Ændret placering af 8 plejepladser
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget godkender:
-
at de 8 plejepladser fra Plejeafdelingen på Forchhammersvej placeres i bygning 20 på Sundholm i forbindelse med Herbergscentret
-
at det afsatte rådighedsbeløb på 10,1 mio. kr. til finansiering af flytning af de 8 plejepladser fra Forchhammersvej indgår i den samlede finansiering af modernisering af Herbergscentret, hvis der i en senere budgetsag bevilges en anlægsbevilling til modernisering
Problemstilling
Tidligere beslutninger
Med budgetaftale 2016 blev det besluttet at flytte de 8 plejepladser fra Plejeafdelingen på Forchhammersvej til Plejekollektiverne på Sundholm. Efterfølgende viste det sig imidlertid ikke muligt at etablere pladserne i forbindelse med Plejekollektiverne, bl.a. fordi tilbuddene ville blive placeret i forskellige bygninger med en uhensigtsmæssig driftsøkonomi til følge. Da det hverken er fagligt eller driftsmæssigt hensigtsmæssigt at opretholde Plejeafdelingen på Forchhammersvej som et selvstændigt tilbud, godkendte Socialudvalget i august 2016 en samlokalisering af Plejeafdelingen med E-huset i et kommende nybyggeri. De primære argumenter var, at der kunne etableres fælles ledelse for de to tilbud og samarbejde omkring nattevagtsdækning til gavn for driftsøkonomien. Desuden var det Socialforvaltningens vurdering, at man rent bygningsmæssigt kunne få mere værdi for de bevilgede midler på 10,1 mio. kr., såfremt de indgik i finansieringen af et samlet nybyggeri til de to tilbud. Eksempelvis var det tanken, at fælles personalefaciliteter kunne reducere behovet for antal m2.
Ændringer i målgruppen
Socialforvaltningen oplever nu et stigende behov for at kunne tilbyde udsatte borgere med somatiske problemstillinger den fornødne pleje og behandling. Det giver anledning til en fornyet stillingtagen til, hvor pladserne bedst placeres, så de kommer flest borgere til gode. Særligt på herbergsområdet er der udfordringer forbundet med, at borgernes stigende levealder følges af flere somatiske lidelser, som i perioder kræver dagligt opsyn fra sundhedsfagligt personale. Hertil hører også udskrivning fra kortvarige hospitalsophold, hvor udskrivningen ofte er forbundet med anbefalinger til genoptræning og sundhedsfaglig pleje i egnede fysiske rammer.
Placering af nybyggeri til E-Huset er stadig under afklaring, og E-Huset bakker op om, at de 8 plejepladser med fordel kan flyttes til Herbergscentret på en allerede kendt adresse. I Overførselssagen 2016/2017 blev der afsat planlægningsmidler til en modernisering af Herbergscentret på Sundholm, som er et § 110-tilbud med 64 pladser til hjemløse. Det giver derfor mening at sammentænke de 8 plejepladser med en eventuel modernisering af Herbergscentret.
Løsning
Plejeafdelingen er målrettet hjemløse borgere, som har brug for et intensivt plejeophold. Opholdet forudsættes at vare ca. 14 dage i gennemsnit og skal føre til en afklaring af, hvilken form for behandling og pleje borgeren har brug for – fx et behandlingsforløb i sundhedssystemet.
Efter flytningen vil Plejeafdelingen fortsat rumme 8 pladser til den samme målgruppe som hidtil. Dog tilpasses plejeafdelingens ydelser en smule, så de i højere grad end i dag har fokus på sundhedsmæssige udfordringer hos borgerne på herbergerne, end på misbrugsbehandling. Det er Socialforvaltningens vurdering, at den styrkede sundhedsfaglige indsats i bedste fald vil bidrage til at forbedre borgernes sundhedstilstand, så behovet for en plads på et længerevarende botilbud (§ 108) ikke opstår. Det nuværende fokus på misbrugsbehandling er i nogen grad affødt af, at pladserne fysisk er placeret i tilknytning til et misbrugsbehandlingscenter.
Ved en flytning til Sundholm kommer Plejeafdelingen til at indgå som en del af Socialforvaltningens øvrige tilbud til borgere med hjemløsebaggrund. Det betyder blandt andet, at borgere med ophold på plejepladserne får fordel af de tilbud, som er placeret i tilknytning til de øvrige hjemløsetilbud på Sundholm, bl.a. sundhedsklinik, café og aktivitetstilbud. Derudover indgår medarbejderne i et større fagligt fællesskab, som løfter kvaliteten i indsatsen overfor borgerne.
Herbergscentret på Sundholm består af bygning 16 og bygning 20. Socialforvaltningen anbefaler, at de 8 plejepladser placeres på 1. sal i bygning 20, hvor sygeplejeklinikken ligger i stueetagen.
Det vurderes, at de 8 plejepladser kan indplaceres i bygning 20 uden at det betyder nedlæggelse af pladser på Herbergscentret. Vurderingen beror på, at bygningernes m2 ikke anvendes optimalt i dag, og at moderniseringen af Herbergscentret giver mulighed for at gentænke anvendelsen af lokaler og funktioner. Det kan fx være samling af værksteder og depoter, hvorved behovet for antal m2 til funktionerne kan nedjusteres.
Hvis Socialudvalget godkender, at de 8 plejepladser skal placeres på Herbergscentret, vil de 8 pladser blive indtænkt i den aktuelle planlægningsfase for Herbergscentret. På den baggrund forventes anlægsbevilling til det udvidede projekt, som både indeholder modernisering af Herbergscentret og de 8 plejepladser, at kunne søges i forbindelse med budget 2019.
Hvis der ikke gives anlægsbevilling til Herbergscentret i forbindelse med budget 2019, vil Socialforvaltningen fremlægge forslag om at flytte de 8 plejepladser til Herbergscentret som et selvstændigt projekt.
Økonomi
I Overførselssagen 2016/2017 blev der givet en planlægningsbevilling på 2,9 mio. kr. til modernisering af Herbergscentret, og i budget 2016 er der afsat et rådighedsbeløb til flytning af de 8 plejepladser på 10,1 mio. kr.
Hvis Socialudvalget godkender, at de 8 plejepladser flyttes til Herbergscentret, vil der til budget 2019 blive fremlagt et budgetnotat, hvor der søges om en anlægsbevilling til det udvidede projekt, som både indeholder modernisering af Herbergscentret og de 8 plejepladser. Det afsatte rådighedsbeløb på 10,1 mio. kr. til plejepladserne indgår i finansieringen af det udvidede projekt.
Nina Eg Hansen
/ Siggi W. Kristoffersen
Beslutning
Kontorchef Siggi W. Kristoffersen deltog under punktets behandling.
Indstillingen blev godkendt.