Mødedato: 29.01.2020, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Orientering om Den Boligsociale Gadekontakts arbejde

Resumé

Socialudvalget bad på udvalgsmødet den 28. august 2019 om en temadrøftelse af Den Boligsociale Gadekontakt. Gadekontakten er en bydækkende indsats i Socialforvaltningen, som har til formål at skabe tryghed i Københavns by- og boligområder.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller

  1. at Socialudvalget tager orienteringen om Den Boligsociale Gadekontakts arbejde til efterretning.

Problemstilling

Københavns parker, pladser og bænke har altid tiltrukket såkaldte drikkegrupper, hvor grupper af socialt udsatte voksne samles i drikkefællesskaber for at indtage alkohol. For mange i grupperne er disse møder et socialt samlingspunkt, som er med til at give en følelse af fællesskab. Drikkegrupperne kan dog også være til gene for andre af byens borgere i form af højt støjniveau, manglende oprydning mm. Det kan lede til konflikter med naboer, erhvervsdrivende, institutioner m.fl., og gnidningerne kan ligeledes medvirke til en ’os og dem’ oplevelse for begge parter. Derfor efterspørger bl.a. de almene boligorganisationer generelt, at Socialforvaltningen opsøger grupperingerne, der samler sig i byen.

Løsning

I Socialforvaltningen har Den Boligsociale Gadekontakt netop til formål at skabe tryghed og forebygge eller løse op for konflikter mellem drikkegrupper og lokalområdet. I de følgende afsnit uddybes gadekontaktens arbejde.

En permanent indsats siden 2013

Den Boligsociale Gadekontakt er en bydækkende indsats. Den startede som et initiativ i samarbejde med de almene boligorganisationer og hører under Borgercenter Voksnes Bolig- og Beskæftigelsesenhed. Gadekontakten er finansieret af Socialforvaltningens boligsociale ramme, som har til formål at afbøde potentielle negative konsekvenser, der kan opstå, når socialt udsatte borgere koncentreres i dele af byen med billige boliger.

Opsøgende og dialogbaseret tilgang

Gadekontakten er en bydækkende og dialogbaseret indsats, hvor der arbejdes opsøgende. Gadekontakten er både i dialog med de interessenter, der føler sig berørt af drikkegrupperne og samarbejder samtidig med drikkegrupperne om, hvordan de gennem deres adfærd kan være med til at konfliktnedtrappe deres omgang med byens øvrige borgere. Målgruppen for gadekontaktens arbejde er udsatte voksne, som typisk holder til på offentlige pladser i bybilledet eller omkring de almene boligforeninger i København. Gadekontakten er ikke en hjemløse-indsats, og målgruppen er derfor som udgangspunkt ikke hjemløse.

Bredt samarbejde med forskellige aktører

Til daglig består gadekontakten af tre medarbejdere, som af åbenlyse årsager ikke kan være til stede i alle dele af byen samtidig. En stor del af indsatsen kræver derfor et godt netværk og et bredt samarbejde med mange forskellige aktører bl.a. boligselskaber, lokaludvalg, erhvervsdrivende, politiet samt andre faggrupper i Socialforvaltningen. Herudover er Byens Drift i Teknik- og Miljøforvaltningen en særligt vigtig samarbejdspartner ift. indretning og faciliteter i byens rum. Praktiske løsninger såsom offentlige toiletter, bænke, skraldespande, afskærmning m.m. er ofte et vigtigt greb i arbejdet med drikkegrupperne. Finansieringen af gadekontakten er udelukkende lønmidler. Der skal derfor søges om midler hos Teknik- og Miljøforvaltningen for at kunne realisere de praktiske løsninger.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser

Videre proces

Ingen bemærkninger.

 

Nina Eg Hansen

                                                  / Eva Stokbro Jensen

Beslutning

Kontorchef Eva Stokbro Jensen og Borgercenterchef Knud Andersen deltog under punktets behandling.

Line Køllgård fra Den Boligsociale Gadekontakt holdt et oplæg om deres arbejde.

Indstillingen blev taget til efterretning.

Til top