Mødedato: 30.05.2007, kl. 16:00

Årsrapport for Tilsynsvirksomhed og Klager til Borgmester/Borgerrådgiver 2006

Årsrapport for Tilsynsvirksomhed og Klager til Borgmester/Borgerrådgiver 2006

Socialudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 30. maj 2007

 

 

9.      Årsrapport for Tilsynsvirksomhed og Klager til Borgmester/Borgerrådgiver 2006

 

SUD 202/2007  J.nr. 202/2007

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Årsrapporten for 2006 fra Kvalitets- og Tilsynskontoret fremlægges til orientering for Socialudvalget.

 

Beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

1.  at Socialudvalget tager Årsrapport for Tilsynsvirksomheden og Klagesager i Kvalitets- og Tilsynskontoret 2006, herunder de fremadrettede fokuspunkter, til efterretning.

 

Socialudvalgets beslutning i mødet den 30. maj 2007

Faglig direktør Carsten Stæhr Nielsen deltog under punktet

Udvalget tilføjede magtanvendelse, herunder særligt magtanvendelse på børneområdet, som et ekstra område, som forvaltningen skal sætte særlig fokus på.

 

Problemstilling

Direktionen besluttede den 6. juni 2006, at Socialudvalget skal orienteres en gang årligt om resultaterne af tilsynsarbejdet og om initiativer. Kvalitets- og Tilsynskontoret har derfor udarbejdet vedlagte årsrapport for 2006 (Bilag 1), som omhandler tilsynsvirksomheden og behandlingen af klagesager til Borgmester og Borgerrådgiver. Opsummeringen til årsrapporten (Bilag 2) giver et dækkede billede af observerede tendenser og udviklingstiltag.

Direktionen har behandlet årsrapporten den 15. maj 2007 og i den forbindelse besluttet, at Socialforvaltningen vil sætte særligt fokus på en række specifikke områder i den kommende tid. Der henvises til løsningen nedenfor.

Det indstilles, at Socialudvalget tager Årsrapporten for 2006 til efterretning.

 

Løsning

Direktionens konstateringer og beslutninger

Direktionen konstaterer på baggrund af årsrapporten, at etableringen af et uafhængigt tilsyn uden for linieorganisationen pr. 1. januar 2006 har bidraget til en væsentlig stærkere fokusering og systematisering af vidensopsamling omkring forvaltningens behandling af brugerne på institutionerne og i lokalforvaltningen. Der er tale om en øget produktudvikling, der i væsentlig grad bidrager til at synliggøre og afdække specifikke områder, hvor der er behov for en øget indsats over for brugerne, institutionerne og lokalforvaltningen, ligesom organiseringen af tilsynsvirksomheden giver mulighed for at udvikle nye tidssvarende tilsynsformer efter behov.

 

Direktionen har på baggrund af årsrapporten besluttet, at forvaltningen skal sætte særligt fokus på følgende områder:

-            Hvordan der kan sikres brugerne og de pårørende en styrket indflydelse på deres dagligdag på institutionerne

-            Hvordan beboerne og de ansatte kan håndtere beboernes medicin på en sikker og forsvarlig måde

-            Hvordan der kan skabes et tættere samarbejde og dialog mellem institutionerne og lokalforvaltningen omkring blandt andet beboernes handleplaner m.v.

-            Hvordan medarbejderne i højere grad kan komme til at føle "ejerskab" for god forvaltningsskik, fælles kulturfølelse samt afgørelser til tiden i forbindelse med borgerbetjeningen i lokalforvaltningen.

 

Generelt er forholdene på tilbuddene tilfredsstillende og brugerne trives. Der arbejdes professionelt med de forskellige målgrupper og indsatsen udvikles løbende.

 

Tilsynsbesøgene har konkret givet anledning til bemærkninger, der spænder fra anbefalinger over henstillinger til påbud. Der er desuden i tilsynsrapporterne konstateringer og faglige vurderinger, som har givet tilbuddene et supplerende grundlag for det fortsatte kvalitetsudviklingsarbejde.

 

Behandling af klager til Borgmesteren og Borgerrådgiveren har vist kvalitetsproblemer særligt omkring retssikkerhedsgarantier og sagsbehandlingsfrister samt (fortsatte) koordineringsproblemer i forbindelse med strukturændringerne ved årsskiftet 2005/06.

 

For uddybning af konstateringer og initiativer indenfor de enkelte tilsynsområder og klagesagsområdet henvises til opsummeringen af årsrapporten (Bilag 2).

 

De skitserede udviklingstiltag indgår som væsentlige delelementer i relation til såvel de overordnede faglige udviklingsspor som den samlede HR-strategi i Socialforvaltningen, alt sammen med fokus på kompetenceudvikling for at sikre en høj kvalitet. Udvalget vil blive orienteret om status på de igangsatte initiativer.

 

Direktionen følger Kvalitets- og Tilsynskontorets resultater med henblik på løbende at kunne agere, hvor der er særligt behov herfor.

 

Økonomi

Årsrapporten medfører ingen økonomiske konsekvenser.

 

Videre proces

Efter Socialudvalgets behandling vil forvaltningen arbejde videre med direktionens beslutninger og de i årsrapporten skitserede udviklingslinjer.

Socialudvalget vil til efteråret få forelagt Borgerrådgiverens beretning for 2006 med Socialforvaltningens bemærkninger.

 

Bilag

Bilag 1: Årsrapport for Tilsynsvirksomheden og Klagesager i Kvalitets- og Tilsynskontoret 2006

Bilag 2: Opsummering af Årsrapport for Tilsynsvirksomheden og Klagesager i Kvalitets- og Tilsynskontoret 2006

 

 

         Anette Laigaard                              /                     Carsten Stæhr Nielsen


 

Til top