Medlemsforslag om Psykiatriplan for København
Medlemsforslag om Psykiatriplan for København
Socialudvalget
DAGSORDEN
for ekstraordinært møde onsdag den 30. april 2008
11. Medlemsforslag om Psykiatriplan for København
SUD 192/2008 J.nr. 192/2008
Forslaget er henvist fra Borgerrepræsentationen i møde den
3. april 2008.
Det foreslås,
1. at Borgerrepræsentationen pålægger Socialforvaltningen at
udarbejde forslag til en overordnet og helhedsorienteret Psykiatriplan for
Københavns Kommune med initiativer, der giver borgeren en sammenhængende behandlingsindsats
som beskrevet i motiveringen, samt
2. at Borgerrepræsentationen pålægger
Socialforvaltningen at udmønte de 4 mio. kr., der er afsat i Budgetaftalen
2008, til faglige tiltag og konkrete aktiviteter, som det fremgår af
motiveringen.
(Stillet af
Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti)
Et forslag fra Enhedslisten om at
henvise medlemsforslaget til Socialudvalget blev godkendt uden afstemning.
MOTIVERING:
Indholdet i Psykiatriplanen
Psykiatriplanen
for Københavns Kommune skal udarbejdes med fokus på en helhedsorienteret psykiatri,
hvor borgeren får en sammenhængende og integreret behandlingsindsats. Det
gælder også de tilfælde, hvor indsatsen leveres fra forskellige dele af
Københavns Kommune og Region Hovedstaden, hvorfor Psykiatriplanen skal
udarbejdes i et tæt samarbejde med Region Hovedstaden.
Psykiatriplanen
skal omfatte alle grupper af psykisk syge, herunder også de brugere, som lider
af angstlidelser, tvangshandlinger, personlighedsforstyrrelser mv.
Psykiatriplanen
skal identificere de grupper, som i dag ikke har tilstrækkelige
behandlingstilbud, herunder afklaring af behov for at udarbejde nye typer
tilbud i Socialforvaltningen og hos samarbejdspartnere.
Psykiatriplanen
skal indeholder nye indsatser og vurdering af ressourceforbrug over for dels
det voksende antal brugere, der både har svær psykiatrisk sygdom og et misbrug,
dels det stigende antal mennesker med psykisk sygdom, der begår kriminalitet.
Psykiatriplanen
skal indeholde en tydelig metodisk linje i den socialpsykiatriske behandling,
der sigter mod en mere aktiv og helhedsorienteret indsats. Metoden
"recovery", som i dag er udgangspunktet men ikke tilstrækkeligt
indarbejdet, skal konkretiseres og implementeres som en gennemgående
arbejdsmetode indenfor socialpsykiatrien.
Psykiatriplanen
skal fokusere på brugerinddragelse og brugerdemokrati, såvel i udarbejdelse af
Psykiatriplanen, som i den løbende og fremtidige udvikling af psykiatriske
tilbud.
Den
faglige ledelse på psykiatriområdet skal styrkes, særligt i forhold til bistand
til rådgivning og implementering af faglige tiltag samt på forskningsområdet.
Der
skal i størst muligt omfang anvendes resultatbaseret styring af
psykiatriområdet, således at ressourcerne anvendes til størst mulig gavn for
brugerne.
Forslaget til en Psykiatriplan uddybes yderligere i bilag 1
med baggrund og indhold.
Udmøntning af
Budgetaftalen 2008
Psykiatriplanen skal dels gennemføres inden for
Socialforvaltningens nuværende budget. Dels skal de 4 mio. kr., der blev afsat
i Budgetaftalen 2008, finansiere en indsats for de svageste i samfundet ved at
sætte fokus på faglige tiltag og konkrete aktiviteter fra 2009 og frem. Det
foreslås at tilgodese henholdsvis det "faglige niveau" og
"konkrete aktiviteter" med hver 2 mio. kr., hvilket uddybes i bilag
2.
Det faglige niv eau skal indeholde forskningsprojekter med
effektorientering og recovery som tema, koordinerende fag-specialist med bl.a.
rådgivende funktion samt kursusaktiviteter og kompetenceudvikling af
medarbejdere. De konkrete aktiviteter skal indeholde et bydækkende værested for
unge med vægt på fysiske og sociale "træningsaktiviteter" og støtte-,
aktivitets- og samtalegrupper til børn af sindslidende forældre.
Psykiatriplanen skal indeholde en række modeller, der
gennemfører konkrete initiativer og de økonomiske konsekvenser estimeres.
Minimum en model skal kunne gennemføres inden for Socialudvalgets nuværende
budget og Budgetaftale 2008.
Baggrunden for en
Psykiatriplan
Indsatsen for at hjælpe psykisk syge mennesker skal
forbedres, idet hjælpen er utilstrækkelig og ikke dækker det eksisterende
behov. De mangelfulde psykiatriske behandlingstilbud skyldes primært de
eksisterende strukturelle og lovgivningsmæssige forhold, samt manglende
ressourcer.
Problemet er særligt synligt i København, hvor ca. en
fjerdedel af mennesker med skizofreni og ca. en tredjedel af alle
retspsykiatriske patienter og stofmisbrugere findes.
Udviklingen ser ud til fortsat at gå i den forkerte
retning. Andelen af svært psykisk syge misbrugere stiger fortsat. Ligeledes har
der de sidste år været en voldsom stigning indenfor alvorlig voldskriminalitet
begået af psykisk syge. Mange psykisk syge rummes dårligt i de eksisterende
behandlingstilbud.
Det ønsker Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og
Socialistisk Folkeparti at ændre med Psykiatriplanen.
(Data bygger bl.a. på tal fra Danske Regioner,
Sundhedsstyrelsen og Danmarks Statistik.)
BILAG
1. Baggrund og indhold for Psykiatriplan for København
2. Udmøntning af Budgetaftale 2008