Mødedato: 27.05.2015, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Specialisering af Emdrupgård

Socialforvaltningen ønsker at specialisere institutionen Emdrupgård, så den målrettes børn og unge med psykiatriske problemstillinger.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller overfor Socialudvalget,

  1. at Socialudvalget godkender, at målgruppen for Emdrupgård ændres fra udsatte børn og unge, der har brug for en særlig indsats, til børn og unge med komplekse psykiatriske problemstillinger.
  2. at Socialudvalget godkender, at Emdrupgård skifter navn til Specialinstitution Emdrupgård og overgår fra Center for Dag- og Døgninstitutioner for Skolesøgende Børn til Center for Socialpædagogik og Psykiatri.
  3. at Socialudvalget godkender, at Emdrup Kollegiet bliver en del af Specialinstitutionen Emdrupgård.

Problemstilling

Institutionen Emdrupgård består i dag af en døgnafdeling med 8 pladser og et dagbehandlingstilbud med 24 pladser, der er organiseret under Center for Dag- og Døgninstitutioner for Skolesøgende Børn. På samme matrikel ligger Emdrup Kollegiet med 8 pladser, som er et udslusningstilbud for unge med psykiske vanskeligheder under Center for Socialpædagogik og Psykiatri.

Emdrupgårds døgnafdeling har i et stykke tid oplevet en faldende efterspørgsel og har gennem de seneste år forsøgt at omstille sig ved at tilbyde kortere og mere intensive forløb. Omstillingen har ikke haft den ønskede effekt, bl.a. fordi udsatte børn og unge i dag i højere grad end tidligere anbringes i familiepleje i forlængelse af forvaltningens strategi om tidligere og mere familieorienterede indsatser.

Samtidig oplever Borgercenter Børn og Unge en mangel på specialiserede dag- og døgnpladser til børn og unge med psykiatriske problemstillinger. Socialforvaltningen ønsker derfor at specialisere Emdrupgård, så institutionen fremover kan tilbyde børn og unge med psykiatriske problemstillinger et specialiseret døgn- og dagtilbud af høj kvalitet.

Løsning

Oprettelse af Specialinstitutionen Emdrupgård

Det ændrede anbringelsesmønster betyder, at særligt efterspørgslen efter døgninstitutioner målrettet udsatte børn og unge i skolealderen er faldende. Socialforvaltningens kapacitetsanalyse for 2015 viser, at dette mønster forventes at fortsætte, således at der i 2015 vil være 15 tomme helårspladser på institutionerne under Center for Dag- og Døgninstitutioner for Skolesøgende Børn. Dette billede skal sammenholdes med, at der under Center for Socialpædagogik og Psykiatri forventes at komme til at mangle ca. 5 helårspladser i 2015. Stigningen i antallet af børn og unge med psykiatriske vanskeligheder, som har behov for en social indsats, er en generel tendens på landsplan og forventes at fortsætte.    

Socialforvaltningen ønsker i lyset af det ændrede behov at etablere et samlet, specialiseret tilbud for børn og unge med komplekse psykiske vanskeligheder og på den måde styrke muligheden for at hjælpe disse børn og unge til bedre trivsel, så de på sigt oplever social mobilitet som resultat af en god skolegang og solide tilværelseskompetencer. Ved at specialisere Emdrupgård tager Socialforvaltningen også et organisatorisk vigtigt skridt, der afspejler det ændrede anbringelsesmønster, hvor udsatte børn og unge uden specialiserede behov så vidt muligt anbringes i familiepleje frem for på døgninstitution.

Den nye Specialinstitution Emdrupgård vil med et væsentlig andet indhold end det nuværende Emdrupgård kunne tilbyde den nye målgruppe af børn og unge med komplekse psykiatriske problemstillinger den indsats, de har behov for. Specialinstitutionen Emdrupgård, vil bestå af tre afdelinger:
  • En døgnafdeling med otte pladser målrettet børn og unge i alderen 13-18 (23) år.
  • Emdrup Kollegiet med otte pladser målrettet unge mellem 16-18 (23) år. Kollegiet vil fungere som udslusningsboliger for døgnafdelingen på Emdrupgård, Center for Socialpædagogik og Psykiatris øvrige institutioner samt andre institutioner.
  • Dagbehandlingstilbud med fireogtyve pladser målrettet børn og unge i den skolepligtige alder, herunder de børn på døgnafdelingen, der har behov for dagbehandling. Ændringer af Emdrupgårds dagbehandlingstilbud vil ske i samarbejde med Børne- og Ungdomsforvaltningen.

Specialinstitutionen Emdrupgård etableres under Center for Socialpædagogik og Psykiatri, da dette center har ekspertisen i forhold til børn og unge med komplekse psykiatriske problemstillinger. Dermed gives mulighed for faglig synergi og udvikling mellem Specialinstitutionen Emdrupgård og de øvrige institutioner i centret.

På Specialinstitutionen Emdrupgård vil de kognitive metoder og pædagogiske principper, stemme overens med de øvrige institutioner under Center for Socialpædagogik og Psykiatri. Metoder som MI (motiverede samtale), ART (Aggression Replacement Training) og app’en Min Vej vil fx være en del af metodeviften, og der vil naturligvis være fokus på fleksibilitet og individuelt tilpassede indsatser med omsorg for familiens, barnets eller den unges psykiske og sociale vanskeligheder.  

Proces

Der er ingen børn og unge, der skal flyttes i forbindelse med specialiseringen af Emdrupgård. Det betyder, at de børn og unge, der i dag er indskrevet på institutionen, vil fortsætte deres forløb på hhv. dagbehandlings- og døgntilbud.

På Emdrupgårds døgnafdeling er der kun ganske få unge i dag, så specialiseringen vil for dem få den konkrete betydning, at de får flere bofæller, og at disse vil have andre udfordringer end dem, som de førhen har været sammen med. Der vil være et stort ledelsesmæssigt fokus på at få specialiseringen til at fungere så godt som muligt for den enkelte unge, og personalet vil arbejde med differentierede pædagogiske og kognitive metoder i forhold til de enkelte børn og unges forskellige behov. Socialforvaltningen har desuden en forventning om, at specialiseringen vil skabe en positiv udvikling for både personale og beboere på døgnafdelingen, der i et stykke tid har været præget af tomme pladser og usikkerhed om tilbuddets fremtid.  

Der er fuld belægning på Emdrupgårds dagbehandlingstilbud, og alle elever vil kunne fortsætte uændret på trods af specialiseringen af Emdrupgård. Socialforvaltningen vil i dialog med Børne- og Ungeforvaltningen drøfte muligheden for at visitere efter den nye målgruppe i takt med at der frigøres pladser i dagbehandlingstilbuddet.

Emdrup Kollegiet blev i forbindelse med lukningen af Tølløse lagt under Center for Socialpædagogik og Psykiatri, så specialiseringen af Emdrupgård betyder organisatorisk, at kollegiet kommer til at høre under den samlede Specialinstitution Emdrupgård.   

Etablering af Specialinstitutionen Emdrupgård vil ske gradvist. Visitationen af den nye målgruppe vil ske under hensyn til allerede indskrevne børn og unge, og indfasningen af børn og unge fra den nye målgruppe vil ske i takt med, at medarbejderne er blevet klædt på til at løfte opgaven, og personalenormeringen er på plads. I overgangsperioden vil Emdrupgård blive understøttet af medarbejdere fra staben og andre institutioner i Center for Socialpædagogik og Psykiatri. Centersygeplejersken og centervisitatoren vil bl.a. støtte og supervisere medarbejderne, og der vil være kompetencer til stede fra andre institutioner i centeret, der kan understøtte implementeringen og udviklingen af metoderne på Emdrupgård. Ønsker konkrete medarbejdere ikke at arbejde med den nye målgruppe, vil de så vidt muligt blive tilbudt andre stillinger i forvaltningen.
 

Økonomi

De børn og unge, der aktuelt er visiteret til Emdrupgård, fortsætter til samme takst. Specialiseringen af Emdrupgård fokuserer på døgnafdelingen og kollegiet, hvilket afspejles i en takstøgning på disse pladser på det specialiserede Emdrupgård. Der vil ikke være nogen takstforøgelse på dagbehandlingstilbuddet.    

Der vil som følge af specialiseringen være behov for medarbejdere med mere specialiserede kompetencer og en større bemanding på Specialinstitutionen Emdrupgård. De nuværende medarbejdere vil blive klædt på til at arbejde med den nye målgruppe via kompetenceforløb. Udgifterne til kompetenceudviklingen afholdes inden for rammen.

Antallet af normerede pladser ændres ikke på det specialiserede Emdrupgård. Som følge af den ændrede målgruppe, der kræver mere specialiserede personaler og en større bemanding, forventes den samlede omkostning forbundet med driften af pladserne at blive forøget med knap 6,9 mio. kr. årligt. Heraf dækkes 615.000 kr. med en basisbevilling til kollegiet, hvilket er i overensstemmelse med hvad lignende hybeltilbud bevilliges og afholdes inden for egen ramme.

Specialiseringen vil derudover blive finansieret via en forøgelse af taksten på døgn- og kollegiepladserne svarende til en samlet stigning på ca. 6,2 mio. kr. ved fuld belægning. Taksterne på Emdrupgård vil være sammenlignelige med Center for Socialpædagogik og Psykiatris øvrige institutionspladser. Specialiseringen finansieres inden for Socialudvalgets egen ramme på bevillingsområde Børnefamilier med særlige behov, med midler der er frigjort i forbindelse med en reduktion af døgnpladser som følge af institutionslukninger. 
 

Videre proces

Den videre proces, der leder op til oprettelsen af Specialinstitutionen Emdrupgård indebærer, at:

  • der d. 11.05.15 blev afholdt et personalemøde, hvor der blev orienteret om tilpasningen af institutionen.
  • der i uge 20-22 blev taget individuel kontakt til forældre og børn tilknyttet Emdrupgårds døgnbehandling, da omstillingen berører ganske få børn.
  • der d. 18.05.15 blev afholdt forældrerådsmøde med efterfølgende forældremøde for forældre med børn på Emdrupgårds Dag- og døgnbehandlingstilbud.
  • der bliver afholdt individuelle medarbejdersamtaler, hvor der vil være fokus på medarbejderens kompetencer og udviklingspotentiale samt ønsker i forhold til arbejdet med den nye målgruppe. Det er forventningen, at personalet generelt er godt klædt på til den pædagogiske indsats, men at der vil være behov for opkvalificering i forbindelse med kognitive metoder såsom den motiverende samtale (MI), Aggression Replacement Training (ART) mv.
  • samarbejdspartnere, herunder BUF, Socialtilsyn, Psykiatrien m.fl. orienteres i juni.
  • der afholder AfdelingsMED møde i både Center for Dag- og Døgninstitutioner for Skolesøgende Børn og Center for Socialpædagogik og Psykiatri. 
  • den nye institutions faglige sammensætning afklares, for at sikre en effektiv drift og understøtte en glidende overgang til den administrative opgaveløsning i Center for Socialpædagogik og Psykologi per 1. september 2015.
  • medarbejdere og ledere kompetenceudvikles efteråret 2015.
  • den endelig omstilling forventes færdig ultimo 2015

.

 

 


Anette Laigaard                                
                                                                                    /    Ane K. Christensen    

Beslutning

Vicekontorchef Mie Rohde Laursen og kontorchef Poul Ertner deltog under punktets behandling.  

Indstillingen blev godkendt med den tilføjelse, at forvaltningen forelægger en status på omstillingen af institutionen inden jul.

 

Til top