Mødedato: 26.09.2007, kl. 16:00

Evalueringsrapport vedr. kompetenceudvikling i 2006

Evalueringsrapport vedr. kompetenceudvikling i 2006

Socialudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 26. september 2007

 

 

12.      Evalueringsrapport vedr. kompetenceudvikling i 2006

SUD 381/2007  J.nr. 381/2007

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Socialforvaltningen fremlægger til orientering for Socialudvalget en evalueringsrapport (Maj 2007) vedr. kurser for medarbejdere i de brugerrettede team i lokalforvaltningen, samt orientering om fremtidige aktiviteter vedr. kompetenceudvikling. 

 

INDSTILLING OG Beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

1.                  at Socialudvalget tager orienteringen om evalueringsrapporten til efterretning

 

Socialudvalgets beslutning i mødet den 26. september 2007

Indstillingen blev tiltrådt.

 

Problemstilling

Familie- og arbejdsmarkedsudvalget besluttede på sit møde den 17. august 2005 at iværksætte en lang række initiativer for at styrke sagsbehandlingen i de lokale centre, herunder introduktionsforløb for nyansatte og en række kursustilbud. Målet var, at der skulle ske en opkvalificering af medarbejderne for at nedbringe antallet af fejl i sagsbehandlingen og forbedre indsatsen overfor brugerne. 

Den evalueringsrapport, som hermed fremlægges for udvalget, er udarbejdet for at undersøge, om kurserne har haft den ønskede effekt.

 

Løsning

I 2006 blev der afholdt 39 kurser a 1 – 3 dages varighed og der var i alt 734 kursuspladser. Kursusemnerne var bl.a. god sagsbehandling, lovgivning, IT og metoder i socialt arbejde i relation til forvaltningens forskellige målgrupper.

 

Evalueringen af kurserne blev foretaget i vinteren 2007 ca. 3 mdr. efter, at kurserne var afviklet.

Undersøgelsen blev gennemført som en spørgeskemaundersøgelse, hvor både medarbejdere og teamchefer skulle besvare en række spørgsmål. De blev spurgt om i hvilken udstrækning kurserne var relevante for deres arbejde og deres oplevelse af kursernes effekt på det daglige arbejde og sagsbehandlingen.

Skemaet blev sendt til 452 medarbejdere og 25 teamchefer.

 

Rapporten viser, at der generelt har været tilfredshed med kurserne blandt både medarbejdere og teamchefer. 88 % af de medarbejdere, som deltog i evalueringen, fandt at kursusindholdet var relevant og 80 % var enige om, at de efterfølgende i dagligdagen har anvendt det, de har lært Vedr. kursernes effekt oplevede 72 % af medarbejderne, at det lærte havde haft en positiv effekt på løsningen af de daglige opgaver. 50 % vurderede, at borgerne ville opleve en positiv forskel i ydelsen som følge af kurserne. Af medarbejdernes besvarelse fremgår det, at mange medarbejdere efterlyser bedre vilkår for at kunne anvende den nye viden i praksis, herunder efterlyser de mere støtte fra deres teamchef. 

Teamchefernes besvarelse af spørgeskemaet viser, at de generelt har været tilfredse med kurserne og at de finder, at kurserne har øget effektiviteten i hverdagen.

 

Hovedkonklusionen i rapporten er, at kurserne har været relevante og at medarbejdere og teamchefer oplever, at kurserne har haft en positiv indflydelse på kvaliteten i sagsbehandlingen og på medarbejdernes jobtilfredshed.

 

Rapporten anbefaler, at forvaltningen opretholder og udvider kursusaktiviteterne.  Der bør gøres en særlig indsats for at sikre implementering af ny viden i praksis, så kurserne får den optimale effekt på kvaliteten i indsatsen.

 

Disse anbefalinger vil indgå i planlægning af de fremtidige aktiviteter, som iværksættes i 2007 og i årene fremover.

 

Anbefalingerne er i maj 2007 drøftet og tiltrådt af en følgegruppe for projektet, hvor medarbejderne er repræsenteret. Følgegruppen fandt endvidere, at det fremover bør tydeliggøres, at  kursusaktiviteter også omfatter og målrettes til udegående medarbejdere, herunder SOSU-personale, pædagogisk personale, opsøgende medarbejdere m.v., hvorved handicapområdet i forvaltningen i højere grad vil blive tilgodeset.

 

Fremadrettede aktiviteter

I budgettet for 2007 og i årene fremover er der afsat kr. 5 mill. årligt til kompetenceudvikling. Indenfor denne ramme tilrettelægges aktiviteter, som skal sikre at forvaltningen er en attraktiv arbejdsplads.

 

Socialforvaltningen vurderer behovene for kompetenceudvikling løbende. De konkrete tiltag retter sig mod medarbejdertrivsel, kurser og faglig udvikling, rekruttering og fastholdelse samt forbedrede og effektive arbejdsgange (LEAN). 

 

Hvert år gennemføres desuden 2 -3 introduktionsforløb for nyansatte medarbejdere. Derudover får alle medarbejdere i de lokale centre et kursuskatalog med tilbud om at deltage i en række kurser, som skal sikre, at sagsbehandlingen og det sociale arbejde lever op til lovgivningens krav og forvaltningens vision og målsætninger. I 2007 har der i kursuskatalogets tilbud været særlig fokus på god sagsbehandling, god kommunikation med borgerne og socialfaglig metodeudvikling. Herudover har der været særlige tilbud om kompetenceudvikling til erfarne medarbejdere. Disse tilbud fortsætter, så forvaltningen kan sikre, at man fastholder og udnytter de erfaringer og den særlige viden, som de erfarne medarbejdere besidder. Endvidere iværksættes målrettet kompetenceudvikling på IT-området. 

 

Socialforvaltningen har således en række fortløbende aktiviteter, som skal tilgodese den grundlæggende kompetenceudvikling, som er nødvendig for at medarbejderne kan løse deres opgaver. Disse suppleres med målrettede og tidsafgrænsede indsatser, som prioriteres i relation til de behov, der opstår i forhold til at opkvalificere forskellige medarbejdergrupper og udvikle en effektiv organisation. Der kan også være behov for at iværksætte kurser for at implementere nye behandlingsmetoder i socialt arbejde i forhold til forvaltningens målgrupper.

 

Socialforvaltningen har på denne måde etableret en rammemodel, som indeholder forskellige emneområder for anvendelsen af den løbende bevilling til kompetenceudvikling.

 

Økonomi

Aktiviteter som følge af rapportens anbefalinger medfører ikke ekstra udgifter, idet der er afsat midler til kompetenceudvikling i budget 2007 og årene fremover, i alt kr. 5 mill. årligt.

 

Videre proces

Ingen

 

Bilag

1.      Evaluering af interne kurser i Københavns Kommune, Spørgeskemaundersøgelse, Maj 2007 (Konsulentfirmaet ARGO)

 

 

 

         Anette Laigaard                              Jens Elmelund

 


 

Til top