Mødedato: 28.10.2015, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Orientering om Ungesamrådets afrapportering for 2014

Se alle bilag

Socialudvalget orienteres om en afrapportering for 2014, som Ungesamrådet i Københavns Politikreds har udarbejdet.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller overfor Socialudvalget,

       1. at Socialudvalget tager orientering om afrapportering af Ungesamråd for 2014 til efterretning.

Problemstilling

Ungesamrådet blev på regeringens foranledning etableret i Københavns Politikreds i 2012. Etableringen af Ungesamråd har medført en ny måde at samarbejde på tværs af myndigheder, når unge under 18 år har begået kriminalitet. I København er der blevet gjort status over de første erfaringer, som Socialforvaltningen hermed ønsker at præsentere Socialudvalget for.

Løsning

Ungesamrådet er et tværsektorielt samarbejde mellem Anklagemyndigheden, Kriminalforsorgen og de fire kommuner i Københavns Politikreds (København, Frederiksberg, Dragør og Tårnby). Samrådet har til formål at styrke samarbejdet mellem myndighederne gennem udarbejdelse af indstillinger til retten i sager, hvor unge under 18 år er tiltalt for alvorlig eller personfarlig kriminalitet. Derved sikres den unge en mere koordineret og effektiv sagsbehandling. En koordineret indstilling til retten forventes at afkorte behandlingstiden, herunder ofte også tiden, hvor den unge er varetægtsfængslet. Der kan være personsammenfald med unge, hvis sag koordineres af SSP.

Målgruppen for Ungesamråd er unge, der sigtes for kriminalitet og fremstilles i grundlovsforhør i dommervagten, og som enten varetægtsfængsles eller løslades med sigtelsen opretholdt.

Ungesamrådet foretager en koordineret enkeltsagsbehandling og udarbejder en indstilling til retten, som indeholder Ungesamrådets anbefaling til en sanktion. Indstillingen peger på en sanktionsform, som den unge er egnet til at få, og som bedst muligt skal forebygge ny kriminalitet. Et eksempel kunne være, at der indstilles til, at den unge som alternativ til ubetinget fængselsstraf skal udføre samfundstjeneste med støtte fra en kommunal kontaktperson, som betyder, at den unge kan fortsætte sin skolegang.

Anklagemyndigheden sætter en ramme for Ungesamrådets diskussion. Anklagemyndigheden fungerer som sagkyndig på ungesamrådsmøderne, og er som sådan ikke medunderskrivere af indstillingerne til retten. Det er retten, som suverænt afgør om indstillingen skal efterkommes.

Afrapportering for 2014
Afrapporteringen viser antallet af sager, der har været behandlet i Ungesamrådet, hvilke sanktioner Ungesamrådet har indstillet til, samt i hvilket omfang domstolen har efterkommet samrådets indstilling i strafudmålingen.

Tabellen nedenfor viser udviklingen i Ungesamrådssager fra 2013 til 2014.

Tabel 1. Udviklingen i Ungesamrådssager:

 

2013

2014

Unge i målgruppen

94

64

Unikke behandlinger i Ungesamrådet

68

46

Andelen af behandlede sager

63,6%

71,8%





Sammenlignet med 2013 er der i 2014 sket et fald i antallet af sager, der er blevet behandlet på samrådet, hvilket skal ses i lyset af, at der samtidig er sket et fald i antallet af dommervagtsfremstillinger. Den procentvise andel af unge i målgruppen, der får deres sag behandlet i Ungesamrådet, er dog steget. Når en sag ikke behandles på Ungesamrådet, er det oftest fordi, den unge eller forældrene ikke har ønsket at give samtykke, eller fordi det ikke har været muligt at nå at behandle sagen inden retsmødet. 

Antallet af sager i Ungesamrådet giver ikke et sikkert billede af kriminalitetsudviklingen i København. Et bedre pejlemærke for udviklingen i den alvorlige og personfarlige kriminalitet er antallet af dommervagtsfremstillinger af unge københavnere under 18 år. Nedenstående tabel fra Døgnvagtens retsrepræsentation viser, at antallet fra 2013 til 2014 faldt med 35 pct. fra 109 til 71.

Tabel 2. Antal fremstillinger i dommervagten:

Fremstillinger i Dommervagten af københavnere under 18 år

2009

2010

2011

2012

2013

2014

Antal

117

123

108

108

109

71

- heraf varetægtsfængslinger

97 %

89 %

87 %

80 %

91 %

87 %









Afrapporteringen for Ungesamrådet 2014 viser endvidere, at:

  • mellem 80 og 90 % af Ungesamrådets indstillinger følges af domstolene, hvilket indikerer en høj kvalitet i samrådets indstillinger og en høj grad af legitimitet omkring samrådets arbejde hos domstolen. Tallene skal ses med forbehold for, at Døgnvagten endnu ikke har modtaget tilbagemeldinger om udfaldet af samtlige domme.
  • samarbejdet på tværs af kommuner og myndigheder er blevet styrket. Dette ses blandt andet ved en stadig større smidighed i sagsbehandlingen samt en stor tilslutning til de tværsektorielle samarbejdsmøder, som afholdes to til tre gange årligt, og hvor der sker en erfaringsudveksling mellem de deltagende parter.
  • Ungesamrådet behandler en stigende andel af de potentielle Ungesamrådssager, hvilket vidner om, at samarbejdet er blevet fast forankret hos de involverede myndigheder. Alle involverede myndigheder forholder sig positivt til at udvikle samarbejdet yderligere, hvilket afspejles i, at alle indstillingerne er afgivet i enighed.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Socialudvalget vil fremover blive orienteret om udviklingen af Ungesamråd, hvis udvalget ønsker det.
Anette Laigaard
                                           /                    Mie Rohde Laursen

Beslutning

Vicekontorchef Mie Rohde Laursen, Tommy Laursen, Sekretariatschef for SSP-København, og Klaus Scheibye, leder af Døgnvagten, deltog under punktets behandling.

Punktets behandling blev indledt med oplæg af Klaus Scheibye, leder af Døgnvagten.

Indstillingen blev taget til efterretning.

Til top