Antallet af indberettede magtanvendelser for 1. halvår 2017
Socialudvalget orienteres om antallet af indberettede magtanvendelser for 1. halvår 2017 på Socialforvaltningens bo- og dagtilbud for borgere med handicap, psykisk syge borgere, børn og unge samt gruppen af udsatte borgere.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget tager opgørelse over indberettede magtanvendelser for 1. halvår 2017 til efterretning.
Problemstilling
En magtanvendelse er et indgreb over for borgere, der er hjemmel til i serviceloven. Det kan i nogle tilfælde være nødvendigt at anvende magt for at leve op til forvaltningens omsorgsforpligtelse over for borgere.
Socialudvalget skal halvårligt forelægges data om indberettede magtanvendelser fra botilbud for borgere med handicap, psykisk syge borgere, børn og unge samt gruppen af udsatte borgere og årsagerne hertil.
Løsning
Der er i 1. halvår 2017 registreret 781 indberetninger om magtanvendelser på forvaltningens botilbud. Det er 241 færre magtanvendelser end i 1. halvår 2016. Man bør være opmærksom på, at der kan være tale om ændringer i registrerings- og indberetningspraksis på de enkelte botilbud. Registreringerne skal understøtte læring om, hvornår en magtanvendelse er nødvendig, og hvordan den kan forebygges.
Udgangspunktet er, at mennesker med omfattende behov for hjælp og støtte skal sikres den nødvendige omsorg – samtidig skal de sikres personlig frihed og de samme rettigheder og pligter som andre borgere. Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten skal som udgangspunkt undgås, og socialpædagogisk bistand går altid forud for magtanvendelse. Indsatsen følger mindsteindgrebsprincippet – den mindst indgribende løsning skal altid have første prioritet.
Socialtilsynet får tilsendt indberetninger om magtanvendelse, så de kan vurdere, om indberetningerne om magtanvendelse giver anledning til tilsynsmæssige overvejelser. Det kan f.eks. være at påpege behov for ændringer i tilrettelæggelsen af arbejdet i tilbuddet, så anvendelsen af magt reduceres mest muligt. Socialforvaltningen er løbende i dialog med Socialtilsynet om arbejdet med magtanvendelser.
Opgørelse for 1. halvår 2017
Indberetningerne om magtanvendelser for 1. halvår 2017 fordeler sig på fem målgruppeområder, som afspejler Socialforvaltningens organisering:
Tabel 1. Fordeling på områderne
|
Magtanvendelser (1. halvår 2016) |
Magtanvendelser (2. halvår 2016) |
Magtanvendelser (1. halvår 2017) |
Handicap – børn |
147* |
92** |
64 |
Handicap – voksne |
294 |
226*** |
187 |
Psykiatri |
37 |
43 |
92 |
Udsatte grupper |
6 |
11 |
2 |
Børn og unge |
538 |
460 |
436 |
I alt |
1022 |
832 |
781 |
*)Der er tilføjet yderligere 7 magtanvendelser til 1. halvår 2016.
**) Der er tilføjet yderligere 21 magtanvendelser til 2. halvår 2016, fordi de er indberettet for sent.
***) Der er tilføjet yderligere 1 magtanvendelse til 2. halvår 2016.
Socialforvaltningen vurderer, at der ikke kan lægges en fælles forklaring til grund for, at antallet af indberetninger om magtanvendelser på forvaltningens botilbud er faldet, da det typisk vil være konkrete forhold på de enkelte områder, som kan forårsage flere eller færre indberetninger om magtanvendelse.
Særligt om nedgang i magtanvendelser i 1. halvår 2017 på handicapområdet – børn
Faldet skyldes primært, at én meget udadreagerende ung er fraflyttet fra Nærumgård til et andet tilbud. Denne unge tegnede sig for 75 % af magtanvendelserne på Nærumgård i 2016. Derudover har Svanehuset oplevet et fald i magtanvendelser, hvilket hænger sammen med, at det barn som tegnede sig for 70 % af magtanvendelserne er flyttet fra institutionen.
Et mindre antal af børn og unge i Center for børn med handicap tegner sig for hovedparten af magtanvendelserne, og denne tendens ser ud til at fortsætte, skønt centret arbejder intensivt med at reducere antallet af magtanvendelser ift. disse børn og unge.
Særligt om nedgang i magtanvendelser i 1. halvår 2017 på handicapområdet – voksne
Faldet skyldes primært, at der er færre magtindberetninger fra Bostedet Pallesvej, hvor der fra 2017 er indført en ny praksis om, at kameraovervågningen skal godkendes af den læge, der har ordineret kontinuerlig overvågning. Botilbuddet skal fortsat registrere indgreb og evaluere indsatsen, men ikke indberette det som magtanvendelse. Desuden følger sagsbehandler op på grundlaget for kameraovervågning i forbindelse med det personrettede tilsyn.
Særligt om nedgang i magtanvendelser i 1. halvår 2017 på børne- og ungeområdet
Det er forbundet med vanskeligheder at angive en entydig årsag til en faldende tendens i antallet af magtanvendelser på børne- og ungeområdet. En af årsagerne kan være, at den nye lov om voksenansvar for anbragte børn og unge indeholder en bestemmelse om fysisk guiding, som ikke betragtes som en magtanvendelse og derfor ikke skal indberettes. Derudover har den nye lov bidraget til en bedre forståelse af snitfladerne og balancen mellem omsorg samt magtanvendelse.
I bilag 1 er der beskrevet en række konkrete forhold, der beskriver fald og stigning i antallet af indberetninger på de enkelte områder samt de konkrete vurderinger af årsagerne hertil.
Opgørelse over typer af tilladte og ikke-tilladte magtanvendelser for 1. halvår 2017
I tabel 2 ses en oversigt over, hvordan de enkelte indberettede magtanvendelser er kategoriseret i forhold til, om de er tilladte eller ikke-tilladte på voksenområdet.
Tabel 2. Fordeling på voksenområderne for 1. halvår 2017
|
Handicap (voksen) |
Psykiatri |
Udsatte grupper |
I alt |
Tilladte magtanvendelser |
169 |
24 |
0 |
193 |
Nødret og nødværge |
8 |
68 |
2 |
78 |
Beskyttende magtanvendelser (vurderet ikke-tilladt) |
5 |
0 |
0 |
5 |
Anden form for magtanvendelser (vurderet ikke-tilladt) |
5 |
0 |
0 |
5 |
Anden form for magtanvendelser (rød farve) udgjorde i 1. halvår 2017 5 sager på voksenområdet. Magtanvendelserne vurderes ikke tilladt efter magtbekendtgørelsen og straffelovens bestemmelser om nødværge/nødret. Det er eksempelvis situationer, hvor en medarbejder ikke har overvejet, om magtanvendelse kunne undgås ved enten at anvende andre pædagogiske metoder eller at anvende mindre indgribende foranstaltninger.
De beskyttende magtanvendelser (gul farve) udgjorde i 1. halvår 2017 5 sager på voksenområdet. Magtanvendelserne vurderes ikke tilladt efter magtbekendtgørelsen og straffelovens bestemmelser om nødværge/nødret. Det skønnes dog samtidigt, at det vil være omsorgssvigt, hvis medarbejderen ikke fastholder beboeren i forbindelse med udførelse af omsorgsopgaver (fx personlig pleje og indtagelse af lægeordineret medicin).
De tilladte magtanvendelser (grøn farve) udgjorde i 1. halvår 2017 271 sager på voksenområdet. Magtanvendelserne vurderes tilladt efter magtbekendtgørelsen og straffelovens bestemmelser om nødværge/nødret. De omhandler eksempelvis situationer, hvor personalet fastholder en beboer i en personlig hygiejnesituation (fx tandbørstning, barbering og skiftning af bleer).
Den 1. januar 2017 trådte den nye lov om voksenansvar for anbragte børn og unge i kraft. Indberetningsskemaerne på børneområdet skelner ikke længere mellem tilladte og ikke-tilladte magtanvendelser, derfor er de enkelte indberettede magtanvendelser på børneområdet opgjort for sig i tabel 3. De indberettede magtanvendelser i tabellen er i stedet fordelt på det relevante lovgrundlag og øvrige magtanvendelser:
Tabel 3. Fordeling på børneområderne for 1. halvår 2017
|
Handicap (børn) |
Børn og unge |
I alt |
Magtanvendelser efter lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, §§ 8-14, 16 og 19* |
64 |
430** |
494 |
Magtanvendelser, i øvrigt |
0 |
6 |
6 |
*) Døgninstitutioner og opholdssteder skal nu registrere og indberette magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten efter §§ 8-14, 16 og 19 i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge samt ved magtanvendelse i øvrigt. Magtanvendelse over for anbragte børn og unge i interne skoler er nu omfattet af §§ 6,8 og 9 i lov om voksenansvar. Elever på dagbehandlingstilbud er omfattet af folkeskolelovens bestemmelser om magtanvendelse.
**) Omfatter bl.a. fastholde og/ eller føre, fordi barnet/unge var til fare for sig selv og andre, undersøgelse af person og/ eller opholdsrum, tilbageholdelse på delvis lukket afdeling og tilbageførelse ved rømning, hvor der har været risiko for, at barnet eller den unge ville skade sig selv eller andre.
Magtanvendelser efter lov om voksenansvar for anbragte børn og unge og folkeskoleloven udgjorde i 1. halvår 2017 494 sager på børneområdet. De omhandler eksempelvis situationer, hvor personalet fastholder barnet, fordi barnet eller den unge var til fare for sig selv eller andre eller personalet har foretaget undersøgelse af person eller opholdsrum.
Magtanvendelser i øvrigt udgjorte i 1. halvår 2017 6 sager på børneområdet, hvoraf de 5 magtanvendelser er nødværge- eller nødretshandlinger (straffeloven) over for borgere over 18 år, som ikke er omfattet af lov om voksenansvar. Den sidste indberetning vedrører en rumundersøgelse af et værelse, der benyttes af en borger over 18 år. Der har ikke været lovhjemmel til dette indgreb.
I 2017 vil Socialforvaltningen fortsat have stort fokus på magtanvendelsesområdet gennem undervisning og dialog med ledelse samt personale på tilbuddene.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Socialudvalget forelægges i maj 2018 en årsopgørelse over indberettede magtanvendelser for 2017, herunder en nærmere analyse af udviklingen.
Nina Eg Hansen
/ Eva Stokbro Jensen
Beslutning
Kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.
Indstillingen blev taget til efterretning.