B-sag. Publicering af Kvalitetsstandarden for Den Sociale Hjemmepleje
Resumé
Socialudvalget skal tage stilling til forslag om, at Kvalitetsstandarden ”Hjælp i Hverdagen” fremover udgives digitalt og suppleres af en printet pixiudgave. Formålet er at sikre en mere tilgængelig og tidssvarende løsning. Kvalitetsstandarden ”Hjælp i Hverdagen” er et katalog, som giver københavnerne overblik over hvilke ydelser, tilbud og indsatser, der findes i Den Sociale Hjemmepleje.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget godkender, at kvalitetsstandarden ”Hjælp i Hverdagen” fremover kun udgives digitalt og i en fysisk pixiudgave.
Problemstilling
Københavns Kommune skal én gang årligt (i henhold til servicelovens § 139) udarbejde kvalitetsstandarder om personlig og praktisk hjælp, rehabiliteringsforløb, genoptræning og vedligeholdende træning (efter servicelovens §§ 83, 83 a og 86). Kvalitetsstandarden skal indeholde generel serviceinformation til borgerne om den hjælp, de kan forvente, ud fra det politisk fastsatte serviceniveau i kommunen. Der er ikke lovkrav til, hvilket format kvalitetsstandarden skal udkomme i. I dag udkommer kvalitetsstandarden årligt i ca. 1.000 fysiske eksemplarer, og er også tilgængelig som pdf på kommunens hjemmeside www.kk.dk og som en fysisk pixiudgave, der som udgangspunkt revideres hvert fjerde år. Kataloget udleveres primært til borgerne via hjemmebesøg af visitatorer.
Forvaltningen vurderer, at måden hvorpå kvalitetsstandarden udgives, har betydning for borgernes adgang til viden om, hvilke kommunale ydelser og tilbud, de kan modtage. Den nuværende udgivelsespraksis medfører, at borgerne unødigt sent har adgang til den nyeste version af kvalitetsstandarden - og længe efter, at den er godkendt politisk. Det skyldes, at den fysiske kvalitetstandard først skal opsættes grafisk, trykkes og sidenhen distribueres. Det resulterer i en periode på 3-4 måneder, hvor den nyeste kvalitetsstandard ikke er tilgængelig for københavnerne, som derfor ikke har mulighed for at orientere sig i de aktuelt gældende kommunale tilbud.
Forvaltningen har foretaget telefoninterviews med 14 borgere tilknyttet Den Sociale Hjemmepleje. De gennemførte interviews viser, at en stor andel af de adspurgte ikke orienterer sig i kataloget, bl.a. på grund af katalogets omfang (ca. 60 sider). Desuden har de borgere, som gør sig bekendt med kommunens tilbud i kataloget, svært ved at overskue kataloget og finde frem til de tilbud i kvalitetsstandarden, som er relevante for dem. Der er derfor en risiko for, at det store og omfangsrige materiale medfører, at borgerne ikke bliver bekendt med det, som er væsentligt for dem. Disse udfordringer gør sig også gældende for den digitale PDF-udgave af kvalitetsstandarden.
Løsning
Socialforvaltningen ønsker at overgå fra både at have en fysisk udgivelse og en digital udgivelse til kun at udgive kvalitetsstandarden digitalt på www.kk.dk. Forvaltningen ønsker på den måde at lægge sig op ad Sundheds- og Omsorgsforvaltningens løsning, som kan ses her: www.aeldre.kk.dk eller i bilag 1. Løsningen medfører ikke, at borgerne bliver præsenteret for færre informationer, men giver den enkelte borger mulighed for at målrette søgningen og fokusere på de informationer, der er relevante for den enkelte.
Den digitale løsning vil resultere i, at viden og oplysning om kommunens gældende tilbud kommer hurtigere ud til borgerne, fordi de ikke skal vente på, at kvalitetsstandarden er klargjort til at blive udgivet i en fysisk udgave. Den fysiske pixiudgave vil fortsat blive udarbejdet og udleveret til borgeren ved visitationssamtalen. Den giver en kort introduktion til de enkelte tilbud og skal kunne læses uden, at borgeren skal orientere sig i den digitale version af kvalitetsstandarden på www.kk.dk. Pixiudgaven skal fortsat henvise til de steder, hvor det er muligt for borgeren at få mundtlig information om kvalitetsstandardens indhold. Borgere uden smartphone eller adgang til internettet vil have mulighed for at få hjælp af en medarbejder fx fra Den Sociale Hjemmepleje eller en hjemmevejleder til at orientere sig i den digitale kvalitetsstandard. Borgercenter Voksne vil løbende følge udviklingen i digital parathed hos målgruppen for Den Sociale Hjemmepleje med henblik på at tilpasse, hvordan borgerne bedst muligt orienteres om og har adgang til viden om tilbuddene.
Kvalitetsstandarden vil blive udgivet digitalt første gang i 2024. Opdateringen af kvalitetsstandarden påbegyndes i foråret 2023 og forelægges Socialudvalget ultimo 2023 og henholdsvis Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen primo 2024. Ved den årlige revidering af indholdet af kvalitetsstandarden, der opdateres digitalt, vil forvaltningen samtidig vurdere, om der er tale om ændringer, som giver behov for at lave indholdsmæssige ændringer af pixiudgaven. Hvis dette ikke er tilfældet, opdateres pixiudgaven hvert fjerde år.
Socialforvaltningen er efter serviceloven også forpligtet til at revidere kvalitetsstandarderne for Københavns Kommunes Krisecentre (serviceloven § 109) og Social behandling for problematisk brug af stoffer (serviceloven § 101). Disse revideringer foretages hvert andet år. Næste gang kvalitetsstandarderne skal revideres, vil forvaltningen vurdere, om disse eventuelt også skal overgå til en digital udgivelse.
Økonomi
Layout, tryk og distribution af den fysiske kvalitetsstandard har i dag et budget på 85.000 kr. Såfremt Socialudvalget godkender indstillingen, vil kvalitetsstandarden fremadrettet udgives digitalt på www.kk.dk. De frigivne midler vil blive anvendt til anden borgerrettet kommunikation i Den Sociale Hjemmepleje. Fx til udvikling, opsætning og tryk af en pjece til de borgere, der visiteres til hjemmepleje med det formål at synliggøre de tilbud og ydelser, som Den Sociale Hjemmepleje leverer mv. Dette skal både tjene som en branding af den kommunale leverandør og medvirke til en forventningsafstemning borger og leverandør imellem.
Indstillingen har derfor ikke bevillingsmæssige konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Socialudvalget godkender forslaget, vil forvaltningen igangsætte en digitaliseringsproces, sådan at 2024-versionen af kvalitetsstandarden kan publiceres online. Pixiudgaven skal senest revideres og publiceres i en ny fysisk version i 2026, medmindre der er væsentlige ændringer ved de årlige revideringer af kvalitetsstandarden for Den Sociale Hjemmepleje.
Mikkel Boje
/ Anders Møller Jakobsen og Eva Stokbro Jensen