Etablering af botilbud til borgere med svære fysiske handicaps i ældreboligafdelingen Hothers Plads (fællesindstilling)
Indstilling og beslutning
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget og Socialudvalget godkender,
1. at Socialforvaltningen overtager anvisningsretten fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen til syv ældreboliger (fem til beboelse og to til serviceareal) på Hothers Plads, 2200 København N.
Derudover indstiller Socialforvaltningen, at Socialudvalget anbefaler Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen at godkende,
2. at Københavns Kommune indgår lejekontrakt med boligselskabet Lejerbo, København vedrørende ca. 134 m2 serviceareal på Hothers Plads, 2200 København N3. at deponeringen på 5.046.838 kr. for lejemålet på 134 m2 på Hothers Plads modregnes med frigjort deponering fra lejemål opsagt af Socialforvaltningen, jf. bilag 3 (fortroligt)
Problemstilling
I budget 2013 blev der i forhold til Socialudvalget vedtaget et effektiviseringsforslag, som vedrørte samling af fem borgere, som har et ensartet massivt plejebehov pga. sclerose og muskelsvind. I dag bor borgerne i egen bolig forskellige steder i København, hvor de modtager hjemmepleje 12-24 timer i døgnet.
Socialforvaltningen vil på denne baggrund etablere et botilbud til borgerne i syv ældreboliger på Hothers Plads på Nørrebro, som Sundheds- og Omsorgsforvaltningen pt. har anvisningsretten til. Udvalgene skal derfor tage stilling til overdragelsen af anvisningsretten.
Socialforvaltningen vil omdanne to af de syv boliger til serviceareal, så der kan etableres de nødvendige faciliteter til personalet og beboerne. Socialudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen skal derfor tage stilling til indgåelse af lejekontrakt for servicearealet.
Løsning
Etableringen af et specialiseret botilbud i ældreboligerne på Hothers Plads medfører følgende fordele:
- Boligerne indrettes med særindretninger og velfærdsteknologiske løsninger, der skal øge borgernes livskvalitet og sikre bedre arbejdsforhold for personalet,
- Borgerne får en attraktiv bolig med mulighed for uforpligtende fællesskab,
- Samlingen af personalet vil medføre en mere effektiv og kvalitativ støtte, da personalet vil få et fagligt fællesskab, og der vil ikke være behov for så mange vikarer,
- Der kan potentielt opnås en besparelse på ca. 1,2 mio. kr. om året,
- Der findes konkrete velfærdsteknologiske løsninger, som fastlægges efter en inddragelse af beboerne selv og en afdækning af deres behov og ønsker i hverdagen. Der kan være tale om teknologier til forflytninger, toilet- og badeløsninger, nødkald, rengøringsteknologier mm.
Visitering af borgerne til botilbuddet
Borgerne bor i dag i egen bolig, og de skal derfor acceptere at flytte til botilbuddet. Borgernes motivation til dette skal findes i, at botilbuddet vil udgøre et kvalitetsmæssigt løft i forhold til deres nuværende forhold. Socialforvaltningen mener, at indretningen af botilbuddet på Hothers Plads vil give de bedste forudsætninger for at opfylde dette, og endvidere har flere af borgerne fra målgruppen et godt netværk på Nørrebro. Derudover vil Socialforvaltningen afholde borgernes flytteudgifter og håndtere de praktiske forhold i forbindelse med flytningen, så det ikke belaster borgerne unødigt.
Velfærdsteknologi
Projektet har fokus på installering af velfærdsteknologier i de nye boliger, der skal øge beboernes livskvalitet og sikre bedre arbejdsforhold for medarbejderne. De konkrete løsninger skal fastlægges efter en inddragelse af beboerne selv og en afdækning af deres behov og ønsker i hverdagen. Der kan være tale om teknologier til forflytninger, toilet- og badeløsninger, nødkald, rengøringsteknologier mm.
Overdragelse af anvisningsretten til syv boliger
Den 3. november 2005 godkendte Borgerrepræsentationen en række løsningsmodeller for tilpasning af ældreboligkapaciteten, der bl.a. muliggør, at anvisningsretten til ledige ældreboliger kan overdrages fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen til Socialforvaltningen (BR 573/05).
For at sikre effektiviseringsforlagets gennemførsel og nedbringelse af overkapaciteten af ældreboliger ønsker forvaltningerne derfor at overdrage anvisningsretten til syv ældreboliger på Hothers Plads 2. To af boligerne anvendes til serviceareal, og de resterende fem boliger til beboelse. Det nye botilbud samles i én opgang, hvor beboerne får torumsboliger.
Hothers Plads har i alt 103 ældreboliger, hvoraf Socialforvaltningen i forvejen har anvisningsretten til otte af boligerne, hvor der er etableret et opgangsbofællesskab for borgere med lettere psykisk udviklingshæmning, som er mere eller mindre selvhjulpne.
Med denne overdragelse (samt den i Valbyholm) vil anvisningsretten for i alt 395 ældreboliger være overflyttet fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen til Socialforvaltningen siden 2006.
Ombygning af to boliger til serviceareal
Botilbuddet har fast personale tilknyttet inklusiv nattevagt. Der er derfor behov for at to af boligerne omdannes til serviceareal. Servicearealerne skal blandt andet indeholde kontorer, møderum, frokoststue m.v.
Udflytning af nuværende beboere
Det er en forudsætning for at etablere botilbuddet, at det fornødne antal ældreboliger bliver ledige. Det er frivilligt for de nuværende ældre beboere i afdelingen, om de vil flytte over i en anden opgang (eller til en anden ældreboligbebyggelse), eller om de vil blive boende. Alle rimelige udgifter i forbindelse med en eventuel flytning vil blive dækket af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, ligesom alle praktiske forhold i forbindelse med flytningen vil blive håndteret.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har god erfaring med at genhuse lejere og har tidligere med succes genhuset ca. 100 ældre borgere, der blev tilbudt flyttetilskud og erstatningsboliger efter eget ønske og økonomisk råderum.
Høring
Organisationsbestyrelsen i Lejerbo, København har ingen bemærkninger til overdragelsen af anvisningsretten til Socialforvaltningen og er blevet oplyst om målgruppen, og den støtte de får med.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen vil sikre størst mulig åbenhed og involvering af alle parter i forbindelse med overdragelsen af boligerne. Derudover vil der blive afholdt opfølgningsmøder med beboerne i den konkrete opgang, hvor forvaltningerne vil indgå i en tættere dialog med beboerne om projektet, herunder mulighederne for at flytte, målgruppen og personalestøtten m.m.
Ældrerådet har været hørt i sagen, og det støtter overdragelsen af boligerne til Socialforvaltningen, jf. bilag 1.
Høringssvar fra Københavns Ejendomme fremgår af bilag 2.
Tidsplan
Socialforvaltningen forventer at sætte byggearbejdet i gang i foråret 2014 med indflytning senest 1. juli 2014. Tidsplanen afhænger af udflytningen af de nuværende beboere.
Økonomi
Der er afsat 4,3 mio. kr. til projektet til anlæg i forbindelse med budget 2013 under Socialudvalgets ramme. Udgifterne til sagen bliver holdt inde for denne ramme. Midlerne er stjernemarkeret, hvilket betyder, at de blev udmøntet i forbindelse med vedtagelsen af budget 2013 for at sikre en hurtig igangsættelse. Anlægsøkonomien dækker ombygningen af servicearealerne, montering, installering af velfærdsteknologier og flytteudgifter.
Udgiften til deponering forventes at udgøre 5.046.838 kr., da der skal deponeres for 134 m2 på Hothers Plads med en udgift på 37.662,97 kr. pr. m2. Deponeringen modregnes med frigjort deponering fra opsagt lejemål - se bilag 3 (fortroligt). Deponering betyder, at der skal reserveres et beløb svarende til den offentlige ejendomsværdi.
Videre proces
Efter proceduren for inddragelse af Københavns Ejendomme skal indstillingen, jf. styrelsesvedtægtens § 15, til udtalelse i Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget samtidigt inden behandling i Borgerrepræsentationen.
Såfremt udvalgene godkender indstillingen vil Socialforvaltningen successivt overtage lejlighederne, som de bliver ledige, og sammen med Københavns Ejendomme få forestået de relevante ombygninger.
Anette Laigaard Katja Kayser
Beslutning
Kontorchef Lars Østergaard deltog under punktets behandling.
Indstillingen blev godkendt med vedlagte rettelsesark.