Mødedato: 26.06.2019, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

B-sag. Godkendelse af ansøgning til Velux Fonden om Bonusfamilier

Se alle bilag

Resumé

Red Barnet har i samarbejde med Socialforvaltningen ansøgt Velux Fonden om støtte til metodeudviklingsprojektet med arbejdstitlen Bonusfamilier, der er et nyt tilbud til socialt sårbare børn. I projektet finder Red Barnet frivillige familier, der bliver bonusfamilier for de udsatte børn. Red Barnet er hovedansøger på ansøgningen og vil ved bevilling af fondsmidler frikøbe ressourcer i Socialforvaltningen til gennemførsel af projektet. Ansøgningen er sendt den 6. maj 2019.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget godkender Socialforvaltningens ansøgning til Velux Fonden om 2.810.815 kr. til metodeudviklingsprojektet Bonusfamilier.

  2. at såfremt ansøgningen imødekommes justeres Socialforvaltningens indtægts- og udgiftsbudget med i alt 2.810.815 kr. i perioden 2020 – 2023.

  3. at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen bidrager med kommunal medfinansiering på 360.000 kr. i perioden 2020 – 2023 i form af bl.a. juridisk støtte, såfremt der tildeles midler.

Problemstilling

Projektets udgangspunkt er, at børn, der modtager støtte fra Socialforvaltningen, kan have gavn af at blive tilknyttet en familie, der vil engagere sig i barnets liv og give opbakning og omsorg. Vi ved fra forskningen, at en stabil og nær voksenrelation er en central beskyttelsesfaktor for udsatte børn, og projektet skal derfor understøtte, at udsatte børn får en stabil og følelsesmæssig tæt relation til ressourcestærke voksne. Det overordnede formål er at styrke børnenes netværk, udvikling og trivsel ved at skabe synergi mellem kommunale indsatser og civilsamfundets fællesskaber. Konceptet og ansøgningen forelægges nu udvalget.

Løsning

Beskrivelse af Bonusfamilier
Bonusfamilier er ressourcestærke familier, der åbner deres hjem for et socialt udsat barn og giver barnet en oplevelse af at blive valgt til af nogen, som ikke er ansat eller aflønnet, men alene er drevet af eget engagement. Bonusfamilierne findes af Red Barnet, mens det er det udsatte barns sagsbehandler, som præsenterer barnet og dets biologiske familie for tilbuddet og videreformidler kontakten til Red Barnet, hvis barnet og familien har interesse i dette. Målet er ikke nødvendigvis, at der skal foregå et væld af oplevelser i bonusfamilien. Tværtimod kan den store oplevelse for barnet ligeså vel ligge i det små – i bonusfamiliens hverdagsliv i hjemmet. Bonusfamilien kan gennem samværet med barnet bidrage med støttende relationer og ressourceopbyggende aktiviteter og på den vis både supplere og understøtte en kommunal indsats og skabe værdi i sig selv.

Målgruppe
Aldersmæssigt er målgruppen mellem 6 og 12 år. Som følge af problemer i hjemmet modtager børnene tilbud gennem Socialforvaltningens Borgercenter Børn og Unge - enten i form af forebyggende foranstaltninger efter Servicelovens § 52, fx familiebehandling eller psykologisk behandling, eller en tidlig indsats efter Servicelovens § 11, fx rådgivningstilbud. Bonusfamilier er et supplement og ikke et alternativ til den kommunale indsats.

Ambition med projektet
Projektets ambition er at skabe langvarige relationer mellem barn og bonusfamilie. Det gøres tydeligt i projektets rekrutterings- og informationsmateriale, samt i den uddannelse og supervision, bonusfamilierne forpligter sig til at modtage gennem Red Barnet. I første omgang forpligter bonusfamilien sig for minimum et år.

Bonusfamilier er et metodeudviklingsprojekt, hvor ambitionen er at udvikle og afprøve metoder til at styrke sammenhængen mellem den kommunale og den frivillige indsats, udvikle det frivillige arbejde med udsatte børn, samt understøtte rekruttering af en ny type af frivillige.

Faseplan
Konceptet Bonusfamilier afprøves og udvikles i et fireårigt projektforløb med fire faser:

  1. Forberedelse (6 mdr.): I forberedelsesfasen udvikles materialer, tilrettelægges frivilliguddannelse, rekrutteres bonusfamilier, udbredes kendskabet til projektet og forberedes evalueringen.
  2. Pilottest (12 mdr.): I fase 2 afvikles en pilottest, hvor 10 børn tilknyttes en bonusfamilie. Formålet er at få indledende erfaringer og på baggrund heraf justere konceptet forud for implementeringen.
  3. Implementering (24 mdr.): På baggrund af pilottesten og udviklingsevalueringen indledes den to-årige implementeringsfase med 20 børn i det første år og 30 børn det andet år.
  4. Forankring og udbredelse (6 mdr.): I den afsluttende fase forankres indsatsen i Socialforvaltningen, og konceptet og erfaringerne videreformidles til andre kommuner og aktører, såfremt det viser sig, at indsatsen har en positiv effekt på børnenes trivsel.

Organisering
Red Barnet er projektejer og varetager den overordnede projektledelse og den løbende kontakt til Velux Fonden. For at opnå den ønskede synergi får Red Barnets projektleder en projektmakker fra Borgercenter Børn og Unge. Målet er at sikre fælles metodeudvikling og koordineret implementering.

Økonomi

Såfremt Socialudvalget godkender projektet, og Red Barnet tildeles midlerne, vil Red Barnet frikøbe medarbejdere fra Socialforvaltningen. Derfor opjusteres Socialforvaltningens udgifts- og indtægtsbudget med 2.810.815 kr. i perioden 2020 - 2023, jf. tabel 1. De bevillingsmæssige konsekvenser indarbejdes i relevant førstkommende sag om bevillingsmæssige ændringer.

Herudover indebærer projektet kommunal medfinansiering på i alt 360.000 kr. i perioden 2020 – 2023. Medfinansieringen kommer til at bestå af ledelsesmæssig og juridisk støtte fra BBU Staben.

Red Barnet er ansvarlig for løbende økonomistyring og økonomisk afrapportering til Velux Fonden. Red Barnet søger også om midler hos Velux Fonden og bruger egenfinansiering. I alt er projektets størrelse på 8.999.845 kr. i perioden 2020 - 2023 – hvoraf Socialforvaltningen bidrager med 360.000 kr. (90 t.kr. pr. år.) i kommunal medfinansiering og 2.810.815 kr. fra Veluxfonden.

Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser

At-punkt

Udvalg

Bevilling

Funktion

Indtægt (I) /

Beløb i 1.000 kr.*

Varig?

(nr. og navn)

Udgift (U)

(angiv pl-niveau)

ja/nej

 

 

2020

2021

2022

2023

 

2

SUD

3000-

5.28.21.1

U

1.011

708

546

546

nej

Børnefamilier med særlige behov

2

SUD

3000-

5.28.21.1

I

-1.011

-708

-546

-546

nej

Børnefamilier med særlige behov

I alt

-

-

-

-

0

0

0

0

-

*Øgede indtægter er indikeret med negativt fortegn, mens reducerede indtægter er indikeret med positivt fortegn. Øgede udgifter er indikeret med positivt fortegn, mens reducerede udgifter er indikeret med negativt fortegn.

Videre proces

Der forventes svar på ansøgningen i ultimo 2019. Ved tildeling af midler vil projektet opstartes i primo 2020. Ved afslag fra Velux Fonden vil der blive ansøgt om støtte hos andre fonde.

 

Nina Eg Hansen                                       

                                                / Lise Stidsen Vandahl

Beslutning

Indstillingen blev løftet som en A-sag under godkendelsen af dagsordenen.

Kontorchef Lise Stidsen Vandahl deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev godkendt.

 

Til top