Mødedato: 27.10.2021, kl. 12:00
Mødested: Skriftlig votering

Socialforvaltningens kvartalsprognose pr. oktober 2021

Se alle bilag

Resumé

Sagen omhandler Socialforvaltningens kvartalsprognose pr. oktober 2021, der viser et prognosticeret mindreforbrug på 14,7 mio. kr. på servicerammen efter overførsler til 2022 svarende til 0,2 % af forvaltningens servicebudget. Inklusiv COVID-udgifter og før overførsler forventes en regnskabsafvigelse på 33,7 mio. kr.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget godkender Socialforvaltningens bidrag til Københavns Kommunes regnskabsprognose pr. oktober 2021.

Problemstilling

Socialforvaltningen skal aflevere regnskabsprognose til Økonomiforvaltningen. Regnskabsprognosen for Socialforvaltningen indgår i den samlede regnskabsprognose for Københavns Kommune, der behandles i Økonomiudvalget den 23. november 2021.

Løsning

Prognosen er forvaltningens bedste bud på et regnskabsresultat med de aktuelt kendte oplysninger og risici. Hvis prognosen fx rammer 0,5 % forkert ud af et servicebudget på 6,2 mia. kr., giver det en usikkerhedsmargin på plus/minus 30,8 mio. kr.

Når der ses bort fra de rapporterede COVID-udgifter, prognosticeres Socialforvaltningens forventede regnskab på servicerammen pr. oktober til et mindreforbrug på 14,7 mio. kr. efter alle overførsler, svarende til 0,2 % af budgettet. Før overførsler prognosticeres mindreforbruget på servicerammen at være 60,1 mio. kr. De forventede overførsler består af:

  • 26,7 mio. kr. vedr. decentral opsparing. En del af opsparingen skyldes udfordringer med at anvende den decentrale opsparing fra sidste år til vedligehold og indkøb, blandt andet på grund af håndværker- og varemangel. En vis del af opsparingen skyldes endvidere, at mange tilbud forventer et behov for ekstra personale i forbindelse med implementeringen af fagsystemet DOMUS i 2022. Tilbuddene ønsker derfor at opspare midler, for at implementeringen berører borgerne mindst muligt. Det har været muligt for tilbuddene at opspare midler, da forvaltningen ikke fik en negativ P/L korrektion som ellers ventet, jf. halvårsprognosen.
  • 6,1 mio. kr. vedr. primært den sikrede institution Sønderbro skal overføres til næste år, jf. kommunens regnskabsregler.
  • 12,6 mio. kr. i øvrige overførsler, som primært vedrører forventede udskudte afregninger med regionen for færdigmeldte patienter og handicapbiler, der ikke kan leveres til borgerne i år pga. den globale forsyningssituation.

Det resterende mindreforbrug på 14,7 mio. kr. på den almindelige drift skyldes især højere salgsindtægter end ventet på området Udsatte voksne og rekrutteringsudfordringer på tværs af målgrupper, der giver sig til udslag i vakancer. 

I forhold til COVID-udgifter styres der fortsat efter, at udgifter knyttet hertil ikke må fortrænge den borgerrettede velfærd. I lighed med sidste år har Økonomiforvaltningen derfor udmeldt, at COVID-merudgifter dækkes, hvis forvaltningen ikke kan dække merforbruget indenfor egen ramme. Da forvaltningen samlet forventer mindreforbrug, dækkes COVID-merudgifterne ikke via en merbevilling. Derfor vil den ordinære drift og de COVID-relaterede udgifter ikke være adskilt i det endelige regnskab for 2021 (svarende til kolonnen ”forventet regnskabsafvigelse 2021” i tabel 1 nedenfor). Men i nærværende indstilling og i forbindelse med forklaringerne til det endelige regnskab vil forvaltningen, ligesom i 2020, have fokus på den ordinære økonomi, som ikke vedrører COVID.

Det bemærkes, at forvaltningen er ved at undersøge, om der kan være COVID-mindreudgifter, som ikke er identificeret. Dette kvalificeres frem mod regnskabet.

Tabel 1: Socialforvaltningens regnskabsprognose pr. oktober 2021 (mio. kr.)

Note: Bemærk, at afrundinger kan betyde, at det ikke er alle summer, der stemmer på decimalen.

Nedenfor følger kort gennemgang af prognosen for hver målgruppe.

For Børnefamilier med særlige behov forventes et mindreforbrug på 3,6 mio. kr. efter overførsler. Før overførsler forventes et mindreforbrug på 21 mio. kr. uden COVID-udgifter. 5,8 mio. kr. af mindreforbruget knytter sig til den sikrede institution Sønderbro og skal i henhold til kommunens principper for overførsler overføres til næste regnskabsår mhp. takstnedsættelse, da der er tale om objektiv finansiering mellem kommunerne. Et mindreforbrug på 11,3 mio. kr. kan henføres til udførerområdet, hvor bl.a. udfordringer med at skaffe håndværkere og få leveret køretøjer betyder, at tilbuddene har opsparede midler, der kan overføres til næste regnskabsår som decentral opsparing. Samtidig ønsker tilbuddene at prioritere midler til implementeringen af DOMUS i 2022.

I Hjemmeplejen forventes et merforbrug på 2,7 mio. kr. uden COVID-udgifter. Merforbruget kan primært tilskrives stigende aktivitet på sygeplejen.

For borgere med sindslidelse forventes et mindreforbrug på 0,4 mio. kr. efter overførsler. Før overførsler forventes et mindreforbrug på 15,8 mio. kr. uden COVID-udgifter. Mindreforbruget på området skyldes hovedsageligt forventede forsinkede afregninger vedr. færdigmeldte patienter på 6,5 mio. kr., samt mindreforbrug på døgntilbud, som primært kan henføres til vakancer og midler, der prioriteres til planlagt vedligehold i 2022. 8,9 mio. kr. af mindreforbruget er knyttet til udførerenheder og søges dermed overført til næste regnskabsår, som decentral opsparing. Mindreforbruget vedr. færdigmeldte patienter ønskes ligeledes overført, da afregningerne med regionen ventes at falde i 2022. Det bemærkes, at der er store usikkerheder knyttet til omkostningerne i 2021 til færdigmeldte patienter, da der ikke løbende modtages forbrugsrapporter fra regionen.

For Udsatte voksne forventes et mindreforbrug på 11,3 mio. kr. efter overførsler. Før overførsler forventes et mindreforbrug på 12,7 mio. kr. uden COVID-udgifter. Mindreforbruget skyldes primært positive takstreguleringer på egne tilbud, som har afstedkommet højere statsrefusion og salgsindtægter på herberger, samt højere aktivitet på salg af pladser og lavere aktivitet på køb af døgntilbudspladser. 1,3 mio. kr. af mindreforbruget er knyttet til kommunens egne tilbud og ønskes overført til 2022 som decentral opsparing og mindreforbrug på 0,1 mio. kr. vedr. eksternt finansieret projekt overføres ligeledes.

For Handicapområdet forventes et merforbrug på 3,2 mio. kr. efter overførsler. Før overførsler forventes et mindreforbrug på 6,9 mio. kr. uden COVID-udgifter. Mindreforbruget kan hovedsageligt henføres til udførerområdet, hvor et mindreforbrug på 5,1 mio. kr. ønskes overført til næste regnskabsår som decentral opsparing, fordi tilbuddene forventer øgede personaleudgifter i forbindelse med DOMUS implementeringen. Det bemærkes, at prognosen indeholder et mindreforbrug på indkøb af handicapbiler til borgerne, som skyldes den aktuelle forsyningssituation globalt. Dette søges overført til næste år, da udgiften ventes at falde i 2022.

For området Tværgående opgaver og administration forventes et mindreforbrug på 5,3 mio. kr. efter overførsler. Før overførsler forventes et mindreforbrug på 6,4 mio. kr. uden COVID-udgifter. Mindreforbruget kan primært tilskrives vakancer, færre personale juridiske sager, puljen til frivilligt socialt arbejde (§18-midler) og investeringsprojekter, der er forsinkede grundet COVID-19-restriktionerne. Derfor søges investeringsmidler svarende til 1,1 mio. kr. overført til næste regnskabs år.

På området Efterspørgselsstyrede overførsler forventes et mindreforbrug på 3,7 mio. kr. uden COVID-udgifter. Mindreforbruget vedrører primært mindreforbrug vedr. hjemmetræning som følge af lavere enhedspriser, som delvist modsvares af merforbrug vedr. merudgiftsydelser og tabt arbejdsfortjeneste som følge af stigende aktivitet.

På området anlæg forventes et mindreforbrug på 5,3 mio. kr. uden COVID-udgifter. Mindreforbruget skyldes, at to anlægsprojekter er afsluttet med mindreforbrug

For området Finansposter prognosticeres mindreforbrug på 0,5 mio. kr. vedr. beboerindskud. Mindreforbruget tilbagebetales til kommunekassen.

Økonomi

Økonomien er indeholdt i sagen.

Videre proces

Efter Socialudvalgets behandling af prognosen forelægges den Økonomiudvalget d. 23. november 2021, hvor den behandles som en del af den samlede prognose for hele kommunen.

Mikkel Boje

                                          / Anders Johannes Kristensen

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt ved skriftlig votering. 
Til top