Mødedato: 27.05.2015, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Ansøgning om midler fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelses pulje til pilotprojekt om socialt udrykningskøretøj

Se alle bilag

Socialudvalget skal tage stilling til, om Socialforvaltningen, sammen med Region Hovedstaden og Københavns Brandvæsen, skal søge Ministeriet for Sundhed og Forebyggelses pulje til pilotprojekt om socialt udrykningskøretøj (bilag 1).

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller overfor Socialudvalget,
  1. at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen søger Ministeriet for Sundhed og Forebyggelses pulje til pilotprojekt om socialt udrykningskøretøj i samarbejde med Region Hovedstaden og Københavns Brandvæsen, som beskrevet i indstillingen. 
  2. at Socialudvalgets indtægts- og udgiftsbudget tilpasses med de evt. tilførte midler i hvert af årene 2015 og 2016. En evt. budgettilpasning vil blive foretaget i førstkommende sag om bevillingsmæssige ændringer.

Problemstilling

I satspuljeaftalen for 2015-2018 afsatte Folketinget en pulje på 5 mio. kr. i alt til en toårig projektperiode i 2015-2016 til afprøvning af et pilotprojekt vedrørende et "Socialt udrykningskøretøj" i Hovedstadsområdet.

Puljen kan søges af Region Hovedstaden i samarbejde med en eller flere kommuner. Målet med køretøjet er at hjælpe udsatte borgere i akutte problemer, som ikke er sundhedsproblemer, der skal løses af almindelig ambulancekørsel.

Region Hovedstaden inviterede kommunerne i regionen til et samarbejde om en puljeansøgning, men fik kun svar fra Københavns Kommune ved Københavns Brandvæsen (Økonomiforvaltningen) og Socialforvaltningen. Københavns Kommune og Region Hovedstaden har i samarbejde udformet en ansøgning, som d. 20. april er blevet sendt til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse med forbehold for Socialudvalgets godkendelse.

Løsning

Socialforvaltningen har ønsket at undersøge mulighederne for at hjælpe borgerne med et udrykningskøretøj, men har samtidig opmærksomhed på ikke at bidrage til udvikling af et parallelt udsatte-tilbud til den almindelige ambulancetjeneste. Det er vigtigt, at udsatte borgere kan føle sig trygge ved, at den almindelige ambulancetjeneste også dækker dem. Udtrykket ”udrykningskøretøj” er af samme årsag misvisende ift. indholdet i ansøgningen. Man benævner i stedet det sociale udrykningskøretøj som ”Sociolancen”, for at understrege, at tilbuddet ikke skal erstatte den almindelige ambulancetjeneste.

Formål

Formålet med Sociolancen er at hjælpe udsatte borgere, som ellers ikke ville blive hjulpet. Som det er nu, fører en del henvendelser til udrykningscentralen ikke til udsendelse af ambulancer, fordi det handler om ”sociale udrykninger” og altså ikke om akutte sundhedsmæssig opgaver, som en ambulance tager sig af. Det betyder også, at der er en række udsatte borgere, som ikke får hjælp på trods af, at de befinder sig i en udsat situation på grund af beruselse og/eller akutte sociale psykiske problemer. En Sociolance vil i disse situationer – og alene i de situationer, hvor der ikke skal sendes en ambulance – kunne sendes til hjælp. Sociolancen vil være bemandet af en sundhedsfaglig medarbejder fra Københavns Brandvæsen og en socialfaglig medarbejder fra Københavns Kommunes Socialforvaltning.

Praktisk
  • Projektet forventes ledet af Region Hovedstaden, da Region Hovedstaden er modtager af alarmopkald og foretager screeningen ift. at sende udrykning eller evt. Sociolance.
  • Regionen og Kommunen udstyrer i fællesskab et køretøj til kombineret social- og sundhedsfaglig udkørsel. Kommunen bidrager med den socialfaglige kompetence (lønmidlerne dækkes af projektmidlerne). Køretøjet er udstyret med basale sundhedsremedier og muligheder for transport af en borger. Køretøjet rekvireres ikke som en ambulance. Alle opkald, som alarmcentralen vurderer til at kræve almindelig ambulanceudrykning, skal fortsat have almindelig ambulanceudrykning.  
Opmærksomhedspunkter
Projektbeskrivelsen er i overensstemmelse med puljeopslaget fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse. Socialforvaltningen har haft følgende opmærksomhedspunkter i den anledning:
  • Ambulancekørsel og paramedicinsk vurdering skal aldrig overtages af Sociolancens mandskab.
  • Der skal ikke udvikles et parallelt akut-beredskab, som kunne gå hen og blive et ringere tilbud til de udsatte, end det andre borgere får.
  • Der skal være et løbende fokus på læring og vidensindsamling i projektet med fokus på både målgruppe og brobygning mellem region og kommune, så der ved projektets udløb er sket en forankring af tværgående viden i både Region Hovedstaden og Københavns Kommune.

Økonomi

Der er i projektet et krav om medfinansiering, som Socialforvaltningen og Regionen imødekommer via administrativt overhead, styregruppe, planlægning og evaluering. Der ansøges om fuld dækning af lønudgiften til medarbejdere i køretøjet samt indkøb og indretning af køretøj.

Der er afsat 5 mio. kr. til projektet over to år, fordelt med 2,7 mio. kr. i 2015 og 2,3 mio. kr. i 2016, som skal fordeles mellem Socialforvaltningen, Københavns Brandvæsen og Region Hovedstaden.

Beslutning

Kontorchef Gitte Bylov Larsen deltog under punktets behandling.  

Indstillingen blev godkendt.
Til top