. Socialforvaltningen har derfor beskrevet to modeller for, hvordan udflytningen fra botilbuddene på Granvej kan videreføres. Socialforvaltningen anbefaler model 2.

To modeller for udflytning af pladser fra Granvej

I model 1 tages udgangspunkt i den oprindelige politisk vedtagne beslutning. For at imødekomme ændrede behov foreslår Socialforvaltningen desuden en model 2, som bygger ovenpå modellen, der blev præsenteret på Socialudvalgets budgetseminar i august 2016. I begge modeller skal der findes en anden placering til de op til 45 pladser, som skulle have ligget på Oliebladsgade. De to modeller er opsummeret i tabel 1.

Tabel 1. Planlagte pladser

Adresse

Model 1

Model 2

Robert Jacobsens Vej

(forventet ibrugtagning juli 2017)

50 pladser til beboere med omfattende misbrug

50 pladser til beboere uden misbrugsadfærd

Glasvej/Brofogedvej (forventet ibrugtagning: Model 1 – september 2018; Model 2 – 3. kvartal 2019

42 pladser til beboere uden misbrugsadfærd

38 pladser til beboere med somatisk plejebehov

Ny placering (forventet ibrugtagning uafklaret)

45 pladser til beboere med somatisk plejebehov

Op til 45 nye pladser – heraf nogle til beboere med omfattende misbrug.

I alt

137 pladser

Op til 133 pladser

Den nuværende fordeling af beboere på Granvej fremgår af tabel 2.

Tabel 2. Målgrupper på Granvej, september 2016

Målgrupper

Antal

Sindslidende med omfattende misbrug

33

Sindslidende uden misbrugsadfærd

24

Sindslidende med somatisk plejebehov

44

I alt

101*

* Der er i alt 130 pladser på botilbuddene på Granvej. Der er aktuelt knapt 30 ledige pladser på de tre botilbud, fordi forvaltningen af hensyn til de forestående flytninger kun i begrænset omfang visiterer til disse botilbud.

Model 1: Den oprindelige model, men hvor Oliebladsgade erstattes med anden adresse

Model 1 er en fortsættelse af den oprindelige plan for udflytning fra Granvej. Forvaltningen påpeger følgende fordele og ulemper ved model 1:

Fordel:

  • Beboerne på Granvej er allerede visiteret til de forskellige botilbud og personalet er bekendt med deres fremtidige arbejdsplads. Gennemførelsen af den oprindelige plan for udflytning betyder derfor, at det kun er de beboere, der er visiteret til Oliebladsgade (45 pladser), som skal revisiteres.

Ulemper:

  • Forvaltningen har genovervejet den oprindelige beslutning om, at det planlagte botilbud på Robert Jacobsens Vej skal rumme 50 beboere med omfattende misbrug. Forvaltningen anbefaler i stedet at etablere et eller flere specialiserede tilbud til denne målgruppe. Botilbuddets størrelse og placering vurderes ikke længere hensigtsmæssig ift. effektivt at forebygge handel med stoffer og udadreagerende adfærd.

     

  • Realiseringen af model 1 forudsætter, at botilbuddet på Oliebladsgade erstattes af et andet tilbud med 45 pladser målrettet beboere med somatisk plejebehov. Behovet for pladser til beboere med somatisk plejebehov er imidlertid stort. Det er derfor ikke optimalt at afvente, at der kan etableres erstatningspladser til målgruppen af beboere med somatisk plejebehov i et byggeri, hvortil der endnu ikke er identificeret en placering.

Model 2: Justering af målgrupper for alle planlagte tilbud

 Model 2 bygger videre på den model, der blev præsenteret på Socialudvalgets budgetseminar i august 2016. Modellen medfører, at målgrupperne til de tre planlagte nye tilbud ændres. Konkret etableres færre pladser end oprindelig planlagt, og fordelingen af de specialiserede pladser ændres, som det fremgår af tabel 1 ovenfor. Forvaltningen påpeger følgende fordele og ulemper ved model 2.

Fordele:    

  • Modellen muliggør, at der til målgruppen af borgere med misbrug, heraf nogle med omfattende misbrug, kan etableres et eller flere mindre specialiserede tilbud frem for nødvendigvis ét stort tilbud på 50 pladser som oprindelig planlagt på Robert Jacobsens Vej. Mindre tilbud giver bedre mulighed for at understøtte forebyggelse af handel med stoffer og udadreagerende adfærd.

  • Med model 2 vil der være ca. 26 overskydende pladser på Robert Jacobsen Vej. Forvaltningen vil visitere beboere uden misbrugsadfærd fra andre tilbud eller fra ventelisten til disse pladser. Ændringen af målgruppen har til formål at undgå konsekvenserne af misbrugsadfærd, der blandt andet omfatter pushervirksomhed, kontakt til pushere, berigelseskriminalitet mod andre beboere, voldsom adfærd med videre.

  • Ændringen af målgruppen på Glasvej/Brofogedvej til beboere med somatisk plejebehov kræver omprojektering og ny politisk godkendelse, hvilket udskyder byggeprojektet yderligere, hvorved byggeriet først er færdigt i 3. kvartal 2019. Dette er dog tidsmæssigt væsentligt kortere end scenariet i model 1, hvor der skal findes en helt ny placering for erstatningsbyggeriet for Oliebladsgade. Dermed kan de somatiske borgere tilbydes en ny bolig hurtigere, end hvis de skal flytte ind i et byggeri, hvortil der endnu ikke er identificeret en placering.

Ulemper:

  • Målgrupperne til de enkelte botilbud ændres, hvorfor de nuværende beboere på Granvej skal have en ny visitationsafgørelse. Det indebærer, at beboerne skal motiveres, hvis de ikke ønsker at flytte til et nyt anvist sted. Hertil kommer, at medarbejderne igen skal orienteres om, at deres arbejdssted ændrer placering.

At målgrupperne til tilbuddene ændres betyder, at størrelsen på servicearealerne ikke er i overensstemmelse med målgruppens behov på både Glasvej/Brofogedvej. På Glasvej/Brofogedvej inddrages 4 boliger til serviceareal, og tilbuddet etableres derfor med 38 og ikke 42 pladser. Til beboere med somatisk plejebehov vil der derfor komme 6 færre pladser, end der aktuelt er behov for. Forvaltningen vil finde plads til disse beboere på egnede pladser i den samlede vifte af socialpsykiatriske botilbud.

I model 2 skal findes en ny løsning i forhold til beboerne med omfattende misbrug. Der arbejdes på at finde en løsning på op til 45 pladser til denne målgruppe. Et alternativ kunne være i form af et tilbud i regi af eller i samarbejde med Regionen. Det kan dog som følge af beslutningen i budget 2017 om at nedlægge 12 pladser i forbindelse med udfordringerne i socialpsykiatrien betyde, at der reelt kun etableres op til 33 pladser. 

Socialforvaltningens anbefaling

Socialforvaltningen anbefaler model 2 for dels ikke at få et stort botilbud med 50 pladser til beboere med et omfattende misbrug på Robert Jacobsens Vej, dels for hurtigere at kunne sikre beboere med somatisk plejebehov en erstatning for botilbuddet Oliebladsgade, der må opgives.

Økonomi

Tabel 3 viser de forventede økonomiske konsekvenser ved model 1 og model 2. Opgivelsen af byggeriet på Oliebladsgade vil for både model 1 og model 2 forventeligt medføre et tab for Socialforvaltningen knyttet til afholdte projekteringsudgifter. Det forventede tab skal finansieres inden for rammen af den afsatte anlægsøkonomi til byggeriet på Oliebladsgade. Socialforvaltningen er i dialog med boligselskabet om, hvordan et forventet tab skal håndteres.

I model 2 vil ændringen af målgruppen på Glasvej/Brofogedvej kræve yderligere deponering på 10 – 12 mio. kr. Beløbet forventes håndteret ved opsigelse af øvrige 3. mandslejemål, hvorved der frigøres deponering, som kan modregnes i det nye deponeringskrav. Hvis der ikke tilvejebringes tilstrækkelig modregningsadgang, afholdes den resterende del af deponeringen inden for Socialforvaltningens ramme.

Tabel 3. Økonomiske konsekvenser ved model 1 og model 2

 

Model 1

Model 2

Oliebladsgade

Et tab som følge af projekteringsudgifter (gældende for begge modeller)

 

Glasvej/Brofogedvej

Uændret

Deponeringskrav på 10 - 12 mio. kr. for servicearealer

Videre proces

Socialforvaltningen vil primo december 2016 orientere beboere og medarbejdere på de tre midlertidige tilbud på Granvej umiddelbart efter, at Socialudvalget har truffet beslutning.

Videre proces gældende for både model 1 og model 2:

  • Socialforvaltningen vender i 1. halvår 2017 tilbage med en indstilling til Socialudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med en løsning på problemstillingen vedrørende finansiering af et forventet tab ved opgivelse af byggeriet på Oliebladsgade.

Videre proces kun gældende for model 1:

  • Erstatningsbyggeri for Oliebladsgade: Socialforvaltningen vil i 1. halvår 2017 udbyde et nyt byggeprojekt på 45 pladser til beboere med somatisk plejebehov i forbindelse med Teknik og Miljøforvaltningens udbud af grundkapital.  Forud for udbuddet vil Socialforvaltningen sammen med Økonomiforvaltningen afdække mulige grunde, som projektet kan udbydes med. Alternativt vil det være op til boligselskaberne selv at anvise en egnet grund. Såfremt der indkommer bud fra boligselskaberne, vil Socialforvaltningen senest i 2. halvår 2017 forelægge Socialudvalget en indstilling med et forslag på, hvordan de 45 pladser kan etableres.

Videre proces kun gældende for model 2:

  • Socialforvaltningen vender i 2. kvartal 2017 tilbage med en indstilling til Socialudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen vedrørende det endelige byggeprojekt på Glasvej/Brofogedvej og forslag til finansiering af deponeringskravet.

  • Socialforvaltningen vil senest i 2. halvår 2017 vende tilbage til Socialudvalget med et forslag på, hvordan der kan etableres op til 45 pladser til beboerne med misbrug, heraf nogle med omfattende misbrug.

 

Nina Eg Hansen

                                   / Siggi W. Kristoffersen                    

 

Beslutning

Kontorchef Siggi Kristoffersen, konst. kontorchef Eva Stokbro Jensen og borgercenterchef Knud Andersen deltog under punktets behandling.

Indstillingens 1. at-punkt blev vedtaget, idet der var enighed om at gennemføre model 2 og 2. at-punkt blev taget til efterretning.

 
Til top