Mødedato: 30.08.2006, kl. 20:15

Evaluering af Indvandrer Kvindecentret 2006 (Bilag)

Se alle bilag

Evaluering af Indvandrer Kvindecentret 2006 (Bilag)

Socialudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 30. august 2006

 

 

14.      Evaluering af Indvandrer Kvindecentret 2006 (Bilag)

 

SUD 329/2006  J.nr. 329/2006

 

 

INDSTILLING

Socialforvaltningen indstiller,

 

at Socialudvalget tager evalueringen af Indvandrer Kvindecentret til efterretning.

 

RESUME

Indvandrer Kvindecentret, der er beliggende på Nørrebro, er være- og aktivitetssted, for kvinder af anden etnisk herkomst end dansk. Stedet yder også rådgivning.

 

I Socialudvalgets budgetforslag for 2007 indgår finansieringen af Indvandrer Kvindecentret som et budgetønske ifm. budgetforhandlingerne 2007.

 

Det er besluttet tidligere, at der skal foretages en evaluering af centret forud for budgetforhandlingerne. Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) har gennemført evalueringen af Indvandrer Kvindecentret i foråret 2006.

 

Evalueringen er gennemført på baggrund af bl.a. spørgeskemaundersøgelse til centrets brugere, registrering af centrets rådgivningssager og interview med leder, medarbejdere og frivillige.

 

Evalueringen viser, at de kvinder, som kommer i Indvandrer Kvindecentret, ofte er de svagest stillede indvandrer- og flygtningekvinder. De fleste er enlige og i en vanskelig social situation. Det fremgår endvidere af rapporten at værestedet og det fællesskab og netværk til andre, som kvinderne deltager i, har betydning for deres selvtillid og opbygning af personlige og sociale ressourcer. Der har imidlertid ikke været tilstrækkeligt fokus på at motivere kvinderne til at søge ud på arbejdsmarkedet.

 

Det er Socialforvaltningens vurdering, at en eventuel videreførelse af det kommunale tilskud til stedet bør ledsages af mere klart fastlagte mål og krav til resultatopfølgning.

SAG SBESKRIVELSE

1. Baggrund

Indvandrer Kvindecentret, der er beliggende på Nørrebro, er et være- og aktivitetssted, for kvinder af anden etnisk herkomst end dansk. Stedet yder ligeledes rådgivning for kvinderne.

 

Borgerrepræsentationen besluttede den 15. december 2005 (BR 766/05) at bevillige 640.000 kr. i tilskud til Indvandrer Kvindecentrets virke. Finansieringen af bevillingen blev ikke endeligt fastlagt ved mødet, og det blev pålagt Socialforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen at fastlægge finansiering for 2006 og frem.

 

Socialudvalget besluttede d. 22. februar 2006 (SUD 65/2006), på baggrund af fællesindstilling fra Socialforvaltningen og Beskæftigelses- og integrationsforvaltningen, at finansieringen i 2006 skulle ske via midler fra Integrationspuljen samt FOSS-midlerne. Da begge forvaltninger ikke har ledige budgetmidler for 2007 udestår en fremadrettet finansiering af tilskuddet til Indvandrer Kvindecentret. Det blev besluttet, at spørgsmålet herom skulle behandles af Socialudvalget i budgetprocessen for 2007.

 

I Socialudvalgets budgetforslag for 2007 indgår finansieringen af Indvandrer Kvindecentret derfor som et budgetønske forud for budgetforhandlingerne. Det fremgår af indstillingen omkring restfinansieringen (SUD 65/2006), at der skal foretages en evaluering af centret, således, at denne foreligger forud for behandlingen af budgetforslaget i Borgerrepræsentationen.

 

Socialforvaltningen og Beskæftigelses- og integrationsforvaltningen har i samarbejdet foranlediget, at Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) har foretaget evaluering af Indvandrer Kvindecentrets virke.

 

2. Evalueringen

CASA har gennemført evalueringen af Indvandrer Kvindecentret i foråret 2006 og evalueringen er afsluttet med udfærdigelse af evalueringsrapport (Bilag). Der er i nedenstående refereret hovedpunkter fra evalueringen.

 

Indvandrer Kvindecentrets tilbud til indvandrer- og flygtningekvinder er:

·        Et rådgivningscenter, hvor kvinderne kan få rådgivning til såvel sociale, økonomiske, sundhedsmæssige som familiemæssige problemstillinger fx i forhold til boligproblemer og forhold relateret til børn. Desuden tilbyder frivillige både uddannede jurister og jurastuderende to timer juridisk rådgivning hver uge.

·        Et værested hvor indvandrer-, flygtningekvinder og danske kvinder kan være sammen i omgivelser, hvor der er respekt for det enkelte individs etniske baggrund, og hvor de gennem dialog kan lære af og om hinandens normer og kulturer.

·        Et aktivitetscenter med forskellige aktiviteter fx systue og lektiehjælp, som kvinderne efter lyst og behov kan deltage i. Desuden er der en gang om ugen café, hvor aktuelle emner tages op og diskuteres fx demokrati, konflikthåndtering og børneopdragelse.

 

Evalueringen er gennemført på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse til centrets brugere, en registrering af centrets rådgivningssager (100 ud af anslået ca. 300), forskelligt dokumentationsmateriale samt kvalitative interview med leder, medarbejdere og frivillige.

 

Rapporten beskriver, at der over en to ugers observationsperiode er registreret 50 forskellige kvinder, der har gjort brug af centret. Der er kvinder med 17 forskellige nationaliteter repræsenteret blandt rådgivningssagerne. De somaliske kvinder udgør majoriteten (78 pct.) af brugerne i observationsperioden, og de udgjorde 64 pct. af de registrerede rådgivningssager. Dette har baggrund i, at somalierne er den flygtningegruppe, der er kommet senest til Danmark.

 

Evalueringen viser, at de kvinder, som kommer i Indvandrer Kvindecentret, er ofte de svagest stillede indvandrer- og flygtningekvinder. De fleste er enlige og i en vanskelig social situation. Forsørgelsesgrundlag er primært kontanthjælp, som 60 pct. af kvinderne modtager. De har et svagt socialt netværk, ringe uddannelsesmæssig baggrund, mangelfulde danskkundskaber og tilhører de laveste sociale lag i det danske samfund. Deres kendskab til det danske offentlige system er mangelfuldt. Det fremgår af rapporten, at 33 pct. har fysiske helbredsproblemer fx nedslidning, gigt, graviditetsgener, diabetes, hiv-positiv, bronkitis og overvægt. Cirka 40 pct. af kvinderne har psykiske problemer fx krigstraumer og familiemæssige tragedier som dødsfald, bortførsler af børn, samliv med tyranniske ægtefæller eller hårde skilsmisser.

 

Det fremgår af rapporten, at centrets aktiviteter og funktioner har et integrationsmæssigt sigte. Kvindecentret giver støtte før, under og efter kontakt til myndighederne. Kvindecentret et supplement til sociale og helbredsmæssige instanser, fordi kvinderne får rådgivning og støtte til sociale, psykiske og familiemæssige problemer, som de kan have vanskeligt ved at løse eller handle på bl.a. på grund af manglende kendskab til det offentlige system. Det fremgår af rapporten, at kvindernes primære årsag til at søge kontakt til centret, i første omgang er tilbudet om rådgivning.

 

Informationen, vejledningen og erfaringsudvekslingen, som foregår både på uformelt plan i centrets værested og i fx systuen samt den formelle vidensformidling og drøftelse af danske samfundsforhold, har et integrationsmæssigt sigte, fordi kvinderne på baggrund af en øget viden herom bliver bedre til at klare sig økonomisk, socialt og personligt i det danske samfund som kvinder og som enlige kvinder med børn.

 

Det fremgår af rapporten at værestedet og det fællesskab og netværk til andre, som kvinderne deltager i, har betydning for deres selvtillid og opbygning af personlige og sociale ressourcer. Integrationen i centret går begge veje dels socialisering til dansk kultur, dels accept og respekt for deres kultur. Integration til arbejdsm arkedet varetages i Indvandrer Kvindecentret konkret ved, at der løbende er 4 kvinder med anden etnisk baggrund end dansk i arbejdsprøvning eller i job- eller sprogtræning.  Der har imidlertid ikke været tilstrækkeligt fokus på at motivere kvinderne til at søge ud på arbejdsmarkedet.

 

I rapporten fremgår det, at det frivillige arbejde og de frivillige også er en del af centrets integrationsindsats, fordi både unge under uddannelse og professionelle får kontakt til og erfaringer med indvandrerkvinders hverdag og problemstillinger og ressourcer.

 

Det er Socialforvaltningens vurdering, at Indvandrer Kvindecentret ud fra evalueringsrapportens beskrivelser på mange områder er med til at støtte indvandrer- og flygtningekvinders integration i det danske samfund.

 

Det er dog samtidig Socialforvaltningens vurdering, at stedet med fordel i højere grad vil kunne fokusere mere på en arbejdsmarkedsrettet indsats – f.eks. i forbindelse med mere inspiration og aktiv hjælp til jobsøgning.

 

Endelig er det Socialforvaltningens vurdering, at en eventuel videreførelse af det kommunale tilskud til stedet bør ledsages af mere klart fastlagte mål og krav til resultatopfølgning.

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Socialforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

ØKONOMI

Finansieringen af Indvandrer Kvindecentret i 2007 og frem indgår som et budgetønske i Socialudvalgets budgetforslag for 2007. Der er ønsket en varig bevilling på 0,6 mill. kr. i 2007 og frem.

 

Stedets samlede budget for 2006 udgør godt 2 mill. kr. Det finansieres i hovedtræk udover tilskuddet fra Københavns Kommune af Socialministeriets PUF-midler, §115-midler, bevillinger fra fonde samt lønrefusioner, som følge af at stedet med undtagelse af lederen har ansatte i job på særlige vilkår.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

 

HØRING

Ingen.

 

BILAG

·        Evalueringsrapport Indvandrer Kvindecentret 2006

 

 

Grethe Munk                     /                     Sven Bjerre


 

Til top