Budget 2021 temadrøftelse
Resumé
Socialudvalget forventes at skulle levere et effektiviseringsbidrag på 80-90 mio. kr. til budget 2021. Hertil kommer eventuelt behov for at løse interne udfordringer samt udløb. Med nærværende sag får Socialudvalget mulighed for at drøfte mulige temaer til budgetforslag, som Socialforvaltningen kan arbejde videre med til budget 2021.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
-
at Socialudvalget drøfter mulige temaer til budgetforslag, som Socialforvaltningen kan arbejde videre med til budget 2021.
Problemstilling
Socialudvalgets omprioriteringsbidrag til budget 2021 fastlægges først i 2020, men på baggrund af de senere år må det forventes, at Socialudvalget skal levere besparelser/effektiviseringer på 80-90 mio. kr. til budget 2021. Hertil kommer eventuelt behov for at løse interne udfordringer samt udløb.
Forvaltningen har igangsat processen, der skal føre til udarbejdelse af katalog, som Socialudvalget kan drøfte på budgetseminaret den 21.-22. februar 2020.
Løsning
Socialudvalget kan drøfte mulige temaer til budgetforslag, som det ønskes at Socialforvaltningen inddrager i det videre arbejde med budget 2021.
Socialforvaltningen arbejder for nuværende, blandt andet, med følgende temaer til budget 2021:
-
Mere effektiv planlægning og drift på udførerområdet
-
Administrative besparelser
-
Reduktion på områder med relativt højt serviceniveau i forhold til andre 6-byer
-
Digitalisering og IT-understøttelse
-
Kapacitetstilpasning (omstilling og lukning af tilbud)
-
Faglig omstilling, herunder skærpede prioriteringer og rekruttering af medarbejdere
-
Serviceniveauer på flere områder
Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Socialforvaltningen vil efterfølgende, så vidt muligt, inddrage Socialudvalgets forslag til temaer i det videre arbejde med budget 2021.
Den 6. november 2019 er brugerorganisationerne og de selvejende institutioner inviteret til budgetdrøftelsesmøde med Socialforvaltningen, hvor Socialudvalget også er inviteret. Inden mødet er brugerorganisationerne og de selvejende institutioner blevet bedt om at indsende konkrete effektiviserings- og/eller investeringsforslag, der kan indgå som input i forhold til at levere effektiviseringsbidraget på 80-90 mio. kr. til budget 2021.
Nina Eg Hansen
/ Anders Johannes Kristensen
Beslutning
Kontorchef Anders Johannes Kristensen deltog under punktets behandling.
Indstillingen blev drøftet.