SSP-afrapportering af urolige byområder 2. halvår 2016 samt årsrapport 2016
Socialudvalget orienteres om SSPs afrapportering vedrørende urolige byområder for 2. halvår 2016, samt afrapporteringen for hele 2016.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
-
at Socialudvalget tager SSP-afrapporteringen vedrørende urolige byområder for 2. halvår 2016 og SSP-årsafrapporteringen for hele 2016 til efterretning.
Problemstilling
SSP København er et samarbejde mellem Socialforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Kriminalforsorgen samt Københavns Politi. Formålet med samarbejdet er at forebygge kriminalitet blandt børn og unge og nedbringe antallet af unge, der begår alvorlig kriminalitet.
SSP Sekretariatet, som betjener SSP København, udarbejder to gange årligt en status over urolige byområder (bilag 1) samt en årlig afrapportering, som sammenfatter de væsentligste tendenser og udviklinger. Denne indstilling omhandler både den halvårlige rapportering for 2. halvår af 2016 (bilag 2) og afrapporteringen for hele 2016 (bilag 3).
Løsning
Hovedelementerne for de to afrapporteringer gennemgås nedenfor:
Urolige byområder i København 2. halvår 2016
SSP Københavns kriminalpræventive arbejde har i 2. halvår 2016 båret præg af optrapninger i bandemiljøet. I flere bydele er der blevet arbejdet med at skærme unge i forhold til konflikten, og SSP Sekretariatet har i samarbejde med Sikker By og Københavns Politi arrangeret flere store borgermøder i relation til episoder, som er afledt af bandekonflikter.
Følgende bydele har oplevet episoder med uro forvoldt af unge under 18 år: Sydhavnen, Valby, Brønshøj-Husum-Tingbjerg, Vanløse, Bispebjerg.
Følgende bydele har oplevet episoder med uro forvoldt af unge over 18 år: Indre Nørrebro, Valby, Sundby Nordøst, Bispebjerg, Sundby Nordøst/Sundby Sydvest.
Akutte beredskabsplaner i 2. halvår af 2016
Ved særlige alvorlige hændelser udarbejdes der en akut SSP beredskabsplan, som er en fælles handleplan mellem kommunens forvaltninger og Københavns Politi for, hvordan den aktuelle situation skal gribes an. I 2. halvår af 2016 er SSP beredskabet blevet aktiveret to gange:
-
25. november Sundby Nordøst: På baggrund af trusler mod personalet i idræts- og kulturhuset Prismen, samt medarbejdere i den tilhørende cafe, iværksatte SSP en handleplan for at genskabe trygheden for brugere, medarbejdere og børn og unge i området. Handleplanen indebar bl.a. en ekstraordinær gadeplansindsats og dialogmøde med de unge.
-
2. december Ydre Nørrebro: I forbindelse med afholdelsen af en demonstration arrangeret af gruppen "For Frihed" (tidligere kaldet Pegida), blev der udarbejdet en kriminalpræventiv handleplan for at forhindre eventuelt uro fra lokale unge. Indsatsen omfattede bl.a. en ekstraordinær gadeplansindsats og en informations-indsats i klubber og 18+ centre.
Årsafrapporteringen for hele 2016
I 2016 har der været en optrapning i bandemiljøet. Der har været flere banderelaterede skyderier, og banderne har generelt været meget synlige.
Der har desuden været en tendens til, at unge fra forskellige bydele og omegnskommuner samler sig i bestemte ’hotspots’ i byen, eksempelvis ved Nørreport Station, og periodevis skaber uro. De lokale gadeplansmedarbejdere har ikke nogen relation til de unge, der kommer ude fra, hvilket har været en gennemgående udfordring. Denne problematik vil SSP sekretariatet arbejde videre med i 2017.
Endvidere har SSP København i 2016 intensiveret samarbejdet med boligselskaber, som i flere boligområder i København har udfordringer med uroskabende unge og kriminelle voksne. Der er indgået en samarbejdsaftale med Lejerbo København, som skal forebygge, at konflikter eskalerer, og sikre tryghed og sikkerhed for børn, unge, voksne og medarbejdere.
På landsplan har der i 2016 været udfordringer med bilafbrændinger og stenkast mod biler fra motorvejsbroer. I den forbindelse iværksatte SSP København proaktive indsatser for at undgå, at københavnske unge blev en del af de mange sager.
Akutte beredskabsplaner
I 2016 blev SSP beredskabet igangsat i alt fem gange. Tre gange i 1. halvår 2016 og to i 2. halvår 2016. Dette er næsten en halvering i forhold til 2015, hvor SSP beredskabet blev aktiveret ni gange. Alle igangsatte beredskabsplaner for 2016 har virket efter hensigten, og ingen episoder med unge involveret, har eskaleret eller bredt sig til andre lokalområder. SSP sekretariatet vurderer, at handleplanerne imødegår lokal uro og alvorlige situationer på tilfredsstillende vis.
Uro forvoldt af unge under 18 år:
Uro forvold af unge under 18 år bestod i 2016 typisk af chikane, hærværk, trusler, tyveri, stenkast og konfliktfuld adfærd på gadeplan. Ungegrupperne har bl.a. været konfliktskabende i forhold til ungdomsklubber og andre institutioner, samt borgere. Der er tale om få unge, og der er i alle tilfælde igangsat præventive indsatser.
Uro forvoldt af unge over 18 år:
Uro forvoldt af unge over 18 år har i 2016 særligt været præget af optrapningen i bandemiljøet. Der har været flere konflikter mellem grupperinger, som har resulteret i knivstikkeri og skud. Endvidere har der vist sig en tendens til, at over 18-årige i nogle områder forsøge at påvirke unge under 18 år til at indgå i kriminelle sammenhænge. Derfor samarbejder SSP målrettet om at skærme unge fra det voksne kriminelle miljø.
Særligt for 2016
Generelt er ungdomskriminaliteten faldende, også på landsplan. Der ses dog en stigning i antallet af sigtelser mod unge under 18 år fsva ’andre formueforbrydelser’, som fx dækker over databedrageri. Stigningen skyldes, at nogle få unge har lavet meget databedrageri, hvor ”hvert klik” giver en sigtelse. F.eks. er der 11 unge, der alene står for 2247 sigtelser. Billedet er det samme for 18-24-årige. Også i denne aldersgruppe er databedrageri steget markant sammenlignet med de foregående år.
Udvikling i enkeltsager og SSP+
Ift. enkelte konkrete unge følger SSP det såkaldte enkeltsagskoncept der sikrer, at kriminalitetstruede og kriminelle unge op til 18 år får koordineret deres sag mellem politiet og de forvaltninger, der skal bidrage til en samlet handleplan for den unge.
Der er sket et fald i enkeltsager for unge op til det 18. år i 2016, fra 1268 sager i 2015 til 1241. Der har i 2016 været en mindre stigning i sager om førstegangskriminalitet og bekymrende adfærd. Til gengæld er der er sket et stort fald i de mest alvorlige sager på 19 %.
Der har ligeledes været et fald i SSP+ sager, som er SSP Københavns individorienterede indsatser for unge i alderen 17 ½ - 25 år, der har begået gentagen alvorlig eller personfarlig kriminalitet. I 2016 har der været en nedgang i sager fra 77 i 2015 til 43 i 2016. Det vurderes, at nedgangen i både enkeltsager og SSP+ skyldes det øgede antal indsatser for målgruppen, bedre koordination og kontakt mellem samarbejdsparterne i sagsbehandlingen, samt hurtigere visitation til kommunens andre tilbud.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Socialudvalget vil i efteråret 2017 modtage status for 1. halvår af 2017.
Nina Eg Hansen
/ Eva Stokbro Jensen
Beslutning
Under punktets behandling deltog kontorchef Eva Stokbro Jensen, leder Tommy Laursen, SSP, områdechef Joy Torpdahl, Enheden for Kriminalpræventive Indsatser, leder Steven Bendtsen, Den korte Snor.
Indstillingen blev taget til efterretning.