Anlægsindstilling til flytning af Bocenter Hedelund, del af 2. etape - Hermann Koch Gården
I Kickstart København 2010 blev afsat midler til flytning af Bocenter Hedelund til København. Som en del af planens 2. etape skal der nu indgås lejeaftale om Hermann Koch Gården og frigøres anlægsmidler til ombygning af ejendommen samt flytteudgifter.
Indstilling og beslutning
Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget anbefaler Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen at godkende
1. at Københavns Ejendomme bemyndiges til at indgå en lejekontrakt om Hermann Koch Gården, Hornemanns Vænge 9, 2500 Valby til brug for flytning af Bocenter Hedelund,
2. at deponering på 22,2 mio. kr. for ejendommen bortfalder i overensstemmelse med Kickstart, hvilket indebærer, at der foretages et tilsvarende træk på kommunens låneramme i 2011,
3. at der gives en anlægsbevilling på 16,844 mio. kr. (p/l 2011) til ombygning og indretning af Herman Koch Gården på Socialudvalgets bevillingsområde Voksne med særlige behov, funktion 5.38.50.3. Udgiften fordeler sig med 6,647 mio. kr. i 2011 og 10,197 mio. kr. i 2012,
4. at der gives en anlægsbevilling i 2012 på 0,750 mio. kr. (p/l 2011) til at dække udgifter relateret til flytning af Bocenter Hedelund til Hermann Koch Gården på bevillingsområde Voksne med særlige behov, funktion 5.38.50.3,
5. at der af bevillingen på 16,844 mio. (p/l 2011) overføres 6,531 mio. kr. i 2011 og 9,797 mio. kr. i 2012 fra Socialudvalgets bevillingsområde Voksne med særlige behov, funktion 5.38.50.3 til Kultur og Fritidsudvalgets bevilling Københavns Ejendomme funktion 5.38.50.3 til at dække ombygningsudgifterne,
6. at 0,516 mio. kr. som er den resterende del af bevillingen på 16,844 mio. (p/l 2011) forbliver i Socialforvaltningen til at dække udgifter på 0,400 mio. kr. til montering i 2012 og 0,116 mio. kr. til projektlederhonorar i 2011,
7. at finansiering af tomgangsleje i ombygningsperioden på 3,387 mio. kr. vil indgå i forhandlingerne om overførselssagen.
Problemstilling
Ved Kickstart København af 25. marts 2010 blev Socialforvaltningen tildelt 34 mio. kr. til at flytte Bocenter Hedelund til København. En del af 2. etape af denne flytteplan, som omfatter 40 beboere, skal nu realiseres. I den forbindelse skal Borgerrepræsentationen tage stilling til indgåelse af lejemål for Hermann Koch Gården, Hornemanns Vænge 9, 2500 Valby og en anlægsbevilling til ombygning af ejendommen.
Løsning
Lejemålet
Københavns Ejendomme og Socialforvaltningen har forhandlet med Postfunktionærernes Andelsboligforening om at indgå lejekontrakt for det tidligere plejehjem Hermann Koch Gården til brug for boliger for beboere fra Hedelund. (2. etape af udflytningen fra Hedelund).
Ejendommen består af en boligbygning med kælder, stuen, 1. og 2. sal. og en et-etagers aktivitetsbygning med centralkøkken og store fælleslokaler til fællesspisning, aktiviteter, mulighed for større forsamlinger og administration. De 2 bygninger forbindes af en et-etagers mellembygning med hovedindgang og personalefaciliteter.
Ejendommen, hvis samlede areal udgør 4.468 m2, vurderes at være i god stand og det er Socialforvaltningens opfattelse, at bygningen egner sig godt til formålet. Det er aftalt med udlejer, at lejemålet overtages fra 1. august 2011.
Ombygningsprojektet
Socialforvaltningen her i samarbejde med Københavns Ejendomme, ingeniørfirmaet Wissenberg A/S og repræsentanter fra Hedelund udarbejdet et projekt, som omfatter ombygning af 80 eksisterende 1-rums boliger til 40 nye 2-rums boliger, hver med 53 m2 bruttoareal, samt en 1-rums akutbolig. Alle 2-rums boliger får eget køkken og bad.
14 af de 40 boliger indrettes i stueetagen som handicapboliger med handicapegnede toiletter og med opsætning af skinner som forberedelse for en evt. senere anvendelse af loftslifte. De øvrige boliger fordeler sig med 13 boliger og en 1-rums akutbolig på 1. sal samt 13 boliger på 2. sal. For enden af gangarealerne skabes dagslystilgang ved at isætte glaspartier.
Udover boligerne indrettes fælleslokaler, dels på boligetagerne, dels i forbindelse med arealer i aktivitetsbygningen. Desuden indrettes personalefaciliteter.
De eksisterende køkkenmaskiner overtages fra de tidligere brugere og det er vurderet, at det eksisterende produktionskøkken herefter kan genbruges, som det er.
Der udføres en generel opgradering af bygningen bl.a. ved gennemførelse af malerarbejder, udskiftning af lofter, og delvis udskiftning af linoleum.
El-installationer og ventilationsanlæg gennemgås og genoprettes i nødvendigt omfang, ligesom der etableres nyt automatisk brandalarmeringssystem, nye it-installationer og nyt låsesystem.
Tidsplan
Under forudsætning af byggetilladelse er givet forventes ombygningen at starte i august 2011. Med en planlagt byggeperiode på ca. 7 måneder efterfulgt af montering, forventes ejendommen klar til indflytning i april 2012.
Status for plan for udflytning af Hedelund
Projektet for Hermann Koch Gården udgør en del af 2. etape af planen for flytning af Bocenter Hedelund til København. Tabel 1 viser status for den samlede plan for flytningen af Hedelund.
Tabel 1 - status for plan for udflytning af Bocenter Hedelund
|
Etape |
Antal boliger |
Indflytning |
Boliger på Rønnebo |
1 |
56 |
Juni 2011 |
Boliger i Ringergården |
1 |
27 |
September 2011 |
Boliger på Hermann Koch Gården |
2 |
40 |
April 2012 |
Boliger på Sundholm |
2 |
14 |
Januar 2012 |
Ældreboliger |
2 |
33 |
Januar 2012 |
Boliger Hedelund i alt |
|
170 |
|
Med realisering af boligerne i Tabel 1 forventes udflytningen af Hedelund at være tilendebragt i april 2012.
Effekt
Indstillingen er med til at opfylde Socialudvalgets pejlemærke om at flere borgere på socialpsykiatriske bocentre flytter til mere selvstændige boformer.
Økonomi
Bocenter Hedelunds flytning til København finansieres af bevilling på 34 mio. kr. fra Kickstart København. Midlerne er placeret på Bevillingsområde Voksne med særlige behov, funktion 5.38.50.3.
Af anlægsbevillingen på 16.844 mio. kr. overføres 6,531 mio kr. i 2011 og 9,797 mio. kr. i 2012 til Københavns Ejendomme fra Socialforvaltningens bevillingsområde Voksne med særlige behov, funktion 5.38.50.3 til Kultur og Fritidsudvalgets bevilling Københavns Ejendomme funktion 5.38.50.3 til at dække renoveringsudgiften. Beløbet indeholder honorar til Københavns Ejendommen på 1,5% svarende til 0,247 mio. kr.
Den resterende del af bevillingen på 16,844 mio. kr. (0,516 mio. kr.) forbliver i Socialforvaltningen til at dække montering (0,400 mio. kr.) og projektlederhonorar (0,115 mio. kr.). Herudover forbliver bevillingen på 0,750 mio. kr. til flytteudgifter i Socialforvaltningen.
Driftsudgifter vedrørende erstatningspladserne på Hermann Koch Gården vil blive dækket indenfor Bocenter Hedelunds nuværende budget.
Deponering på 22,2 mio. kr. bortfalder i overensstemmelse med aftalen om Kickstart, hvilket indebærer, at der foretages et tilsvarende træk på kommunens låneramme i 2011.
Med Kickstart blev der også truffet beslutning om, at Socialforvaltningen ikke skal afholde udgifter til tomgangsleje i ombygningsperioden. Der skal derfor tages stilling til, hvordan Københavns Ejendommes indtægtskrav på husleje dækkes i perioden.
Tabel 2 – Enhedspriser1) pr. bolig ( i mio kr. (p/l 2011)
Anlægsudgift/bolig - HKG |
Anlægsudgift/bolig - Rønnebo |
0,421 2) |
0,277 3) |
1) Det er vanskeligt at sammenligne enhedspriser for boliger som indrettes i eksisterende bygninger. F.eks. er bygningens beskaffenhed (indretning, vedligeholdelsestilstand og omfang) afgørende for, hvor omfattende ombygningen og moderniseringen vil blive.
2) Enhedsprisen på 0,421 mio. kr. gælder for 40 2-rums boliger, hvoraf 14 er indrettet som hadicapegnede boliger.
3) Enhedsprisen på 0,277 mio. kr. gælder for 56 boliger, hvoraf de 32 er 2-rumsboliger. I de resterende 24 1-rumsboliger er der kun tale om begrænsede indretningsudgifter.
Videre proces
Hvis Socialudvalget godkender indstillingen skal sagen for Økonomiudvalget den 31. maj 2011 og Borgerrepræsentationen den 15./16. juni 2011.
Efter proceduren for inddragelse af Kultur- og Fritidsudvalget i anlægssager og sager om indgåelse af lejemål skal indstillingen sendes til udtalelse i Kultur- og Fritidsudvalget inden behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen
Anette Laigaard / Jens Elmelund
Beslutning
Kontorchef Lars Østergaard overværede punktets behandling.
Indstillingen blev godkendt