Mødedato: 29.05.2024, kl. 08:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Status på budgetnotater i proces til budgetforhandlingerne 2025

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget orienteres om budgetnotater i proces til budget 2025, den videre proces for budgetnotater frem mod Socialudvalgets budgetseminar den 23. august 2024 og budgetforhandlingerne fra den 30. august til senest den 13. september 2024.

Endvidere skal Socialudvalget drøfte videreførelse af bevillinger, der udløber i 2025.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller:

  1. at Socialudvalget tager oversigten over budgetnotater i proces til budget 2025 (bilag 1) til efterretning
  2. at Socialudvalget drøfter, hvilke bevillingsudløb der vurderes relevante at videreføre ved budget 2025

Problemstilling

Der er politiske forhandlinger om budget 2025 i perioden fra den 30. august til senest den 13. september 2024. Inden da har Socialudvalget et budgetseminar den 23. august 2024.

Socialforvaltningen er i gang med at udarbejde budgetnotater til brug for forhandlingerne om budget 2025. Det er muligt at bestille budgetnotater helt frem til forhandlingernes afslutning, men det er ikke alle, der kan nå at komme med i det katalog, som forvaltningen sender forud for Socialudvalgets budgetseminar den 23. august 2024. Hvis budgetnotater bestilles senest den 14. juni 2024, vil budgetnotaterne som udgangspunkt være med i kataloget til budgetseminaret.

Et særskilt opmærksomhedspunkt i forbindelse med dette års budgetforhandlinger er, at Socialforvaltningen står over for store, driftsnære udløb.

Løsning

Budgetnotater i proces

Af bilag 1 fremgår en oversigt over budgetnotater i proces til budget 2025. Oversigten indeholder en kort indholdsbeskrivelse for de enkelte budgetnotater. Budgetnotaterne er opdelt efter kategori. Oversigten er et øjebliksbillede, og der kan både ske ændringer i indhold og beløb. Endvidere kan der komme flere budgetnotater til, ligesom nogle muligvis vil udgå. Dette gælder i alle kategorier.

Budgetnotater i kategorien need to er kendetegnet ved enten at være uforudsete sager, der medfører merudgifter i budgetåret og frem, og som er forårsaget af lovgivning, udefrakommende begivenheder eller ved et lovbundet behov for etablering af nødvendig kapacitet til tiden. Budgetnotater i kategorien need to skal godkendes af Økonomiforvaltningen og opnår typisk finansiering. Som det fremgår af bilaget, forventer Socialforvaltningen både need to notater vedrørende kendte problemstillinger og nye problemstillinger.

Budgetnotater i kategorien rettidig omhu er kendetegnet ved, at udgiftsbehovet vil stige, hvis finansieringen udskydes, eller der er mulighed for at opnå væsentlig ekstern medfinansiering, hvis kommunen afsætter finansiering. Budgetnotater i kategorien rettidig omhu skal godkendes af Økonomiforvaltningen. Der er ikke samme sikkerhed for at budgetnotater i kategorien rettidig omhu opnår finansiering som i kategorien need to. Under kategorien rettidig omhu fremgår Socialforvaltningens moderniseringsplan, ligesom den har gjort ved de seneste års budgetforhandlinger og overførselssager.

Oversigten (bilag 1) indeholder desuden forvaltningens aktuelle bud på specifikke udfordringer inden for Socialforvaltningens område, hvor den administrerende direktør i forbindelse med budgetforhandlingerne kan præsentere op til tre enkeltstående udfordringer. Forvaltningens specifikke udfordringer vil blive kvalificeret yderligere frem mod budgetseminaret i august.

Dertil kommer politiske hensigtserklæringer fra tidligere budgetaftaler og overførselssager.

Ifm. Budget 2024 blev fastholdelse og rekruttering tilføjet som en ny, selvstændig kategori. Budgetnotater i kategorien fastholdelse og rekruttering er kendetegnet ved sager, som bidrager til at sikre tilstrækkelig arbejdskraft på velfærdsområderne i de kommende år. Det kan f.eks. være ved at øge udbuddet af arbejdskraft, fastholde nuværende medarbejdere eller mindske efterspørgslen på områder med omfattende mangel på arbejdskraft. Sagerne kan tage afsæt i den personalepolitiske redegørelse, og hver forvaltning kan fremlægge 1-3 sager til budgetforhandlingerne. Forvaltningerne er forpligtede til at undersøge, om de selv kan dække behovet inden for de eksisterende budgetrammer. Budgetnotater i kategorien fastholdelse og rekruttering skal godkendes af Økonomiforvaltningen.

Desuden fremgår politisk bestilte budgetnotater af listen.

Bestilling af budgetnotater

Det er muligt at bestille budgetnotater helt frem til budgetforhandlingernes afslutning. Budgetnotaterne bestilles ved at kontakte en direktør i Socialforvaltningen, Socialforvaltningens udvalgsteam på SOFDLudvalgsteamet@sof.kk.dk eller via medlemssekretæren.

Hvis flere partier bestiller budgetnotater, der for eksempel omhandler samme tilbud eller tiltag, vil der ikke blive udarbejdet særskilte budgetnotater på hvert enkelt tiltag. I stedet vil der blive udarbejdet et samlet budgetnotat med flere scenarier. Som ved Overførselssagen 2023-2024 vil partinavnene ikke fremgå af budgetnotaterne.

Socialudvalget vil forud for budgetseminaret den 23. august 2024 få et samlet katalog med budgetnotaterne fremsendt. Hvis budgetnotater bestilles senest den 14. juni 2024, vil budgetnotaterne som udgangspunkt være med i det katalog, der sendes til budgetseminaret.

Bevillinger, der udløber med udgangen af 2024

Socialforvaltningen står over for massive udløb i 2025. De samlede udløb ekskl. dem, forvaltningen ikke har vurderet relevante at videreføre, udgør ca. 350 mio. kr. Hovedparten af disse udløb vedrører Socialforvaltningens kernedrift, og aktiviteterne kan ikke uden videre lukkes ned, hvis de pågældende bevillinger ikke forlænges.

Ifølge indkaldelsescirkulæret skal udvalget tage stilling til, hvorvidt de enkelte bevillingsudløb er relevante at videreføre eller ej, samt om bevillingsudløbene kan kategoriseres som en specifik udfordring. Socialudvalget drøftede kort dette ifm. 2. behandlingen af Socialudvalgets budgetbidrag for 2025 den 24. april 2024.

Socialforvaltningen anbefaler, at budgetpartierne prioriterer at videreføre de udløb, der udgør en del af Socialforvaltningens kernedrift. Heraf er en række forslag bevilget som need to, hvorfor de forventes at blive kategoriseret som need to igen. Yderligere seks udløb vurderes dog ligeledes at være en del af forvaltningens drift.

Kategori

Udløb

Need to

Bevillinger, der oprindeligt blev bevilget som need to, og som ventes kategoriseret som need to til budget 2025

Stigende udgifter til alkoholbehandling (Budgetaftale 2021): 29,6 mio. kr.

Udgiftsstigning til køb af pladser på private herberger og krisecentre (Budgetaftale 2021): 28,7 mio. kr.

 

Delvist udløb - Håndtering af påbud på det socialpsykiatriske område og flytning af udadreagerende borgere med svære psykiske lidelser (Budgetaftale 2021): 10,6 mio. kr.

 

Fastholde tilbud om natcafé på Mændenes Hjem til de allermest udsatte borgere (Budgetaftale 2024): 5,5 mio. kr.

 

Merudgift som følge af påbud fra Socialtilsynet, Nexus (Budgetaftale 2021): 4,2 mio. kr.

 

Justering af antal rehabiliteringsteammøder (Budgetaftale 2024): 1,8 mio. kr.

 

Stigende antal brugere af handicapkørsel (Overførselssagen 2023-2024): 0,4 mio. kr.

 

I alt: 80,8 mio. kr.

Driftsmidler

Bevillinger, der vedrører Socialforvaltningens kernedrift, og hvor udgiftsbehovet vil være uændret, selvom bevillingen bortfalder

Investering i forebyggende foranstaltninger og anbringelser for udsatte børn og unge (Budgetaftale 2021): 79,7 mio. kr.

 

Stigning i enhedspriser for købte pladser og antallet af modtagere af BPA-ordning (Budgetaftale 2021): 22,0 mio. kr.

 

Servicekultur (Social investeringsplan) (Budgetaftale 2021): 34,0 mio. kr. (heraf 17,4 mio. kr. til sagsbehandlere)

 

Socialforvaltningens økonomiske udfordring i 2024 (Overførselssagen 2023-2024): 21,0 mio. kr.

 

Prisstigning på almene rehabiliteringspladser og akutpladser/neurologiske rehabiliteringspladser (Overførselssagen 2023-2024): 18,4 mio. kr.

 

Aktivitetsstigning i Socialforvaltningens hjemmesygepleje (Overførselssagen 2023-2024): 12,3 mio. kr.

 

I alt: 187,4 mio. kr.

Øvrige udløb

Udsatte boligområder: 7,7 mio. kr.

 

Sikker by: 26,1 mio. kr.

 

Bevillingsudløb, kommunale: 45,0 mio. kr.

 

Bevillingsudløb, eksterne: 3,7 mio. kr.

 

Bevillingsudløb, ikke relevant at videreføre: 13,4 mio. kr.

 

I alt: 95,6 mio. kr.

Udløb i alt

364,1 mio. kr.

Oversigten over samtlige udløb fremgår af bilag 2.

Socialforvaltningen bemærker, at det tager tid at tilpasse organisationen til et markant reduceret udgiftsniveau, såfremt dele af ovenstående udløb ikke videreføres. Socialforvaltningen vil påbegynde forberedelsen heraf efter denne drøftelse mhp., at tilpasningen kan påbegyndes umiddelbart efter, at budgetaftalen er indgået i september. Socialudvalget vil blive orienteret herom efter budgetaftalen er indgået. Der vil være tale om tilpasninger, der får direkte betydning for serviceniveauet for borgerne.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Ligesom sidste år vil der blive afholdt møder mellem Socialudvalget og hhv. HovedMED og de centrale råd i Socialforvaltningen forud for budgetforhandlingerne. Udvalgets møde med rådene vil finde sted i forbindelse med Socialudvalgets budgetseminar den 23. august 2024. Budgetforhandlingerne forventes at løbe fra den 30. august til senest den 13. september 2024. Budgettet vedtages endeligt af Borgerrepræsentationen den 3. oktober 2024.

 

Mikkel Boje

                                      / Anders Johannes Kristensen

Beslutning

1. at-punkt blev taget til efterretning og 2. at-punkt blev drøftet. 

Kontorchef Anders Johannes Kristensen deltog under punktets behandling. 

Til top