Revideret strategi for udvikling af arbejdet med udsatte børn, unge og deres familier - Høringsudkast
Socialudvalget skal godkende et udkast til en revideret strategi for udvikling af arbejdet med udsatte børn, unge og deres familier, der kan sendes i høring.
Indstilling og beslutning
Socialforvaltningen indstiller,
1. At Socialudvalget godkender, at udkastet til revisionen af Københavns Kommunes strategi for udvikling af arbejdet med udsatte børn, unge og deres familier (Strategi 2012-2014) sendes i høring blandt interne og eksterne interessenter.
Problemstilling
Københavns Kommunes nuværende strategi for udvikling af arbejdet med udsatte børn, unge og deres familier blev udarbejdet i 2009 og har nu fungeret i to år. I forbindelse med vedtagelse af strategien besluttede Socialudvalget, at den jævnligt skal revideres for at sikre, at den imødegår aktuelle udfordringer på området.
Socialudvalget godkendte på møde den 2. november 2011 et forslag til fokusområder og mål for den reviderede strategi. På den baggrund har Socialforvaltningen udarbejdet et udkast til en revideret strategi for udvikling af arbejdet med udsatte børn, unge og deres familier (herefter kaldet Strategi 2012-2014), som kan sendes i høring.
Løsning
Socialforvaltningen har udarbejdet et udkast til en revideret strategi for udvikling af arbejdet med udsatte børn, unge og deres familier (se bilag A). Strategi 2012-2014 er Socialforvaltningens bud på, hvordan vi udvikler indsatserne på området for udsatte børn og unge, så de bidrager til at nå de overordnede mål for området, nemlig at vores indsatser bidrager til at udsatte børn og unge:
o i lighed med andre børn og unge får mulighed for at udfolde og udvikle sig
o får en opvækst med trivsel og gode vilkår
o får samme grad af succes i voksenlivet som andre
Ligesom i den foregående strategi lægges der i Strategi 2012-2014 vægt på, at Socialforvaltningen yder en tidlig og forebyggende indsats overfor udsatte børn, at vi har en insisterende og vedholdende indsats over for unge, der begår kriminalitet, at vi udvikler vores anbringelsestilbud til gavn for de udsatte børn og at fundamentet for det hele – myndighedsarbejdet – er af høj socialfaglig kvalitet. Herudover sætter vi som noget nyt fokus på at udsatte børn og unge får en kvalificerende skolegang, fordi forskning viser, at det er en af de væsentligste forudsætninger for, at de kommer godt videre i livet. Desuden vil vi med Strategi 2012-2014 sætte fokus på udsatte unges overgang til voksenlivet, da dette er en særlig sårbar periode i de unges liv. Dette er et område, der allerede nu er sat fokus på i regi af Ungdomskommissionen, og som skal udmøntes i den efterfølgende Ungestrategi.
Strategien er konkret bygget op om de syv fokusområder, som Socialudvalget godkendte på møde den 2. november 2011. Der er foretaget enkelte sproglige justeringer af fokusområdernes titler og mål. De syv fokusområder er:
- Tidlig indsats i forhold til udsatte børn og unge
- Kvalificerende skolegang for udsatte børn og unge (nyt fokusområde)
- Insisterende indsats i forhold til unge, der begår kriminalitet eller er i risiko herfor
- God overgang til voksenlivet for udsatte unge (nyt fokusområde)
- Udvikling af anbringelsesviften
- Bedre myndighedsarbejde
- En mere vidensbaseret udvikling og praksis (tværgående fokusområde)
Strategi 2012-2014 knytter sig an til og understøtter arbejdet med at nå de politiske pejlemærker, der er vedtaget for udsatte børn og unge-området. Konkret knytter fokusområde 1 sig direkte til pejlemærket om, at flere udsatte børn og unge får en tidligere indsats, fokusområde 2 til pejlemærket om at flere udsatte børn og unge får en kvalificerende skolegang, mens fokusområde 3 knytter sig til pejlemærket om, at færre udsatte unge ender i kriminalitet. Fokusområderne 5, 6 og 7 vedrører organisatoriske forhold og aktiviteter, der skal gøre forvaltningen i stand til at nå de politisk opstillede mål for de udsatte børn og unge.
For hvert fokusområde er der fastsat et eller flere mål, så der kan følges op på, om de initiativer, der sættes i gang, har den ønskede effekt for udsatte børn og unge. For de fokusområder, som knytter an til Socialudvalgets pejlemærker, er målene i strategien identiske med målene for pejlemærkerne. Der gøres opmærksom på, at der er foretaget mindre ændringer i enkelte af de indikatorer, som vi bruger til at måle, om udviklingen går i den rigtige retning i forhold til pejlemærkerne. Socialudvalget vil få forelagt en samlet indstilling herom på et efterfølgende møde.
Indsatserne under strategien og de konkret mål, vi har opstillet for disse indsatser, er ikke kun med til at understøtte de overordnede politiske mål på udsatte børn og unge-området. Strategi 2012-2014 er i lige så høj grad med til at understøtte indsatsen og målene på almenområdet, og vil således også bidrage til at opnå målsætningen om, at 95 pct. af en ungdomsårgang gennemfører en ungdomsuddannelse.
Strategi 2012-2014 bygger både på det gode sociale arbejde, der udføres i Socialforvaltningen og på de initiativer, der blev igangsat i forlængelse af den hidtidige strategi på børneområdet. Derfor er en del af aktiviteterne i Strategi 2012-2014 en fortsættelse eller udvidelse af igangværende aktiviteter. Der er dog også forslag til helt nye aktiviteter, for eksempel:
o Tilknytte socialrådgivere til privat- og friskoler
o Inddrage familie, netværk og fagpersoner i sagsarbejdet, hvis unge begår kriminalitet
o Etablere særlige efterværns-kontaktpersoner
En del af de aktiviteter, der forslås i Strategi 2012-2014, afhænger af, at Børne- og Ungdomsforvaltningen ønsker at indgå samarbejde herom. Derfor har Børne- og Ungdomsforvaltningen været inddraget i udarbejdelsen af de dele af strategien, hvor de er væsentlige samarbejdspartnere. Såfremt Socialudvalget godkender høringsudkastet til strategien vil udkastet desuden blive sendt i høring hos blandt andre Børne- og Ungdomsudvalget.
Økonomi
Strategi 2012-2014 indeholder i alt 61 konkrete forslag til aktiviteter, der skal sikre, at vi når de fastsatte mål. 45 af disse kan Socialforvaltningen finansiere indenfor den eksisterende budgetramme. Under forudsætning af at strategien godkendes af Socialudvalget, kan de derfor umiddelbart igangsættes.
8 aktiviteter er finansieret ad anden vej, fx via Satspuljemidler eller budgetaftaler. Denne finansiering beløber sig til 27 mio. kr. i 2012 og 29 mio. kr. de efterfølgende år. Disse aktiviteter kan også igangsættes umiddelbart.
8 aktiviteter forudsætter, at der tilføres nye midler til gennemførslen. Det drejer sig for eksempel om at tilknytte socialrådgivere til privat- og friskoler, tilknytte socialrådgivere til flere daginstitutioner og aktiviteter der skal sikre en god overgang til voksenlivet. Afhængigt af hvilke projektmodeller, der vælges, koster disse aktiviteter tilsammen mellem 25 og 38 mio. kr./årligt.
I bilag 2 er en oversigt over de aktiviteter, der er fundet finansiering til enten indenfor de eksisterende budgetrammer, via budget 2012 eller ved hjælp af ekstern finansiering. I bilag 3 er en oversigt over de aktiviteter, der forudsætter tilførsel af midler eller omprioriteringer mellem rammerne på børneområdet.
Videre proces
Under forudsætning af Socialudvalgets godkendelse sendes Strategi 2012-2014 i høring blandt interne og eksterne interessenter.
På baggrund af høringssvarene forelægger Socialforvaltningen et udkast til en endelig Strategi for udvikling af området for udsatte børn, unge og deres familier for Socialudvalget på møde den 9. maj 2012.
Socialforvaltningen vil minimum én gang årligt følge op på de mål, der er fastlagt i strategien og foreligge resultaterne for Socialudvalget.
Anette Laigaard
/Ane K. Christensen
Beslutning
Kontorchef Ane K Christensen overværede punktets behandling
Indstillingen blev godkendt