Mødedato: 29.08.2007, kl. 20:15

Revideret skøn over behandlingsbehov for stofmisbrugere

Revideret skøn over behandlingsbehov for stofmisbrugere

Socialudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 29. august 2007

 

 

6.      Revideret skøn over behandlingsbehov for stofmisbrugere

SUD 308/2007  J.nr. 223/2007

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

I 2006 faldt antallet i stofmisbrugsbehandling for første gang siden 1997. Det har givet anledning til at udarbejde en revideret prognose for det fremtidige behandlingsbehov og udbygning af behandlingspladser på stofmisbrugsområdet.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

< ![if !supportLists]>1.  at Socialudvalget tager den reviderede prognose (februar 2007) for det fremtidige kapacitetsbehov for Københavns Kommunes indsats over for stofmisbrugere til efterretning.

Socialudvalgets beslutning i mødet den 29. august 2007

 

Indstillingen blev tiltrådt.

 

Problemstilling

Formålet med at udarbejde prognoser over kapacitetsbehovet på stofmisbrugsområdet er bl.a. at kunne vurdere det fremtidige pladsbehov mhp. at opfylde behandlingsgarantien på stofmisbrugsområdet, der blev indført i 2003.

Det seneste skøn, som er forelagt Socialudvalget i august 2006, blev udarbejdet medio 2006 og var baseret på tal fra 1997- 2005. Dette skøn fremskrev et udbygningsbehov fra 2007 til 2010 på i alt 234 ambulante pladser og 27 døgnpladser, i alt 261 pladser. Skønnet var baseret på en forventning om en fortsat stigning de kommende år i antallet af behandlingssøgende, således at antallet i 2010 ville nå op på 3.300. Imidlertid faldt antallet af brugere i behandling fra 2005 til 2006, hvorfor forvaltningen har besluttet at udarbejde en revideret prognose og revurdere udbygningsbehovet.

 

Løsning

Prognosen er udarbejdet i februar 2007. Denne prognose baserer sig på perioden 1998-2006 (inkl.). Den viser et samlet udbygningsbehov i perioden 2007- 2010 på 184 pladser. Forvaltningen vurderer, at der overvejende er behov for at udbygge den ambulante behandling som hhv. trin 1– eller trin 2-behandling frem for at udbygge med døgntilbud.

 

Forvaltningen har efter – bl.a. med inspiration fra Holland – prioriteret at differentiere behandlingen mht. behandlingsintensitet, således at brugere med mindre belastning tilbydes en mindre intensiv intervention end brugere, der er multibelastede.

 

Prognose 2007-2010: Udbygningsbehov årligt

År

2007

2008

2009

2010

Pladser

34

43

50

54

 

Den reviderede prognose forudser en stigende tilgang til behandling (fra 2781 i behandling i løbet af året i 2006 til 3055 i 2010). 

 

Der fremgår af Sundhedsstyrelsens undersøgelser, at der over en længere periode har kunnet påvises et omfattende rekreativt forbrug af stoffer blandt unge. Man kan på denne baggrund forvente en fortsat tilgang af behandlingssøgende i de tilfælde, hvor de unges eksperimenterende brug af stoffer udvikler sig til et misbrug, der stiller sig i vejen for integration i uddannelse, arbejde og familie.

 

Der er allerede og vil i den kommende tid blive iværksat flere initiativer, der opsporer personer med et misbrug med henblik på at motivere dem til at søge behandling. Derudover vil forvaltningen i samarbejde med Sundhedsforvaltningen arbejde for, at den motiverende indsats samt kendskabet til behandlingstilbuddene når bredt ud til forskellige ungdomsmiljøer, således at man når de relevante "risikogrupper".

 

Den reviderede prognose nedtoner udbygningsb ehovet i perioden sammenlignet med prognosen fra medio 2006, samtidig med at den viser, at der fremover vil være et kapacitetsproblem, da antallet af behandlingssøgende forventes at overstige behandlingskapaciteten.

 

Såfremt der ikke tilføres midler til udbygning af behandlingskapaciteten vil det medføre forringet kvalitet i den udbudte behandling, da kommunen er forpligtiget til at tilbyde behandling til alle, der henvender sig, jf. lov om behandlingsgaranti for stofmisbrugere.

 

Økonomi

Omkostningerne til udbygning af behandlingssystemet med  i alt 184 pladser, fordelt med 50% trin 1 og 50% trin 2 behandlingspladser vil ved fuld udbygning i 2010  beløbe sig til en årlig merudgift på 32 mio. kr., beregnet ud fra gældende markedspris (2007), hvor en årsplads gennemsnitligt vil koste 173.000 kr. Merudgiften vil ligge på funktion 5.45.

Det skal bemærkes, at Socialforvaltningen har fremlagt et ønskeforslag (Ø301, "Strategi for tilvejebringelse af de nødvendige pladser til stofafhængige") til behandling i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2008. Forslaget indebærer, at man ved at omlægge en eksisterende kommunal døgninstitution kan skabe 37 pladser i 2008 til en samlet merudgift på 3,3 mio. kr. i 2008 (2,4 mio.kr til drift og 0,9 mio.kr til etablering), svarende til en gennemsnitlig årspladspris på 68.000 kr.. Hvis de samme 37 pladser skulle etableres til markedspris, ville de koste 6,4 mio. kr.

 

Videre proces

Forvaltningen følger løbende udviklingen i tilgangen til behandling. Prognosens resultater er anvendt som baggrund for forvaltningens budgetoplæg.

 

Bilag

Bilag 1. Revideret prognose for det fremtidige kapacitetsbehov for Københavns Kommunes indsats over for stofmisbrugere - 2007-2010.

BILAG 2. Socialudvalgets beslutning i mødet 20. juni 2007

 

 

         Anette Laigaard                              /                     Jens Elmelund


 

Til top