Mødedato: 26.08.2020, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Finansiering af frivilligcentrene

Resumé

Socialudvalget skal drøfte og tage stilling til den fremtidige finansiering af frivilligcentrene Frivilligcenter Vesterbro/Kgs. Enghave/Valby, Frivilligcenter Amager og Frivilligcenter SR-bistand. Baggrunden er, at Socialudvalget i marts 2019 bad forvaltningen om at vende tilbage med et forslag til en ny model for finansiering af frivilligcentrene.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

1. at Socialudvalget beslutter, om de tre frivilligcentre fra 2021 fortsat skal finansieres gennem § 18-puljen og om det skal ske via model A eller model B:

  • Model A. De tre frivilligcentre finansieres permanent af § 18-puljen med 1,1 mio. kr.

eller 

  • Model B. Status quo fastholdes således, at Socialudvalget hvert år tager stilling til, om der skal reserveres 1,1 mio. kr. i § 18-puljen til finansiering af frivilligcentrene. 

2. at Socialudvalget godkender, at forvaltningen udarbejder et budgetnotat om finansiering af de tre frivilligcentre, som kan løftes af politikerne til budgetforhandlingerne 2021. Budgetnotatet vil indeholde en løsning, hvor frivilligcentrene ikke længere finansieres af § 18-puljen. Hvis der bevilliges midler i budgetforhandlingerne, vil frivilligcentrene derfor ikke længere blive finansieret af § 18-puljen, men i stedet indgå i driften.

Problemstilling

Socialudvalget bad på mødet den 20. marts 2019 om, at forvaltningen forud for uddelingen af § 18-midler for 2021 skulle vende tilbage med en ny model for finansiering af de tre frivilligcentre, hvor finansieringen enten indgår i den løbende drift eller varigt gennem § 18-puljen. Beslutningen om finansieringen af frivilligcentrene indgik oprindeligt i sagen om kriterierne for § 18-puljen 2021, der skulle havde været drøftet den 18. marts 2020, men blev udskudt på grund af Corona-situationen.

De tre frivilligcentre har siden deres etablering været finansieret med 50 % fra kommunens § 18-midler og med 50 % statslig finansiering. Det er en forudsætning for den statslige finansiering, at kommunen støtter hvert frivilligcenter med mindst 350 t. kr.

Løsning

Socialudvalget skal beslutte, om de ønsker, at finansieringen af frivilligcentrene fortsat skal ske gennem § 18-puljen. Det kan enten ske gennem en permanent reduktion af § 18-puljen med 1,1 mio. kr. eller ved, at der årligt reserveres 1,1 mio. kr. i § 18-puljen til finansiering af frivilligcentrene.

Endeligt skal Socialudvalget tage stilling til, om forvaltningen skal udarbejde et budgetnotat til budget 2021 om den fremtidige finansiering af frivilligcentrene. Hvis der bevilliges midler i budgetforhandlingerne, vil frivilligcentrene ikke længere blive finansieret af § 18-puljen, men i stedet indgå i driften.

Model A

Hvis Socialudvalget tiltræder model A, vil § 18-puljen blive permanent reduceret med 1,1 mio., som svarer til det beløb som årligt reserveres til frivilligcentrene. 

Model B

Hvis Socialudvalget derimod tiltræder model B vil finansieringen af frivilligcentrene fortsætte som hidtil, hvor der årligt reserveres 1,1 mio. kr. i § 18-puljen til finansiering af frivilligcentrene.

Budgetnotat

Socialudvalget kan desuden beslutte, at Socialforvaltningen skal udarbejde et budgetnotat om frivilligcentrenes finansiering, som vil kunne indgå i budgetforhandlingerne for Budget 2021, og dermed have virkning fra næste år. Der vil i forbindelse med § 18-uddelingsrunden i efteråret 2020 blive reserveret 1,1 mio. kr. til frivilligcentrene. Hvis frivilligcentrene opnår finansiering i budget 2021, vil underudvalget efterfølgende tage stilling til, hvem der skal have de reserverede midler. Hvis frivilligcentrene opnår finansiering gennem budgettet, vil der årligt være en 1,1 mio. ekstra til uddeling af midler til foreninger, der søger støtte til frivilligt socialt arbejde. Hvis der ikke anvises finansiering ved budgetforhandlingerne, vil frivilligcentrene fortsat blive finansieret gennem § 18-puljen.    

Anbefalinger fra Udsatterådet og Frivilligrådet

Udsatterådet anbefaler, at frivilligcentrene ikke længere skal finansieres gennem § 18-midlerne via Socialforvaltningen, men at finansieringen i stedet findes i kommunens driftsbudget, hvis § 18-puljen ikke reduceres permanent, som konsekvens af en eventuel ny driftsbevilling til frivilligcentrene.

Frivilligrådet bemærker, at hvis der kan opnås en stabil og varig finansiering til frivilligcentrene via budgettet, og dermed frigives ca. 1 mio. kr. i § 18-puljen til uddeling til andet frivilligt sociale arbejde, vil denne løsning være at foretrække. Hvis det ikke er muligt at finde midler i budgetforhandlingerne, støtter rådene model B.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis Socialudvalget tiltræder model A, vil finansieringen af frivilligcentrene fortsat ske gennem § 18-midlerne, hvor der i puljen permanent bliver afsat 1,1 mio. kr. Hvis Socialudvalget derimod tiltræder model B, vil finansieringen også fortsat ske gennem § 18-midlerne, men hvor der årligt reserveres 1,1 mio. kr.

Hvis Socialudvalget godkender 2. at-punkt, vil Socialforvaltningen udarbejde et budgetnotat til budgetforhandlingerne 2021. Hvis der ikke anvises finansiering ved budgetforhandlingerne, vil frivilligcentrene fortsat blive finansieret gennem § 18-puljen.

Mikkel Boje                                       

                                                      / Eva Stokbro Jensen

Beslutning

I forhold til 1. at-punkt godkendte Socialudvalget model A som indebærer, at de tre frivilligcentre finansieres permanent af § 18-puljen med 1,1 mio. kr.

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt.

Enhedslisten og Radikale Venstre havde følgende protokolbemærkning, som Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Fremad tilsluttede sig.
”Partierne Enhedslisten, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Fremad mener, at frivilligcentrene burde være finansieret af kommunens samlede budget og ikke af § 18-midlerne til frivilligt socialt arbejde. Derfor bestiller vi et budgetnotat, som kan indgå i forhandlingerne om budget 2021, med henblik på at sikre vedvarende finansiering af frivilligcentrene og frigøre vigtige § 18-midler til sociale indsatser i en presset pulje, der blev 3 mio. kr. mindre som led i Budget 2020. Indtil den vedvarende finansiering forhåbentlig falder på plads, vælger vi Model A for ikke hvert år at have usikkerhed om centrenes grundfinansiering”.

Kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.

Til top