Mødedato: 30.05.2007, kl. 16:00

Finansiering af konsulenthjælp til gennemførelse af effektivitetsanalyse på hjemmeplejeområdet

Finansiering af konsulenthjælp til gennemførelse af effektivitetsanalyse på hjemmeplejeområdet

Socialudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 30. maj 2007

 

 

3.      Finansiering af konsulenthjælp til gennemførelse af effektivitetsanalyse på hjemmeplejeområdet

 

SUD 208/2007  J.nr. 208/2007

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Som et led i hjemmeplejens genopretningsprojekt er der indgået aftale med konsulentfirma om gennemførelse af en effektivitetsanalyse i hjemmeplejen. Socialudvalget skal træffe beslutning om finansieringen af konsulentprojektet.

 

Beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

1.  at Socialudvalget godkender, at udgifterne på 1,2 mill. kr. til konsulenthjælp på hjemmeplejeområdet finansieres via ledige midler fra psykiatriaftalen i 2007.

 

Socialudvalgets beslutning i mødet den 30. maj 2007

Notat af 30. maj 2007 Overblik over forløbet vedr. effektivitetsanalysen i hjemmeplejen blev omdelt.

Indstillingen blev tiltrådt med den tilføjelse af sagen skal via Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Jens Nielsen, Ikram Sarwar, Thor Grønlykke, Lars Rasmussen (alle A) ønskede følgende protokolleret:
"I den foreliggende sag er bevillingsreglerne ikke overholdt og reglerne vedrørende sagsgangen er ikke iagttaget. Samtidigt er udvalget ikke inddraget i iværksættelsen af undersøgelsen. Udvalget finder alle disse forhold uacceptable og udtaler stærk kritik af håndteringen af denne sag. Borgmesteren bedes sikre, at lignende sager ikke opstår i fremtiden"

Resten af udvalget tilsluttede sig protokolbemærkningen

 

Problemstilling

Socialforvaltningen oplever en række økonomiske, styringsmæssige og organisatoriske problemstillinger på hjemmeplejeområdet, der har resulteret i et merforbrug primært på handicapområdets hjemmepleje (SUD 269/2006). Merforbruget skyldes dels, at hjemmeplejens kommunale leverandører ikke har en effektiv tilrettelæggelse af hjemmehjælpen, hvilket resulterer i høje timepriser. Endvidere konkluderede Revisionsdirektoratet i en undersøgelse af hjemmeplejens prisfastsættelse, at Socialforvaltningen med det eksisterende omsorgssystem ikke efterlever lovgivningens regelgrundlag om opgørelse af de leverede timer til prisfastsættelsen (jf. SUD 22/2007).

 

Løsning

Som et led i hjemmeplejens genopretningsprojekt har Socialforvaltningen iværksat en effektivitetsanalyse i hjemmeplejen. Socialforvaltningen har indgået kontrakt med eksterne konsulenter med henblik på at foretage dele af effektiviseringsanalysen. De eksterne konsulenter skal således analysere ressource- og tidsanvendelsen i hjemmeplejen. Analysen blev iværksat i april 2007 som en stikprøveundersøgelse af tidsanvendelsen i hjemmeplejen. Stikprøveundersøgelsen er gennemført efter Socialministeriets koncept for en BrugerTidsProcent-analyse (BTP-analyse).

Analysen har dels til formål at efterleve Revisionsdirektoratets anbefalinger vedr. opgørelse af de leverede timer til timeprisfastsættelsen for 2007. Analysen er derfor foretaget i samarbejde med eksterne konsulenter for at sikre, at undersøgelsen gennemføres i overensstemmelse med revisionens anbefalinger, jf. SUD 22/2007. Revisionsdirektoratet har givet udtryk for, at løsningen er tilfredsstillende.

Endvidere skal konsulentbistanden bidrage til en analyse af effektiviseringspotentialet på hjemmeplejeområdet. Analysen vil give konkrete anbefalinger til effektiviseringstiltag mhp. at indhente merforbruget på handicapområdet. Herunder vil analysen pege på, hvordan et nyt omsorgssystem kan understøtte en effektiv ressourcestyring og hermed bidrage til effektivisering af hjemmeplejeområdet.

 

Økonomi

Effektivitetsanalysen forventes at bidrage til en reducering af merforbruget på hjemmeplejeområdet. Der trækkes 1,2 mill.kr. fra Psykiatriaftalen i 2007 til finansiering af konsulentbistanden. Alternativ finansiering af konsulenthjælpen er gennem en finansiering på hjemmeplejebudget, hvilket i første omgang vil resultere i et større merforbrug på hjemmeplejeområdet. På sigt forventes det, at konsulentbistanden vil bidrage til besparelser på området, der vil reducere merforbruget.

 

Videre proces

Socialudvalget vil den 20. juni 2007 blive forelagt de foreløbige resultater af effektivitetsanalysen på hjemmeplejeområdet.

 

Bilag

1.  Aftale med KL om konsulentbistand til hjemmeplejens genopretningsprojekt

 

 

         Anette Laigaard                              /                     Jens Elmelund


 

Til top