Organisering af handicapcentrene
Organisering af handicapcentrene
Socialudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde onsdag den 28. november 2007
5. Organisering af handicapcentrene
SUD 476/2007 J.nr. 476/2007
INDSTILLING OG BESLUTNING
Etableringen af en fælles hjemmeplejeudførerenhed rejser spørgsmål om den fremtidige organisering af handicapcentrene. Der forelægges et notat med beskrivelse af den model, der arbejdes videre med.
INDSTILLING OG Beslutning
Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget tiltræder, 1. at der arbejdes videre med et forslag om samling af de 4 eksisterende handicapcentre i to centre - et voksenhandicapcenter og et børne- og ungehandicapcenter. Socialudvalgets
beslutning i mødet den 28. november 2007 "At man uddyber, hvorledes man kompenserer for reduktionen af nærhedsprincippet. At man inden forslaget sendes i høring uddyber, hvorledes man i et nyt handicapcenter vil indsamle og anvende den faglige viden centret er tiltænkt at skulle indsamle. " Jens Nielsen (A) stillede følgende ændringsforslag: "Forvaltningen undersøger fordele og ulemper ved 1 handicapcenter" Forvaltningens indstilling samt begge ændringsforslag blev enstemmigt tiltrådt. |
Problemstilling
Efter etableringen af en selvstændig hjemmepleje udførerenhed reduceres handicapcentrenes opgaver. Det rejser spørgsmål om den fremtidige organisering på handicapområdet.
Samtidig har Socialudvalget bedt forvaltningen om som en del af budgetproceduren for 2009 at analysere den eksisterende struktur på handicapområdet.
Som grundlag for en evt. beslutning om ny struktur på handicapområdet skal der udarbejdes en grundig analyse af fordele og ulemper ved en ny centerstruktur. Herunder skal det overvejes, hvordan man skaber den bedste arbejdsdeling mellem de kommende centre, hvilke muligheder en ny struktur giver og hvilke nye koordinations og samarbejdsflader, der opstår. I den forbindelse skal det endvidere undersøges, hvordan brugerne får den mest sammenhængende og helhedsorienterede betjening i den kommende struktur.
Løsning
Der forelægges en foreløbig beskrivelse af en ny centerstruktur på handicapområdet, der indebærer, at der etableres to selvstændige centre; et børne- og ungehandicapcenter og et voksen handicapcenter. Børneområdet, der allerede pr. 1. januar 2007 blev samlet i et center, udvides aldersmæssigt til et børne- og ungehandicapcenter med ansvar for rådgivning og ydelser til personer med handicap op til det fyldte 25. år og voksenhandicapcenteret får ansvar for opgaveløsningen for personer med handicap fra 25 til 65 år.
Etableringen af en ny centerstruktur skal bidrage til at opfylde flere formål:
1. At skabe større, mere bæredygtige og robuste enheder, og i den forbindelse styrke den samlede analysekapacitet på handicapområdet og styrke forvaltningens evne til at dokumentere udviklingen i aktiviteter og omkostninger
2. At samle funktioner for at skabe faglig bæredygtighed og grundlag for en mere ensartet og veldokumenteret afgørelsespraksis på tværs af kommunen. Herunder at skabe muligheder for - med udgangspunkt i erfaringer med LEAN – at udvikle arbejdsgange bl.a. med henblik på at kunne nedbringe sagsbehandlingstid.
3. At skabe en mere entydig målgruppespecialisering inden for det enkelte center – f.eks. på aldersgrupper for at kunne tilbyde borgerne en mere kvalificeret betjening.
4. At realisere et besparelsespotentiale som led i tilvejebringelse af et råderum i budget 2009
Forslaget indebærer to selvstændige centre – et voksenhandicapcenter og et børne- og ungehandicapcenter. To centre giver mulighed for dels at styrke den faglige robusthed på voksenområdet dels bevare og udvikle et meget stærkt fagligt og ledelsesmæssigt fokus på henholdsvis børne- og ungeområdet og voksenområdet. I forhold til i dag, hvor børnehandicapteamet har ansvar for børn indtil det fyldte 18. år, foreslås aldersgrupperingen imidlertid ændret således at børn & unge centeret fremover vil have ansvar for rådgivning, ydelser m.v. til gruppen af brugere op til 25 år. Det giver mulighed for at tilrettelægge serviceringen af børn og unge og deres familier i en sammenhæng på tværs af det lovgivningsmæssige skift ved det fyldte 18. år og dermed lette overgangen fra barn til voksen.
Økonomi
Ændringen har umiddelbart ingen økonomiske konsekvenser i 2008, men der forventes et besparelsespotentiale på 1 til 1,5 mio. kr. i 2009. Dette beløb skal kvalificeres yderligere frem mod forvaltningens oplæg til budget 2009.
Videre proces
Såfremt Socialudvalget tiltræder indstillingen sendes forslaget i høring hos Handicaprådet og HSU samt øvrige høringsparter. På Socialudvalgsmødet den 23. januar 2008 behandles det endelige forslag til organisering af handicapcentrene, hvorefter implementeringen igangsættes snarest muligt.
Bilag
1. Notat: Organisering af handicapområdet