Mødedato: 29.08.2007, kl. 20:15

De første resultater af effektivitetsanalysen på hjemmeplejeområdet

De første resultater af effektivitetsanalysen på hjemmeplejeområdet

Socialudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 29. august 2007

 

 

12.      De første resultater af effektivitetsanalysen på hjemmeplejeområdet

SUD 315/2007  J.nr. 227/2007

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Socialforvaltningen har gennemført en effektivitetsanalyse på hjemmeplejeområdet med konsulentbistand fra KL (Jf. SUD 208/2007). Socialudvalget skal orienteres om de første resultater af analysen.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

1.  at Socialudvalget tager orienteringen vedr. resultaterne af effektivitetsanalysen på hjemmeplejeområdet til efterretning.

 

Socialudvalgets beslutning i mødet den 29. august 2007

Punktet blev behandlet efter punkt 18 "Timeprisanalyse af hjemmeplejen i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen".

Projektleder Terese Pelle deltog under punktets behandling.

 

Indstillingen blev tiltrådt.

 

Problemstilling

Socialforvaltningen har som et led i hjemmeplejens genopretningsprojekt gennemført en effektivitetsanalyse på hjemmeplejeområdet (jf. SUD 208/2007). Effektivitetsanalysen er gennemført med konsulentbistand fra KL's konsulentvirksomhed. Analysen måler BrugerTidsProcenten (BTP), som er et udtryk for den direkte brugertid i hjemmeplejen, dvs. hvor meget af personalets tid, der anvendes til direkte borgerydelser. Analysens resultater viser, at social- og handicapcentrene samlet set har en brugertidsprocent på 36,3 pct. Ifølge KL er de generelle erfaringer fra ældreområdet, at kommunerne har en BTP på 45-55 pct. Socialforvaltningens målgruppe kræver en særlig social indsats, hvorfor den direkte brugertid ikke er direkte sammenlignelig med ældreområdet, men Socialforvaltningen ligger stadig væsentligt under erfaringerne på ældreområdets. Resultaterne er derfor udtryk for en lav effektivitet. En oversigt over hjemmeplejens samlede tidsanvendelse og de direkte brugertidsprocenter fremgår af bilag 1.

 

Løsning

Effektivitetsanalysen sætter yderligere fokus på behovet for de tiltag, der er defineret i genopretningsprojektet. Socialforvaltningen vil derudover som følge af BTP-resultatet iværksætte en række øvrige tiltag med henblik på at øge effektiviteten i hjemmeplejen. Endvidere vil KL som følge af konsulentaftalen opstille en række forslag til effektiviseringstiltag. 

BTP-analysen viser, at den primære årsag til den lave brugertidsprocent er et meget højt sygefravær, som medfører, at hjemmeplejens vikarudgifter stiger. Socialforvaltningen vil derfor fortsat have fokus på sikring af ledelse med henblik på at sikre mere attraktive arbejdspladser i hjemmeplejen. 

BTP-analysen viser imidlertid også, at hjemmeplejen generelt anvender mere tid på administration, planlægning, møder og vejtid, end hvad der typisk gælder for ældreområdet. Socialforvaltningen vil derfor sætte fokus på at reducere vejtiden samt tidsforbruget til mødeaktivitet med henblik på at øge brugertidsprocenten. Der arbejdes derfor både centralt og lokalt med på flere fronter at forberede den direkte brugertid.

Centralt arbejdes der på i forlængelse af BTP-analysen at undersøge effektiviseringspotentialet ved implementering af et nyt omsorgssystem. Det vurderes, at hjemmeplejens store tidsforbrug til administration og planlægning skyldes blandt andet, at Socialforvaltningen endnu ikke har implementeret et nyt omsorgssystem til styring af hjemmeplejen. Implementeringen af et nyt omsorgssystem forventes derfor at bidrage til at øge effektiviteten væsentligt i hjemmeplejen.

Det videre arbejde med at øge effektiviteten vil desuden indebære fokus på en klarere adskillelse af de forskellige ydelser i hjemmeplejen, herunder den personlige og praktiske hjælp og den socialpædagogiske bistand.

Lokalt arbejdes der på, at forbedre den direkte brugertid ved at styrke den daglige arbejdstilrettelæggelse, bl.a. reducere tidsforbruget til møder, administration og vejtid mv. Endvidere arbejdes med sikring af ledelsesintensitet med henblik på at nedbringe sygefraværet samt styre udgifterne til vikarer.

Endeligt har Økonomiforvaltningen igangsat en budgetanalyse af Sundheds- og Omsorgsforvaltningens og Socialforvaltningens hjemmeplejeområde, jf. ØU 175/2006. Budgetanalysen har til formål at analysere de to forvaltningers timepriser, og vil på den baggrund opstille en række anbefalinger for effektiviseringstiltag i hjemmeplejen.

 

Økonomi

Effektivitetsanalysen har, som en del af genopretningsprojektet, til formål at reducere merforbruget på handicapområdet. Endvidere er analysen foretaget med henblik på at sikre en efterlevelse af Revisionsdirektoratets anbefalinger vedr. opgørelse af de leverede timer til prisfastsættelsen, jf. SUD 22/2007. Effektivitetsanalysens resultat i form af den direkte brugertidsprocent anvendes til opgørelse af de leverede timer i beregningen af hjemmeplejens timepris for 2007. I den forbindelse må forventes en stigning i timeprisen, hvilket vil medføre et krav om efterbetaling til de private leverandører. Socialforvaltningen vil dog som følge af de iværksatte effektiviseringstiltag indregne et effektiviseringskrav i timeprisen. Socialudvalget bliver orienteret om timepriserne efter sommerferien.

 

Videre proces

Socialudvalget vil blive forelagt en endelig indstilling i september 2007 efter modtagelsen af den endelige konsulentrapport. Her vil Socialforvaltningen redegøre nærmere for konsekvenserne af effektivitetsanalysens resultater. Endvidere vil Socialudvalget i september 2007 blive forelagt en status på hjemmeplejens genopretningsprojekt, hvor konsekvenserne af effektivitetsanalysen er indarbejdet i genopretningsprojektets projektplan.

 

Bilag

Bilag 1. Oversigt over resultaterne af effektivitetsanalysen i hjemmeplejen

Bilag 2.: Socialudvalgets beslutning i mødet 20. juni 2007

 

 

         Anette Laigaard                              /                     Jens Elmelund


 

Til top