Forsøg med brug af gavekort i den sociale stofmisbrugsbehandling
Resumé
Ny lovgivning åbner mulighed for, at kommunerne kan benytte gavekort som en del af den sociale stofmisbrugsbehandling. Den nye lovgivning skaber motivation for fastholdelse af de unge i den social stofmisbrugsbehandling. Socialudvalget skal tage stilling til, om der skal iværksættes et pilotprojekt for brug af gavekort til unge i substitutionsbehandling. Et pilotprojekt vil give et bedre grundlag for at tage beslutning om, hvorvidt gavekort skal være en del af serviceniveauet i den sociale stofmisbrugsbehandling i Københavns Kommune fremover.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen igangsætter et pilotprojekt med brug af gavekort for unge i substitutionsbehandling i Center for Rusmiddelbehandling København. Pilotprojektet løber i hele 2021 og finansieres inden for Center for Rusmiddelbehandling Københavns egen ramme.
Problemstilling
Ny lovgivning åbner mulighed for at kommunerne kan benytte gavekort som en del af den sociale behandling for stofmisbrug. Lovgivningen er blevet vedtaget på baggrund af positive erfaringer fra et forskningsprojekt foretaget af Center for Rusmiddelforskning. Forskningsprojektet med gavekort tog udgangspunkt i individuelle behandlingsforløb efter behandlingskonceptet MOVE og målgruppen var unge i alderen 18-25 år med et hash og kokainmisbrug. Projektet viste en positiv effekt for målgruppen. Loven trådte i kraft 1. januar 2020. Der er ikke afsat statslige midler til indsatsen. Kommunerne skal selv finansiere indsatsen med gavekort og der stilles ikke specifikke krav til kommunerne i forhold til rammer eller indhold ved brug af gavekort.
Af bekendtgørelsen fra Social- og Indenrigsministeriet fremgår det, at ”Kommunalbestyrelsen kan beslutte at anvende gavekort i behandling af stofmisbrug efter reglerne i § 101, stk. 9, i lov om social service, som en del af kommunens generelle serviceniveau. Gavekort anvendes […] med det formål at fastholde personer med et stofmisbrug i behandling.”
Løsning
Formålet med anvendelsen af gavekort i stofmisbrugsbehandlingen er at fastholde borgeren i stofmisbrugsbehandlingen, og herved mindske udeblivelse og understøtte at borgeren opnår sine mål med behandlingen.
Der har været en debat i Center for Rusmiddelbehandling København om brug af gavekort. Fx har det været drøftet, om nogle borgere vil vælge behandling på grund af gavekort og ikke med behandling som mål i sig selv, og med det udgangspunkt ikke vil engagere sig tilstrækkeligt i behandlingen til at opnå en positiv behandlingseffekt. Eller at borgers motivation til at arbejde med sig selv mindskes, når der ikke længere udleveres gavekort som en konkret nu og her belønning.
Grundet ovenstående overvejelser og da forskningsprojektet med gavekort i Center for Rusmiddelforskning ikke omhandlede unge i substitutionsbehandling, foreslår Socialforvaltningen at afprøve brug af gavekort for en afgrænset gruppe i substitutionsbehandling i et pilotprojekt, så erfaringerne kan følges tæt. Projektet adskiller sig fra Center for Rusmiddelforsknings projekt ved, at Center for Rusmiddelbehandling København anvender deres eget konceptet for de specialiserede ungegrupper som ligger tæt op ad MOVE konceptet med samme fokus på et meget struktureret behandlingsforløb. De væsentligste forskelle til det oprindelige MOVE koncept vil derfor være i forhold til den unges rusmiddeltype og at behandlingen tilrettelægges som gruppeforløb med fremmøde to gange ugentligt frem for individuelle forløb med fremmøde 1 gang ugentligt.
Med pilotprojektet ønsker Socialforvaltningen dels at afprøve, om brug af gavekort bidrager til bedre fastholdelse i behandlingen med færre udeblivelser og bedre behandlingsresultater til følge. Specifikt i forhold til substitutionsområdet, vil forvaltningen også afprøve, om gavekort kan motivere de unge til at indgå i socialfaglig gruppebehandling og understøtte en positiv gruppekultur.
Pilotprojektet omfatter alene unge i substitutionsbehandling og ikke unge i behandling for hash- og kokainmisbrug. Borgere som har et misbrug af opioider som fx heroin kan behandles medicinsk med substitutionsmedicin fx Metadon og Buprenorphin og psykosocial behandling . Der er ikke substitutionsmedicin for hash- og kokainafhængighed. Her består behandlingen primært af psykosocial behandling. Årsagen til, at unge i hash- og kokainmisbrug ikke er omfattet af pilotprojektet, er, at behandlingen for hash- og kokain foregrå i grupper, hvor der også er unge med et alkoholmisbrug. Borgere med et alkoholmisbrug er ikke omfattet af lovgivningen om gavekort, hvorfor beløbet på gavekortet vil blive modregnet i den unges sociale ydelser for unge i behandling for alkoholmisbrug. Det er derfor forvaltningens vurdering, at det vil skabe konflikter i de blandede stof- og alkoholungegrupper, hvis gavekort kun er en mulighed for nogle af deltagerne. Unge i behandling for hash- og kokainmisbrug er derfor ikke omfattet af pilotprojektet.
Målgruppe: Forudsætningen for at indgå i pilotprojektet er et forandringsønske i forhold til den specifikke rusmiddelsituation og/eller et ønske om et bedre liv, psykisk, fysisk og/eller socialt. Målgruppen er unge i alderen 18 til og med 29 år, der er indskrevet i substitutionsbehandling og med ønske om og mulighed for at indgå i en ungegruppe med fremmøde to gange ugentligt.
Projektet starter op på behandlingsenheden på Vigerslev Allé, men er et tilbud for alle unge indskrevet i substitutionsbehandlingen i Center for Rusmiddelbehandling København. Det estimeres, at 20 unge fra substitutionsenhederne samlet set vil deltage i pilotprojektet.
Brug af gavekort: Gavekort udløses ved deltagelse i minimum én behandlingssession pr. uge over to uger, dvs. højst ét gavekort pr. deltager hver anden uge. Der kan højst udløses otte gavekort pr. deltager i forløbet. Beløbet på gavekortet er sat til 200 kr. Gavekortets størrelse er samme beløb som gavekortet i forskningsprojektet.
Indsatsens varighed: Indsatsen består af fire måneders gruppebehandling med fremmøde to gange ugentligt á 1-3 timers varighed. Kun deltagelse i denne periode kan udløse gavekort. En ung kan kun deltage en gang i et behandlingsforløb med gavekort. Ved fortsat behandlingsbehov efter de fire måneders projektperiode, vurderes det i samarbejde med den unge, hvilket andet behandlingstilbud der vil være relevant, eventuelt en opfølgningsgruppe med lavere intensitet. Opstart i efterfølgende behandlingsforløb udløser ikke gavekort.
Metode: Målarbejdet er centralt i MOVE-behandlingskonceptet, og deltagerens mål og målopnåelse er et fast tema i alle samtaler. Det samme vil være gældende for pilotprojektet i Center for Rusmiddelbehandling København, som det også er gældende for de øvrige ungegrupper i centret.
Opsamling for pilotprojekt: Der udarbejdes en opsamling for pilotprojektet primo 2022. Opsamlingen vil indeholde en kvalitativ del med borger- og medarbejdervurderinger samt kvantitative data for behandlingseffekt og udgifter. Projektet forventes at omfatte ca. 20 unge og har som succeskriterie, at 75 pct., svarende til 15 unge, gennemfører de planlagte terapeutiske sessioner, og at der er sket progression ift. indsatsmål. Der er ikke rekrutteringsgrundlag til en kontrolgruppe, da alle unge som ønsker behandling i gruppe vil blive tilbudt at indgå i pilotprojektet. I den kvalitative del af opsamlingen vil der være fokus på de unges vurdering af, hvad gavekort har betydet for deres behandlingsforløb samt vurderinger fra medarbejdere, der har erfaring for behandling med og uden gavekort. Med ovenstående data vurderer forvaltningen at have et tilstrækkeligt grundlag for vurdering af, hvordan forvaltningen bør stille sig til brug af gavekort på substitutionsområdet fremadrettet.
Økonomi
Udgiften behæftet med pilotprojektet med gavekort i den sociale stofmisbrugsbehandling beløber sig til 32.000 kr. Udgiften afholdes inden for Center for Rusmiddelbehandling Københavns egen økonomiske ramme.
Videre proces
Når opsamlingen for pilotprojektet er udarbejdet, vil Socialudvalget blive forelagt resultatet. Socialforvaltningen forventer, at sagen vil blive forelagt primo 2022. Socialudvalget vil ved samme lejlighed blive forelagt en indstilling til beslutning om, hvorvidt gavekort skal indgå som en del af serviceniveauet i den sociale stofmisbrugsbehandling fremover.
Mikkel Boje
/ Anders Møller Jakobsen og Eva Stokbro Jensen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.
Vicedirektør Anders Møller Jakobsen og kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.