Ansøgninger til tredje runde frikommuneforsøg om flere billige boliger og fleksible boligløsninger
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler
-
at godkende ansøgning om længerevarende huslejetilskud til særlige målgrupper.
-
at godkende ansøgning om huslejetilskud til særlige målgrupper, som deltager i beskæftigelsesrettede projekter.
-
at godkende ansøgning om forebyggelse af udsættelser.
-
at godkende ansøgning om fastlæggelse af serviceniveau for aktivlovens bestemmelser om etablering.
-
at godkende ansøgning om mulighed for boligstøtte til to beboere i delebolig, opkrævning af husleje inkl. forbrug, og mulighed for oprettelse af deleboliger i private og kommunale boliger.
-
at godkende ansøgning om øgede muligheder for samarbejde med private om boligsocial anvisning.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Socialforvaltningen indstiller, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Socialudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler
7. at godkende ansøgning om udvidelse af brug af frikommunehjemmel om udslusningsboliger som midlertidige boliger til nyankomne flygtninge.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler
8. at godkende ansøgning om samdrift i almene boligområder med flere boligorganisationer.
9. at godkende ansøgning om frasalg af ubebyggede restarealer ejet af almene boligafdelinger.
Problemstilling
Københavns Kommune deltager i et frikommunenetværk med Høje Taastrup, Roskilde, Aarhus, Favrskov og Randers kommuner. Netværket kan ansøge om forsøgshjemmel til undtagelse fra statslig lovgivning med henblik på at løse specifikke kommunale problemstillinger. Netværket indsendte ved første ansøgningsrunde den 1. december 2016 fem ansøgninger til Økonomi- og Indenrigsministeriet, som efterfølgende blev godkendt af Borgerrepræsentationen den 2. februar 2017. Anden rundes syv ansøgninger blev godkendt af Borgerrepræsentationen den 27. april 2017 og indsendt den 28. april 2017. Sidste rundes ansøgninger skal indsendes senest den 1. november 2017. Socialforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen har udformet ni ansøgninger til denne sidste ansøgningsrunde. Ansøgningernes mål er at sikre bedre muligheder for flere billige boliger, der kan anvendes til boligsocial anvisning.
Løsning
Baggrunden for ansøgningerne er en generel mangel på billige boliger, som målgruppen for boligsocial anvisning kan betale. Ansøgningerne i tredje ansøgningsrunde er udarbejdet af Københavns Kommune. Inden eller under udvalgsbehandlingen vil forvaltningerne orientere udvalgene om, hvorvidt en eller flere af kommunerne i netværket vil være medunderskriver på ansøgningerne. Det er ikke et krav, at øvrige kommuner er medunderskrivere. Såfremt Økonomi- og Indenrigsministeriet godkender én eller flere af ansøgningerne, vil forvaltningerne udarbejde konkrete forslag til implementering, som Borgerrepræsentationen efterfølgende skal tage stilling til.
Socialforvaltningen indstiller, at følgende seks ansøgninger godkendes:
Mulighed for økonomisk tilskud til bolig for særlige målgrupper, der ellers ikke kan opnå bolig (bilag 1)
Visse målgrupper, fx borgere på kontanthjælp, men med omfattende handicap, har beskeden betalingsevne og meget begrænset erhvervsevne. Deres betalingsevne kan ikke forventes bedret inden for de 2-2½ år, som de udslusningsboliger, der blev givet mulighed for efter første runde, kræver. For disse målgrupper ønskes en hjemmel til længerevarende tilskud.
Huslejetilskud til fastholdelse af borgere i bolig, som deltager i beskæftigelsesrettede projekter (bilag 2)
Socialstyrelsen og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har udpeget målgrupper, til hvilke kommuner kan modtage tilskud til særlige beskæftigelsesrettede projekter. Forvaltningen ønsker mulighed for at kunne fastholde borgere i disse målgrupper i deres bolig.
Forebyggelse af udsættelser (bilag 3)
Forvaltningen ønsker mulighed for at kunne bevilge ydelser mod pligt om tilbagebetaling til en udvidet målgruppe, når formålet er at forebygge hjemløshed.
Fastlæggelse af serviceniveau for aktivlovens bestemmelser om enkeltydelser (bilag 4)
En række målgrupper har ensartede behov, hvorfor der ønskes mulighed for at fastlægge serviceniveau i forhold til etableringsbestemmelser i aktivloven.
Bedre udnyttelse af eksisterende boligkapacitet i forhold til deleboligbestemmelsen (bilag 5)
Forvaltningen ønsker mulighed for, at to beboere i delebolig kan opnå boligstøtte. Samtidig ønskes mulighed for, at der i disse boliger kan opkræves leje inkl. forbrug. Deleboliger bør kunne oprettes i privat og kommunalt byggeri, og beboerne bør også i sådanne boligtyper kunne opnå boligstøtte.
Øgede muligheder for samarbejde med private om boligsocial anvisning (bilag 6)
Forvaltningen ønsker mulighed for, at samarbejde med private ikke tidsbegrænses til seks år, og at forbuddet mod at genindgå aftaler eller forlænge eksisterende aftaler ophæves.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Socialforvaltningen indstiller, at følgende ansøgning godkendes:
Brug af udslusningsboliger som midlertidige boliger til nyankomne flygtninge (bilag 7)
Forvaltningerne ønsker mulighed for, at også nyankomne flygtninge kan indgå i forsøg med de udslusningsboliger, som Folketinget har givet mulighed for efter første ansøgningsrunde. Dette sker ved anvisning af boliger, som den boligsociale anvisning hidtil har returneret, da de ikke har kunnet benyttes grundet betalingsevne. Dette vurderes at give et stærkt incitament for de pågældende til at komme i ordinært arbejde eller uddannelse.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at følgende to ansøgninger godkendes:
Samdrift i almene boligområder med flere boligorganisationer (bilag 8)
Forvaltningen ønsker en udvidelse af sideaktivitetsbekendtgørelsen, så én boligorganisation kan varetage driften af andre boligorganisationers ejendomme (uden at opgaven skal i udbud eller varetages af et selskab oprettet til formålet). Målet er en mere effektiv, stabil og billigere bygningsdrift og beboerservice samt specialisering i ejendomsservicen. En forudsætning for forsøget vil være, at boligorganisationerne kan godtgøre overfor kommunen, at opgaven gennem eksempelvis stordriftsfordele bliver løst mere effektivt og billigere.
Frasalg af ubebyggede restarealer ejet af almene boligafdelinger (bilag 8)
Forvaltningen ønsker mulighed for, at boligorganisationer sammen med kommunen kan øremærke indtægter ved frasalg af arealer (fx en ubrugt græsplæne) til finansiering af aktiviteter som fx helhedsplaner, anlægsprojekter, vedligeholdelse eller henlæggelser i afdelingen. I dag fastlægger almenboligloven, hvordan indtægter ved frasalg skal anvendes, hvilket primært er afdrag på lån. Kompetencen til at fravige reglerne ligger i dag hos staten. Formålet med forsøget er dels at flytte beslutningskompetencen til boligorganisationen og kommunen, og dels at gøre det lettere at anvende indtægterne til brug for den sælgende afdeling, der derved får et incitament til at sælge.
Økonomi
Det er en forudsætning for forsøgene, at de repræsenterer en bedre løsning for borgeren eller en bedre økonomisk løsning for kommunen. Fremsendelsen af ansøgningerne har ikke økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune. Hvis der gives tilladelse fra staten, og der er kommunalt ønske om at anvende forsøgshjemlerne, kan der dog være eventuelle merudgifter ved implementeringen af Socialforvaltningens punkter. Disse afholdes som udgangspunkt inden for Socialudvalgets egne rammer, jf. Økonomiudvalgets beslutning den 17. maj 2016. Forsøg, der har økonomiske konsekvenser og ikke kan holdes indenfor rammen, kan rejses som politiske ønsker i forbindelse med forhandlingerne om Budget 2019.
Videre proces
Såfremt de konkrete ansøgninger til tredje runde godkendes af Økonomi- og Indenrigsministeriet, vil regeringen fremsætte lovforslag om tildeling af lovhjemmel eller dispensation i løbet af februar 2018. Lovforslaget forventes at træde i kraft den 1. juli 2018, hvorefter forsøgene fra tredje ansøgningsrunde kan iværksættes. Kommunerne beslutter herefter om og i hvilket omfang, kommunen ønsker at benytte forsøgshjemlerne, men der er ikke noget krav herom.
Nina Eg Hansen Bjarne Winge Pernille Andersen
Beslutning
Kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.
Indstillingens 1.-7. at-punkt blev godkendt.