Mødedato: 26.08.2020, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

B-sag. Ansøgning om puljemidler fra Socialstyrelsens pulje til styrket efterværn til tidligere anbragte unge

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget skal tage stilling til ansøgning om puljemidler til projektet ”Critical Time Intervention som styrket efterværn til tidligere anbragte unge”. Critical Time Intervention er en metode til efterværnsstøtte, som med en individuel og helhedsorienteret tilgang skal støtte unge ved overgangen fra anbringelse til egen bolig. Socialforvaltningen har i midten af juni 2020 søgt om 6,275 mio. kr. til projektet i puljemidler fra Socialstyrelsens pulje ”Ansøgningspulje til styrket efterværn til tidligere anbragte unge”. Ansøgningspuljen er søgt med forbehold for politisk godkendelse i Socialudvalget.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller, 

  1. at Socialudvalget godkender ansøgning om 6,275 mio. kr. til projektet ”Critical Time Intervention som styrket efterværn til tidligere anbragte unge” fra Socialstyrelsens pulje ”Ansøgningspulje til styrket efterværn til tidligere anbragte unge”.
  2. at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningens indtægts- og udgiftsbudget – såfremt Socialstyrelsen imødekommer ansøgningen - justeres med et forventet beløb på i alt 6,275 mio. kr. i perioden 2020-2023, jf. tabel 1 i økonomi­afsnittet.

Problemstilling

I 2019 havde København 150 unge i alderen 18-24 år, der befandt sig i en hjemløse-situation. Ud af disse anslås det, at ca. 60 tidligere har været anbragt. Kommunens egen undersøgelse af hjemløshed blandt unge københavnere, gennemført af VIA i 2015-2016 (”Forebyggelse af hjemløshed blandt unge, udsatte københavnere”) viser ydermere, at 80 % af de unge, som havde modtaget efterværn, dukkede op i voksenområdets Hjemløseenhed inden for to år efter, at deres efterværn var afsluttet. Til trods for det store arbejde der udføres for at skabe en god overgang for de unge til voksenlivet, vidner tallene om, at der er et behov for at sætte tidligere ind og gå nye veje med efterværnsindsatsen.

Løsning

Socialforvaltningen har sendt en ansøgning til Socialstyrelsens pulje ”Ansøgningspulje til styrket efterværn til tidligere anbragte unge”. Puljens formål er at styrke indsatsen for at forebygge hjemløshed blandt tidligere anbragte unge og mindske antallet af tidligere anbragte unge i hjemløshed. Der var ansøgningsfrist den 19. juni 2020, og Socialforvaltningen har søgt om midler til at opstarte projektet ”Critical Time Intervention som styrket efterværn til tidligere anbragte unge”.

Projektet tager afsæt i metoden Critical Time Intervention (CTI) som efterværnsstøtte til unge i overgangen fra anbringelse til egen bolig. Med metoden arbejdes der med Empowerment og Recovery-tankegange, og der tilrettelægges en individuel og helhedsorienteret indsats med afsæt i de unges egne ønsker for forandring. Målgruppen er tidligere anbragte unge mellem 18 og 23 år (herunder unge, som er i efterværn i form af opretholdt anbringelse), der enten befinder sig i en hjemløshedssituation eller vurderes i risiko for at komme i en hjemløshedssituation.

På et af forvaltningens socialpædagogiske tilbud, Hybelinstitutionen, er metoden afprøvet i regi af efterværnsindsatsen – og med gode resultater. Status for nuværende er, at den systematiske og intensive støtte har en positiv virkning i forhold til at forebygge hjemløshed blandt tidligere anbragte unge, samt at den øger de unges mestringskompetencer. I et case- og observationsstudie af indsatsen, som VIVE netop har afsluttet (”Hjemløshed i Danmark 2019, national kortlægning, ”VIVE, 2019), fremhæves initiativet som et innovativt og interessant eksempel på videreudvikling af efterværnsindsatsen til de mest udsatte, tidligere anbragte unge. På trods af de begyndende positive resultater er der imidlertid også områder af indsatsen, som ikke er lykkedes til fulde, bl.a. arbejdet med at styrke de unges netværk. Disse vil derfor være et fokus i projektperioden.

Socialforvaltningen ønsker på baggrund af ovenstående erfaringer at undersøge, om CTI-indsatsen kan bidrage til en mere intensiv, mere effektfuld - men også kortere efterværnsperiode for nogle unge. Med puljemidlerne ønsker forvaltningen desuden at videreudvikle CTI-tilgangen ved dels at udvide målgruppen, så den også omfatter tidligere anbragte unge, som allerede befinder sig i en situation med hjemløshed og dels at arbejde med de områder af den eksisterende CTI- indsats, som forvaltningen hidtil ikke er lykkedes godt nok med. Videreudviklingen af indsatsen vil i høj grad inddrage de unges stemme igennem et udviklings- og dokumentationsdesign, der bygger på principperne fra borgerdreven udvikling.

Projektet forventes at starte i september 2020. Forvaltningen foretager en midtvejsevaluering for at justere og tilpasse indsatsen efter behov. CTI-indsatsen er forankret på Hybelinstitutionen, men midlerne skal ligeledes anvendes til at afsøge, om CTI-tilgangen kan anvendes bredt på anbringelsesområdet.

Økonomi

Hvis Socialudvalget godkender projektet og Socialstyrelsen giver tilsagn til projektet, opjusteres Socialforvaltningens udgifts- og indtægtsbudget med 6,275 mio. kr. i perioden 2020 - 2023, jf. tabel 1. De bevillingsmæssige konsekvenser indarbejdes i relevant førstkommende sag om bevillingsmæssige ændringer.

Herudover indebærer projektet kommunal medfinansiering ved at De Unges Hus allokerer ressourcer til at matche unge og mentorer og yde supervision/vejledning af mentorer, svarende til i alt ca. 200.000 kr. årligt i perioden 2020 – 2023.

Tabel 1: Bevillingsmæssige ændringer

At-punkt

Udvalg

Bevilling

Indtægt (I) /

Beløb i 1.000 kr.*

Varig?

(nr. og navn)

Udgift (U)

(angiv pl-niveau)

ja/nej

 

 

2020

2021

2022

2023

 

2

SUD

3000-

U

507

2.187

2.231

1.350

nej

Børnefamilier med særlige behov

2

SUD

3000-

I

-507

-2.187

-2.231

-1.350

nej

 

Børnefamilier med særlige behov

I alt

-

-

-

0

0

0

0

-

*Øgede indtægter er indikeret med negativt fortegn, mens reducerede indtægter er indikeret med positivt fortegn. Øgede udgifter er indikeret med positivt fortegn, mens reducerede udgifter er indikeret med negativt fortegn.

Videre proces

Hvis Socialudvalget godkender indstillingen, og Socialstyrelsen imødekommer ansøgningen, vil Socialforvaltningen igangsætte projektet ” Critical Time Intervention som styrket efterværn til tidligere anbragte unge”.

Hvis 1. at-punkt ikke godkendes, vil forvaltningen meddele Socialstyrelsen, at ansøgningen trækkes.

Mikkel Boje

                                          / Lise Stidsen Vandahl og Eva Stokbro Jensen

Beslutning

Sagen blev godkendt sammen med dagsordenen.

Til top