Mødedato: 27.05.2015, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

MultifunC København

Socialudvalget skal tage stilling til den fortsatte drift af MulitfunC København, der er en døgninstitution til udsatte og kriminalitetstruede unge. Indstillingen er en opfølgning på den orientering om tilpasning af MultifunC, som Socialudvalget blev præsenteret for d. 8. oktober 2014.

Tidligere beslutninger

 

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller overfor Socialudvalget,

  1. at Socialudvalget godkender, at MultifunC lukkes med henblik på senere opstart af nyt tilbud

Problemstilling

a. Baggrund
Inspireret af de norske og svenske erfaringer blev der i Finansloven for 2009 afsat midler til at afprøve MultifunC konceptet i Danmark. MultifunC København blev etableret 1. juni 2011 i tæt samarbejde med Socialstyrelsen. Forvaltningen havde store forventninger til MultifunC København som institutionen til behandling af unges kriminelle adfærd, men var også indstillet på, at det ville tage tid at implementere konceptet, og at det ikke var en nem opgave. 

MultifunC konceptet er baseret på forskningsbaseret viden om, hvordan en institution kan konstrueres for at opnå de bedste resultater for unge med alvorlige adfærdsproblemer. Konceptet stiller derfor store krav til ledelsesstruktur, teamorganisering, målgruppeafgrænsning m.m., som er detaljeret beskrevet i en manual sammen med de evidensbaserede metoder.  Det gør, at institutionen er dyr. En helårsplads på MultifunC koster 4,3 mio. kr., mens en helårsplads på Nexus til sammenligning koster 1,2 mio. kr. Sammenligningen skal ses i sammenhæng med, at ideen i MultifunC er kort og intensiv behandling og derefter tilbage til familien, mens Nexus er et mere traditionelt varigt døgntilbud for kriminalitetstruede unge.  

b. Erfarede udfordringer
Det har i praksis været vanskeligt at efterleve de meget stramme retningslinjer, der er stillet op. Eksempelvis foreskriver manualen, at de ambulante behandlingsforhold, som ligger efter institutionsanbringelsen, skal være afklaret allerede inden anbringelsens start. Denne afklaring har været vanskelig at efterkomme, da anbringelserne på MultifunC i praksis ofte sker akut og uden mulighed for en forudgående afklaring. Herudover har det vist sig at være vanskeligt at fastholde kompetente medarbejdere, der har ønsket og kunnet arbejde efter den meget rigide og konsekvente metode.

Endvidere har der været udfordringer med at finde tilstrækkeligt mange unge, der passede ind i den snævre målgruppedefinition, og der har generelt været lav efterspørgsel på pladserne.Det har betydet en lav belægning og enhedsudgifter der er højere end forventet.

c. Resultater
Forvaltningen har, i samarbejdet med Socialstyrelsen, løbende forsøgt at håndtere udfordringerne. Fx har man både i 2013 og 2014 gjort en indsats for at fremme brugen af de ubesatte pladser ved at ændre på praksis for visitationen, således at alle sager, hvor en kriminalitetstruet ung står over for en anbringelse uden for hjemmet, er blevet videregivet til visitation til MultifunC. Ligeledes er der, for at minimere omkostningerne, foretaget en nedjustering i ledelseslaget på institutionen i forhold til de oprindelige krav i MultifunC konceptet. 
De gode resultater er imidlertid udeblevet. De unge har ikke i forventet grad minimeret deres kriminelle risikoadfærd, og forvaltningen oplever stadig, at der er udfordringer med økonomien, vanskeligheder med belægningen og et ufleksibelt MultifunC koncept.

27 unge har været indskrevet på MultifunC København siden opstarten. Af dem har ni unge gennemført et fuldt MultifunC forløb i form af institutionsophold og den følgende familiebehandling i ambulant regi (udslusning). MultifunC konceptet tilskriver, at den unge skal tilbage i et ordinært skoletilbud. Det er imidlertid kun i få tilfælde lykkedes at finde et passende skoletilbud til målgruppen for MultifunC.

Løsning

En lukning af MultifunC
Socialforvaltningen anbefaler en afvikling af MultifunC fordi, det på nuværende tidspunkt kan konstateres, at de gode resultater stadig udebliver, og at udfordringerne fortsætter. Samtidig er det forvaltningens vurdering, at de justeringer af MultifunC konceptet, som Socialstyrelsen har indvilliget i, ikke har været tilstrækkelige til at ændre væsentligt på de erfarede udfordringer. 

Socialforvaltningen indstiller også til en lukning af MultifunC, fordi det kan konstateres, at der er et fald i antallet af sager, der behandles i ungesamrådet, dvs. unge, som fremstilles i grundlovsforhør og står overfor en mulig varetægtsfængsling. På den baggrund, og sammenholdt med et generelt fald i ungdomskriminaliteten, har forvaltningen en formodning om, at der i fremtiden vil være færre unge, der har behov for et tilbud, som det, der tilbydes på MultifunC, men muligvis flere i en lettere målgruppe, der har behov for noget andet og mindre indgribende. 

En lukning af MultifunC indebærer, at samarbejdet med Socialstyrelsen ophører, og at der ikke sker genansættelser af de nu ubesatte stillinger. Nuværende medarbejdere opsiges eller opfordres til at søge andre stillinger i Socialforvaltningen. De fire unge, som pt. er indskrevet på MultifunC, vil alle være udskrevet fra MultifunC ultimo juni, så der vil ikke være behov for at flytte dem til andre institutioner. De fire unge overgår efter udskrivningen til den ambulante behandlingsdel, som føres til ende, og som varetages af Borgercenter for Børn og Unge.

Socialforvaltningen har, via MultifunC konceptet, opnået værdifuld erfaring med evidensbaserede metoder, som allerede i dag indgår i andre af Socialforvaltningens tilbud, og som forvaltningen fortsat vil arbejde med og videreudvikle. Eksempelvis bruges ART, som er en metode til håndtering af vrede, i flere af forvaltningens tilbud, ligesom PMTO, en metode målrettet familier med udadreagerende børn, anvendes i forvaltningens familiehuse og i nogle dagtilbud. Selve institutionen og konceptet ”MultifunC” vurderer forvaltningen er for ufleksibelt og først og fremmest for dyrt ifht. effekt.

En omlægning af MultifunC
En anden løsning kunne være en omlægning af MultifunC, til en ny MultifunC ”light” institution til udsatte og kriminalitetstruede unge. Institutionen vil i givet fald ikke kunne kaldes MultifunC, da kravet til MulitifunC konceptet som evidensbaseret program ikke vil være opfyldt. En MultifunC light institution vil skulle være mindre udgiftstung og have en større fleksibilitet i forhold til forvaltningens øvrige tilbud. En MultifunC light institution skulle bygge på en række af de centrale elementer fra det nuværende behandlingskoncept, herunder de evidensbaserede metoder og den familie- og helhedsorienterede indsats. En MultifunC light institution kunne videreudvikles og organiseres i tråd med Socialforvaltningens program på ungeområdet tæt på familien, hvor den differentierede, fleksible og intensive unge- og familieindsats er i fokus.

Forvaltningen anbefaler imidlertid pt. en lukning af MultifunC institutionen, da det endnu er for uafklaret, hvad det er for typer tilbud, der er behov for, og hvor stor den reelle efterspørgsel er. Der opleves pt. et kraftigt fald i unge, der begår kriminalitet og dermed også i målgruppen for MultifunC. Muligvis vil det være mere hensigtsmæssigt med et helt andet koncept for bynære korttidsanbringelser af unge.

Forvaltningen foreslår, at der, inden der tages stilling til etableringen af en ny institution, foretages en kapacitetsanalyse af, hvilken type og hvor mange pladser der er behov for. En sådan analyse skal tage udgangspunkt i allerede eksisterende tilbud til målgruppen af kriminelle og kriminalitetstruede unge, hvor forvaltningen allerede tilbyder døgnpladser på Nexus, Den flyvende hollænder, Brydes allé, og køber pladser på andre pædagogiske opholdssteder. Analysen skal give et mere solidt grundlag for etableringen af et nyt tilbud, som sammentænkes med forvaltningens øvrige tilbud, herunder tæt på familien, med fleksible og skræddersyede løsninger til den enkelte unge. Der vil ved en lukning og en efterfølgende opstart af et nyt tilbud være mulighed for at skabe et skræddersyet match mellem en ny medarbejdergruppe og de pædagogiske opgaver, som et nyt tilbud indeholder.

Socialforvaltningen vil, sammen med Socialstyrelsen, de nordiske lande og region Midt, i løbet af 2015 afholde en konference med det formål at udveksle læringspointer fra MultifunC.

En videreførelse af MultifunC
Den tredje mulighed er at videreføre MultifunC i den form, institutionen har i dag, dvs. som manualbaseret koncept for behandling af den samme målgruppe som i dag og med et fortsat samarbejde med Socialstyrelsen. Det er dog forvaltningens vurdering, at udfordringerne med at finde tilstrækkeligt mange unge, der kan leve op til målgruppekriterierne vil fortsætte. Det har siden opstart i 2011 været en udfordring, og forskellige tiltag, om fx at ændre på visitation, har ikke kunnet ændre på den lave belægning, hvorfor MultifunC fortsat vil være økonomisk udfordret.

Økonomi

Socialforvaltningen har hidtil haft en aftale med Socialstyrelsen om at få tilskud til delvis dækning af driften på hhv. 4,6 mio. kr. i 2014 og 3,0 mio. kr. i 2015. Socialstyrelsen har endnu ikke udbetalt denne driftsstøtte, og forventningen er, at den ikke vil fortsætte. Forvaltningen vil nu henvende sig til Ministeriet med henblik på afklaring af spørgsmålet om den udestående driftsstøtte.

En lukning af MultifunC
Der vil være en et-årig økonomisk konsekvens i og med, at medarbejdere skal opsiges eller opfordres til at søge andre stillinger i forvaltningen. De samlede udgifter ved drift i afviklingsperioden vil udgøre op til 4,3 mio. kr., som afholdes indenfor rammen. Dette skal dog ses i lyset af, at der i perioden under alle omstændigheder også vil være udgifter til drift af tomme pladser, såfremt tilbuddet fortsættes i 2016, således at der reelt er tale om en mindre udgift i overgangsperioden.

Den besparelse, som opnås ved en lukning af MultifunC, tilbageføres til købsbudgettet i Borgercenter for Børn og Unge, idet forvaltningen fortsat vil skulle give de rette tilbud til unge i målgruppen.

En omlægning af MultifunC
En MultifunC light institution vil koste mellem 12 og 14 mio. kr., afhængigt af antallet af pladser, der skal etableres, målgruppen og indholdet af tilbuddet

En videreførelse af MultifunC
En evt. videreførelse af MultifunC, i den form institutionen har i dag, vil koste 17,6 mio. kr. årligt. Da forvaltningen forventer en belægning på 50 pct., svarer det til en udgift på cirka 4,3 mio. kr. for en helårsplads. Ved evt. videreførelse af MultifunC, uden ændring af konceptet, vil der, i forhold til det eksisterende budget, skulle finansieres yderligere 5,3 mio. kr. pga. bortfald af tilskud fra Socialstyrelsen og den lave belægningsgrad.

Videre proces

Som konsekvens af indstillingen vil forvaltningen undersøge, om de tilbud, der pt. er til målgruppen af kriminelle og kriminalitetstruede unge, er tilstrækkelige, eller om der er behov for yderligere. Resultatet af undersøgelsen vil blive fremlagt overfor Socialudvalget primo 2016.

Herudover vil forvaltningen orientere medarbejderne om Socialudvalgets beslutning d.28.maj. De fire unge, der til og med juni er indskrevet på MultifunC, vil blive orienteret om lukningen d. 29.maj. Sagen om MultifunC vil efter d. 29. maj ikke længere være fortrolig.
                 Anette Laigaard/

                                                  Sven Bjerre

Beslutning

Vicekontorchef Mie Rohde Laursen og kontorchef Poul Ertner deltog under punktets behandling.  

Indstillingen blev godkendt.
Til top