Mødedato: 30.11.2016, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Oplæg til omstilling af socialpsykiatrien

Se alle bilag
Socialudvalget skal drøfte forvaltningens oplæg til omstilling af socialpsykiatrien.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget drøfter Socialforvaltningens reviderede oplæg til omstilling af socialpsykiatrien, der har et mere konkret fokus på faglig omstilling og specialisering samt forebyggelse af vold på botilbud (se bilag 1)
  2. at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen arbejder videre med en konkretisering af oplægget til omstilling og modernisering af socialpsykiatrien, som oplæg til budget 2018.

  3. at Socialudvalget tager til efterretning, at Socialudvalget fremover får en årlig status på omstillingen af socialpsykiatrien

     

Problemstilling

Den omstilling af socialpsykiatrien, der blev vedtaget i forbindelse med Budget 2016 skal i endnu højere grad have fokus på faglig omstilling og specialisering. Formålet er at understøtte, at kapaciteten på området hænger sammen med behovet for faglig specialisering og at kunne håndtere beboere med risikoadfærd. Desuden skal omstillingsplanen have et særligt fokus på sikkerhed og bemanding på botilbuddene og hvorledes indretningen af boliger og fællesarealer kan forebygge ensomhed og styrke fællesskaber.

Den 25. marts blev en medarbejder på botilbuddet Lindegårdshusene dræbt af en beboer. Drabet betød et stærkt øget fokus på sikkerhedsforholdene og Socialudvalget fik den 18. maj 2016 forelagt en handleplan med en lang række initiativer.

Den oprindelige  omstillingsplan fra Budget 2016 adresserer de behov, forvaltningen vurderede relevante på daværende tidspunkt. Her var fokus primært på kapacitetsbehovet, suppleret med planer for yderligere specialisering og omlægning af støtten til borgere i egen bolig og en modernisering af nogle af forvaltningens botilbud.

Løsning

Socialforvaltningen har udarbejdet et oplæg til omstilling af socialpsykiatrien, vedlagt som bilag 1. Hovedlinjerne i oplægget er, at de aktuelle behov for at udvide og omlægge kapaciteten af botilbud til borgere med sindslidelse skal imødekommes indenfor en ramme der dels består af specialiserede pladser, af pladser med en bredere målgruppe og af intensiv og fleksibel støtte til borgere i egen bolig. På tværs af viften af botilbud skal der være et stærkt fokus på recovery og rehabilitering samtidigt med et stærkt fagligt fokus på de særlige målgrupper, man skal arbejde med på de specialiserede pladser. Derudover er der i det reviderede oplæg et øget fokus på forebyggelse af vold og misbrug, blandt andet gennem styrket samarbejde med regionerne, Kriminalforsorgen og politi.

Den omstillingsplan, som indgik i budgetaftalen for 2016 havde sit primære fokus på det fremtidige kapacitetsbehov. Det reviderede oplæg vil fortsat have fokus på udviklingen af den nødvendige kapacitet på området.

Oplægget til omstilling og modernisering af socialpsykiatrien indeholder derfor også en redegørelse for det faglige udgangspunkt – visionen – for socialpsykiatrien i Københavns Kommune. Visionen er, at indsatsen i endnu højere grad kan tilrettelægges ud fra en recovery-orienteret tilgang.

Oplægget indeholder desuden en gennemgang af fremtidens behov, dels med afsæt i den demografiske udvikling og dels med fokus på behovet for at specialisere pladser, tilbud og indsatser yderligere i forhold til særlige målgrupper af borgere. Der er i oplægget fokus på at bevare 70 pladser på Center Lindegården, og derfor skal justeringen af 12 pladser ske på andre botilbud (se indstillingen om udmøntning af midler fra budget 2017 til socialpsykiatrien 30/11 2016).

Når Socialudvalget har drøftet oplægget til omstilling og modernisering af socialpsykiatrien skal der udarbejdes en konkret plan for det videre arbejde. I dette arbejde og i den konkrete udmøntning af planen vil der være inddragelse af medarbejdere og brugere.

De centrale elementer i oplægget til omstillingen er:

  • De kommende år skal der arbejdes med at realisere visionen for socialpsykiatrien gennem øget fokus på recovery og rehabilitering, fortsat og øget inddragelse af netværk og brugernes egne ressourcer og erfaringer samt fokus på ensomhed og på beskæftigelse. Der udarbejdes en fælles faglig rammebeskrivelse, sammen med personalet i socialpsykiatrien og brugernes organisationer.
  • Der vil over de næste 10 år være et behov for yderligere 115 pladser, begrundet i den demografiske udvikling. I perioden 2018 til 2021 er der tale om 74 pladser. Imødekommelsen af dette behov foreslås i første omgang at indgå i budgetprocessen for 2018.
  • Der er behov for flere specialiserede pladser, der kræver mere omfattende bemanding og mere intensiv støtte – derfor vil pladspriserne stige.
  • Omlægningen af af længerevarende pladser efter servicelovens §108 til midlertidige pladser efter §107 skal øges.
  • Støtteindsatsen til borgere i almene boliger tilrettelægges som intensiv og fleksibel bostøtte – og flere borgere skal tilbydes denne form for støtte i egen bolig, frem for en botilbudsplads.
  • Der skal være specialiserede indsatser på tværs af botilbuddene.
  • Den fysiske modernisering af de utidssvarende tilbud skal gennemføres og nogle af de eksisterende pladser afvikles. Der er konkrete planer for modernisering af Lindegårdshusene, Stubberupgård og Thorupgården. Beboere og brugere skal inddrages i processen.
  • De enkelte elementer i omstillingsplanen vil indgå i oplæg til de kommende års budgetforhandlinger.
  • Omstillingsplanen revideres årligt og forelægges til politisk behandling i takt med realiseringen af planens mål og indsatser.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. Forvaltningen vender tilbage med en konkret plan og et oplæg til budgetforhandlingerne for 2018.

Videre proces

Socialforvaltningen vil – på baggrund af Socialudvalgets drøftelse – arbejde videre med en konkretisering af forslaget til omstilling og modernisering af socialpsykiatrien. Forvaltningen vender tilbage med et en konkret plan til udvalget i første halvår af 2017. Omstillingsplanen revideres årligt og forelægges til politisk behandling i takt med realiseringen af planens mål og indsatser.

 

Nina Eg Hansen

                                            / Eva Stokbro Jensen

Beslutning

Kontorchef Siggi Kristoffersen, konst. kontorchef Eva Stokbro Jensen og borgercenterchef Knud Andersen deltog under punktets behandling.

Indstillingens 1. at-punkt blev drøftet, 2. at-punkt blev godkendt og 3. at-punkt blev taget til efterretning.

Der blev afgivet følgende protokolbemærkning fra udvalget:

”Socialudvalget lægger vægt på, at det i den kommende konkretisering af omstillingsplanen beskrives, hvordan den faglige kvalitet skal øges gennem udvikling af ledelse og medarbejdere, og hvordan samarbejdet med Regionerne og andre samarbejdsparter styrkes. Udvalget ønsker desuden, at der følges op før, der er gået et år og evt. på nogle punkter i forbindelse med sagen om ledelsesinformation”.
Til top