Implementering af ny bestemmelse i aktivlovens § 81a om hjælp til udsættelsestruede lejere

Folketinget vedtog den 19. december 2012 en ny bestemmelse i aktivloven om hjælp til udsættelsestruede lejere. Bestemmelsen trådte i kraft 1. januar 2013. Socialforvaltningen orienterer om den forventede praksis og de tilknyttede udgifter.

Socialforvaltningen indstiller,

1. at Socialudvalget tager orientering om forventet praksis og udgifter til ydelser efter den nye bestemmelse i aktivlovens § 81a til efterretning.

Folketinget vedtog den 19. december 2012 en ny bestemmelse til forebyggelse af udsættelser i aktivloven. Bestemmelsen i lovens § 81a giver forvaltningen mulighed for i øget omfang at bevilge en ydelse til udsættelsestruede lejere.

Socialforvaltningen har implementeret bestemmelsen umiddelbart efter 1. januar 2013. Konkret tager forvaltningen stilling til hjælp efter § 81a, når en borger selv henvender sig og søger om hjælp til en huslejerestance, og når kommunen varsles om en mulig udsættelse af boligen på grund af lejerestance. Det sker i almene boliger senest i forbindelse med at den almene boligorganisation oversender sagen til fogedretten, og i øvrige boliger først når fogedretten underretter kommunen om sagens behandling.

Fastlæggelse af praksis

Der er ikke udarbejdet bekendtgørelser eller vejledninger fra ministeriets side vedrørende den nye bestemmelse. Det betyder, at forvaltningen alene kan bygge sine tolkninger på de kortfattede bemærkninger til lovforslaget. Forvaltningen har derfor indtil videre et relativt frit skøn i forhold til, hvordan bestemmelsen tolkes.

Forvaltningen anlægger i praksis en tolkning, der reelt forventes at forebygge udsættelser. Selvom der anlægges en bred tolkning, kan det ikke forventes at alle udsættelser kan forebygges, fordi der skal stilles krav til borgeren om samarbejde i forhold til forebyggelse af udsættelse.

Forvaltningens tolkning betyder konkret, at borgere vil kunne få bevilliget en ydelse, også selvom de i forhold til den konkrete restances opståen har handlet ufornuftigt. Samtidig ønsker forvaltningen at sikre, at der ikke opstår en incitamentsstruktur, som fremadrettet kan opfordre til yderligere uhensigtsmæssig økonomisk prioritering. Dette skal sikres ved, at der i de konkrete sager stilles de krav, der er mulighed for så som samarbejde om administrationsordning, gældsrådgivning, flytning osv.

Bestemmelsen er subsidiær til aktivlovens § 81 om enkeltydelser og servicelovens § 52a om ydelser til børnefamilier. Det betyder, at forvaltningen skal tage stilling til om en ansøger kan få en ydelse til husleje efter disse bestemmelser, før der tages stilling til en ydelse efter § 81a.

Med den nye bestemmelse åbnes der mulighed for, at borgere, som får afslag på støtte til en restance efter § 81, f.eks. fordi deres nuværende bolig var for dyr i forhold til indtægten, nu vil kunne få støtte efter § 81 a i en midlertidig periode til en varig løsning er fundet. Herudover kan der opstilles betingelser for bevillingen om f.eks. indgåelse af en administrationsaftale, hvilket fortsat ikke er muligt efter § 81.

Borgere, som modtager afslag på en ydelse efter aktivlovens § 81a vil kunne klage til Det Sociale Nævn og Ankestyrelsen. Det er derfor muligt, at den praksis, som er skitseret af forvaltningen, løbende må tilrettes i takt med, at ankeinstanserne tager stilling til konkrete sager.

Betingelser for ydelsen

Forvaltningens tolkning af bestemmelsens indhold, herunder betingelserne for, at der kan bevilges en ydelse gennemgås nærmere i bilag 1. Overordnet stilles følgende betingelser i bestemmelse:

-          Der skal være tale om rimeligt begrundede midlertidige huslejeudgifter;

-          Borgeren skal være udsættelsestruet;

-          Det skal på sigt kunne forebygges, at borgeren udsættes;

-         Ydelsen må ikke direkte kompensere borgeren for en økonomisk sanktionering efter beskæftigelsesreglerne;

-         Ydelsen må ikke bevilges til borgere, som selv har økonomisk mulighed for at betale restancen.

Kommunen har mulighed for at opstille betingelser for bevilling af en ydelse. Bestemmelsen nævner direkte samarbejde om plan for flytning, om økonomisk rådgivning og om indgåelse af administrationsaftale.

Det er væsentligt, at bestemmelsen tolkes på en måde, så det hindres, at der kan spekuleres i at undlade at betale husleje i en forventning om, at kommunen betaler opståede restancer. Dette hensyn skal afbalanceres med, at det samlet set kan være bedste løsning at fastholde en borger i en bolig for at forebygge social deroute, også selv om borgeren har udvist uforsvarlig adfærd eller forkert økonomisk prioritering. Det er også væsentligt at påpege, at selv om bestemmelsen udvider området for, hvem der kan opnå kommunal støtte til en restance, så vil alle udsættelser ikke kunne hindres.

Konkret vil forvaltningen opstille betingelse om samarbejde om plan om flytning i alle tilfælde, hvor en borgers økonomi og nuværende husleje ikke hænger sammen. Betingelsen om samarbejde om plan for flytning kan stilles, både hvor borgeren opfylder kriterierne for boligsocial anvisning, og hvor borgeren ikke opfylder disse kriterier, men i stedet kan tilbydes råd og vejledning om at finde en billigere bolig selv.

Forvaltningen vil opstille betingelse om indgåelse af administrationsaftaler i de tilfælde, hvor borgeren modtager en ydelse, som kan administreres (førtidspension og kontanthjælp).

Betingelse om økonomisk rådgivning vil blive stillet til borgere, som har udvist ufornuftig prioritering, men hvor sagsbehandleren vurderer, at borgeren fremadrettet med fornuftig adfærd kan bevare nuværende bolig. Betingelsen kan også stilles i forhold til andre grupper, når borgeren f.eks. har behov for støtte til budgetlægning i forhold til at vurdere deres samlede husleje-formåen.

Med den nye bestemmelse får forvaltningen mulighed for at betinge ydelsen af borgerens samarbejde også i andre relationer. Det sker, at en boligsocial anvisning gennemføres under forudsætning af, at borgeren efter indflytning skal modtage støtte i boligen, men at borgeren efter anvisningen afviser denne støtte. Med § 81a vil der være mulighed for, at forvaltningen opstiller betingelse om borgerens samarbejde også i forhold til forvaltningens opsøgende indsatser.

Målgrupper, som ikke kan opnå støtte

De første tre år en flygtning eller indvandrer er i landet, kan disse alene søge enkeltydelser efter integrationsloven. Integrationslovens enkeltydelsesbestemmelser har hidtil afspejlet aktivlovens enkeltydelsesbestemmelser. Der er dog pt. ikke fremsat forslag om, at der i integrationslovens enkeltydelsesbestemmelser indføres en bestemmelse svarende til aktivlovens § 81a.

Det fastsættes i bestemmelsen, at kommunen selv bærer alle udgifter som følge af bevillinger efter bestemmelsen. Da forslag om bestemmelsen først blev fremsat i slutningen af november 2012, er der ikke afsat midler i budget 2013 til bestemmelsen.

Forvaltningen kan endnu ikke præcist forudsige, hvor store udgifterne som følge af bestemmelsen vil blive, fordi praksis fortsat er under udvikling på baggrund af indkomne ansøgninger. Et forsigtigt skøn er, at Socialforvaltningen forventer at yde støtte til ca. 700 husstande, og at udgiften bliver i alt 7.650.000 kr.

Det er Socialforvaltningens vurdering, at indførslen af ydelsen på sigt vil være udgiftsneutral, da det forventes, at eventuelle merudgifter til efterspørgselsstyrede overførsler vil udlignes af færre udgifter på områder som istandsættelse, genhusning, indskudslån og enkeltydelser til etablering efter udsættelse samt andre udgifter forbundet med udsættelser (ex. krisecentre og herberger).

Imidlertid slår virkningen i forhold til mindre udgifter først igennem efter en periode. Bestemmelsen benyttes allerede i Socialforvaltningen, mens virkningen først ses, når udsættelser reelt på sigt afværges, dvs. efter et halvt til et helt år, alt efter udgiftens karakter. Det er derfor tvivlsomt, om der vil kunne opnås en reduktion i udgifter i forbindelse med udsættelser allerede i 2013.

Det er Socialforvaltningens vurdering, at Københavns Kommunes ekstraudgifter i forbindelse med ydelsen i 2013 vil kunne afholdes indenfor Socialudvalgets nuværende budgetramme på bevillingsområdet efterspørgselsstyrede overførsler. Socialforvaltningen arbejder ud fra en stram praksis i forhold til, at der vil blive opstillet betingelser om administration, samarbejde om flytning, økonomisk rådgivning mv. og det antages, at denne praksis vil medføre udgiftsreduktioner på servicerammerne tilsvarende. Der er imidlertid så stor usikkerhed herom, at det endnu ikke er muligt at kvantificere effekterne.

Forvaltningen vil følge praksis og udgifter efter den nye bestemmelse tæt og fremsætte forslag til budget 2014 om fremadrettet finansiering i samarbejde med Økonomiforvaltningen.

         Anette Laigaard

                                                                  /Gitte Bylov Larsen