B-sag. Ændringer i omlægningen af de socialpsykiatriske aktivitets- og samværstilbud
Socialudvalget skal tage stilling til tre konkrete ændringsforslag til omlægningen af de socialpsykiatriske aktivitets- og samværstilbud, som blev igangsat medio 2016. Forslagene følger af ændrede omstændigheder, efter at beslutningen om en omlægning blev taget.
Indstilling
- at Socialudvalget godkender nedenstående forslag til ændringer i implementeringen af den igangværende omlægning af de socialpsykiatriske aktivitets- og samværstilbud.
Problemstilling
Socialudvalget vedtog den 15. juni 2016 en omlægning af aktivitets- og samværstilbuddene i socialpsykiatrien, der umiddelbart derefter blev igangsat. Enkelte dele af implementeringen blev efterfølgende udsat som følge af regeringens beslutning om ophør af den særlige særtilskudsaftale om delvis finansiering af bl.a. tre aktivitets- og samværstilbud samt efterfølgende budgetforhandlinger.
Med budgetaftalen for 2018 kom der klarhed over det samlede budget for området. Socialudvalget fik den 21. juni 2017 en status på omlægningen af de socialpsykiatriske aktivitets- og samværstilbud, herunder hvilke dele af omlægningen der fortsat var påvirket af uklarheden om det fremtidige budget.
Det, der udestår i forhold til den vedtagne omlægning af aktivitets- og samværstilbud, er:
-
Udbud af aktivitets- og samværstilbud i Svendborggade 3 og Sydhavnen samt afklaring af, hvordan perioden med udbud af aktivitets- og samværstilbud i Sydhavnen skal finansieres, frem til at et nyt tilbud er på plads.
-
Udarbejdelse af ny budgetmodel.
-
Tilpasning af aftalegrundlag med de selvejende tilbud i overensstemmelse med nye udbudsregler (jf. handleplanen for at bringe driftsoverenskomster og samarbejdsaftaler i overensstemmelse med udbudsreglerne, som Socialudvalget blev orienteret om den 20. september 2017).
På den baggrund har Socialforvaltningen udarbejdet en plan for den videre implementering af de tre udeståender. Som led heri har forvaltningen forslag til ændringer i den vedtagne omlægning, der bl.a. følger af tilpasninger i forbindelse med aktuelle budgetforslag for 2019. Ændringsforslagene fremlægges for Socialudvalget, idet udvalget også traf beslutning om selve omlægningen og den budgetmodel, der nu foreslås ændret.
Løsning
Socialforvaltningen foreslår følgende ændringer i implementeringen af omlægningen:
1. Udbud af aktivitets- og samværstilbud i Svendborggade 3 og Sydhavnen
I henhold til Socialudvalgets beslutning i juni 2016 skal begge adresser i udbud. Dette med henblik på henholdsvis at udnytte den eksisterende lokalekapacitet til at udvide antallet af sociale tilbud på Østerbro (Svendborggade) samt på at afprøve og udvikle samarbejdsmetoder med civilsamfundet i lokalområdet (Sydhavnen).
Udbud af Svendborggade 3
Forvaltningen foreslår, at der i stedet for et udbud af adressen Svendborggade 3, som i dag står tom, etableres et kommunalt drevet aktivitets- og samværstilbud. Det skal kombineres med indsatser i den såkaldte københavnermodel, som indgår i budgetforhandlingerne for budget 2019 (IS03). Det samlede tilbud vil således komme til at rumme de indsatser, som er forankret i regi af aktivitets- og samværsområdet (f.eks. livsmestring og medborgerskab) samt gruppeforløb i henholdt til servicelovens § 85. Indsatserne og forløbene vil alle understøtte en tidligere forebyggende indsats, som de nye bestemmelser i servicelovens § 82 åbner op for, samt en bedre sammenhæng og udnyttelse af ressourcerne på det samlede område. Det tidligere tilbud i Svendborggade var også kommunalt.
Såfremt der gennemføres udbud på Svendborggade, vil forvaltningen ikke have mulighed for at implementere den ovennævnte kombinerede indsats.
Udbud af Sydhavnen
Socialudvalget har i forbindelse med behandlingen af de indkomne høringssvar til omlægningen af området den 15. juni 2016 ønsket, at der ikke afvikles flere tilbud i Sydhavnen, før et nyt tilbud står færdigt. Det medfører dog en underfinansiering på 1,2 mio. kr., frem til at et nyt tilbud er etableret, da det er dyrere at drive de to nuværende tilbud end det ene, der forventes at være efter udbuddet. Et udbud forventes tilendebragt senest med udgangen af 1. kvartal 2019.
Et andet element i omlægningen af aktivitets- og samværstilbudsområdet er, at der er afsat midler til udvikling af bydækkende kvalitetsløft i centrene Amager, City og Nordvest. Det indebærer bl.a. en specialisering af bydelene i faglige spor, såsom ’sundhed’ og ’samvær og netværk’. Den ovennævnte udfordring med underfinansiering af de nuværende tilbud i Sydhavnen foreslås løst ved at udsætte budgetmidlerne til udvikling af de bydækkende kvalitetsløft, indtil et nyt tilbud står færdigt i Sydhavnen. Midlerne er endnu ikke taget i anvendelse.
Denne løsning vil betyde, at der ikke fragår budget fra de nuværende tilbud i Sydhavnen. Alternativt skal finansieringen hentes fra de nuværende tilbud i Sydhavnen (Café Rose og Pegasus). En sådan ændring i budgetterne vil medføre en forringelse af serviceniveauet på tilbuddene væsentligt.
2. Udarbejdelse af ny budgetmodel
I indstillingen til Socialudvalget fra den 15. juni 2016 blev der lagt op til, at der fra 2018 gælder en ny budgetmodel for området, hvor budgettet for det enkelte tilbud i højere grad afspejler aktiviteter og åbningstid. Modellen var opbygget af maksimalt fem bevillingsgivende elementer:
-
Et fast grundbudget, der indeholder de faste udgifter i tilbuddet med dagåbent.
-
Tilgængelighed, som afspejler udvidet åbningstid (f.eks. aften og weekend).
-
Aktiviteter til en særlig målgruppe, der kræver en særskilt indsats.
-
Afvikling af forløb, hvor borgeren møder fast op (f.eks. livsmestringsforløb).
-
Faste bevillinger til indsatser med entydigt budget.
Udfordringen med at anvende en sådan budgetmodel på aktivitets- og samværstilbudsområdet er, at tilbuddene er så små, at den faste del af budgetrammen til at kunne drive tilbuddene bliver meget stor. Borgercenter Voksne estimerer, at mellem 60 og 80 procent af udgifterne i aktivitets- og samværstilbuddene er faste. Tilsvarende bliver den variable andel af budgettet, der afhænger af f.eks. aktiviteter, relativt lille og kan derfor ikke som ønsket understøtte formålet om aktivitetsstyring. Denne udfordring styrkes yderligere af, at Socialudvalget den 26. april 2017 vedtog en generel servicereduktion på fem procent på området for aktivitets- og samværstilbud til borgere med sindslidelse, der effektueres i 2019. Dermed er der endnu færre midler til fordeling mellem tilbuddene.
Forvaltningen anbefaler derfor, at den nye budgetmodel ikke implementeres, og at den nuværende model med faste budgettet i stedet fastholdes. På den måde vil styringen af området ske gennem konkrete aftaler om aktiviteter, åbningstider og ydelser i øvrigt. Dette indarbejdes i driftsgrundlaget, og for de selvejende tilbud vil det blive indarbejdet i driftsoverenskomster eller som vilkår i udbudsmateriale. Ændringen vil ikke have konsekvenser for tilbuddenes budgetter.
Det bemærkes, at udarbejdelse og implementering af budgetmodeller almindeligvis er en administrativ opgave, men at SUD forelægges denne indstilling herom som naturlig følge af, at budgetmodellen også indgik i indstillingen om omlægningen fra 2016.
3. En tilpasning af aftalegrundlag med de selvejende tilbud i overensstemmelse med nye udbudsregler
Den 20. september 2017 blev Socialudvalget orienteret om Socialforvaltningens handleplan for at bringe driftsoverenskomster og samarbejdsaftaler i overensstemmelse med den nye udbudslov. Aktivitets- og samværsområdet for borgere med sindslidelser indgik ikke i denne orientering, da gennemgangen af driftsoverenskomster og samarbejdsaftaler faldt sammen med det daværende arbejde med omlægning af aktivitets- og samværstilbudsområdet .
Socialforvaltningen har i dag samarbejdsaftaler med seks aktivitets- og samværstilbud til borgere med psykisk lidelse, som alle overstiger tærskelværdien i forhold til udbudspligten. Tilbuddene er alle enten fonds- eller selvejende.
Borgercenter Voksne vil indlede en dialog med de pågældende tilbud. Hvis det ikke er muligt at indgå driftsoverenskomst, skal opgaven bringes i udbud eller løses in-house. Skal opgaven i udbud, vil dette ske løbende, og der vil ske en tilpasning af udbud med specifikation af den efterspurgte ydelse efter det konkrete faglige spor, der er udarbejdet for hvert center i forbindelse med omlægningen af aktivitets- og samværstilbudsområdet. Processen vil ikke have konsekvenser for tilbuddenes budgetter.
Udover de seks aktivitets- og samværstilbud har forvaltningen eksisterende driftsoverenskomster med fem tilbud, hvoraf en del er af ældre dato. Disse skal tilsvarende tilpasses en 2018-form.
Processen med at tilpasse aftalerne til de nye udbudsregler forventes afsluttet senest i første halvdel af 2019.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser, udover at der omfordeles midler internt i budgettet.
Videre proces
Såfremt Socialudvalget tiltræder Socialforvaltningens indstilling, iværksættes de beskrevne ændringer umiddelbart herefter og forventes at følge de tidsplaner, der er fremlagt under de særskilte punkter.
Nina Eg Hansen
/ Eva Stokbro Jensen