Mødedato: 26.03.2014, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Reservation af grunde til Skæve Boliger

Se alle bilag
Socialforvaltningen indstiller at der sker sammentænkning af et containerprojekt til hjemløse borgere med projekt om etablering af 22 Skæve Boliger, og at 4 kommunale grunde kan reserveres til opførsel af 22 Skæve Boliger.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller overfor Socialudvalget, at Socialudvalget anbefaler overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen ,

1. at
godkende, at Socialforvaltningen sammentænker to hjemløserelaterede anlægsprojekter vedtaget i Budget 2014, således at anlægsbevilling på 1 mio. kr. i 2014 til Hjemløse containere i stedet benyttes til videreudvikling af konceptet for Skæve Boliger, jf. økonomiafsnittet.


2. at godkende, at der reserveres fire kommunale grunde, hvor Socialforvaltningen kan opføre op til 22 Skæve Boliger. De kommunale grunde der reserveres er Spontinisvej 36, 2450 København SV, Oliefabriksvej 2, 2300 København S, Thomas Koppels Allé 17, 2450 København SV og Kongelundsvej 242, 2300 København S



 

Problemstilling

Socialforvaltningen fik i Budget 2014 4 mio. kr. til at medfinansiere opførsel af 22 Skæve Boliger til hjemløse borgere. Midlerne er afsat til at byggemodne de grunde, hvor boligerne skal opføres. Det var en forudsætning i budgetnotatet, at Københavns Kommune stiller grunde vederlagsfrit til rådighed for de almene boligselskaber, der opfører boligerne, så boligselskabernes udgifter til køb eller leje af grund ikke belaster anlægsregnskabet og driften og dermed beboernes husleje. Socialforvaltningen skal lokalisere tre til fire grunde, hvor de 22 Skæve Boliger kan opføres indenfor den afsatte tid og økonomi. Det endelige antal grunde afhænger af, hvor mange boliger Teknik og Miljøforvaltningen godkender kan opføres på de enkelte grunde. Det er i budgetforslaget forudsat, at boligerne kan ibrugtages i perioden fra medio 2016 til ultimo 2016.

Socialforvaltningen fik i Budget 2014 yderligere 1 mio. kr. til at opstarte et pilotprojekt med midlertidige containerboliger for hjemløse. Socialforvaltningen indstiller et oplæg til, hvordan midlerne til containerprojektet og de Skæve Boliger kan samtænkes.

Løsning

Socialforvaltningen har i samarbejdet med Økonomiforvaltningen, herunder Københavns Ejendomme, udført en total screening af kommunale grunde. Forvaltningerne har lokaliseret 4 grunde, som vurderes egnede til formålet. Listen er prioriteret, men da der er flere risikoforhold knyttet til anvendelsen af grundene arbejder Socialforvaltningen videre med alle grundene. Spontinisvej var en del af det budgetforslag, hvor midlerne oprindeligt blev bevilliget, så denne grund er allerede forhåndsgodkendt til anvendelse i forbindelse med budgetsagen 2014.

De fire mulige grunde til opførsel af Skæve Boliger 

Adresse

Beskrivelse af grund

Spontinisvej 36 2450 Kbh SV  

Ledig kommunal grund pt. lejet af SUF, som har opsagt den til 1.1.2015. Grunden grænser op til eksisterende bebyggelse med 8 Skæve Boliger. Kræver dispensations fra lokalplan.
Grunden kan bebygges med ca. 6 boliger.

Oliefabriksvej 2, 2770 Kastrup (i Københavns kommune)

Grund på 2300 m2 med eksisterende bebyggelse som var udbudt til salg. Indtægt fra salg af grund er ikke bundet op på finansiering af andre projekter. Grunden ligger i kvarter med blandet erhverv og bolig og grænser op til større kolonihaveområde. Det kræver tillæg til kommuneplan/ændring af kommuneplan.
Grunden kan bebygges med ca. 10 boliger.

Kongelundsvej 252, 2300 Kbh S

Grund på ca. 3000 m2. Ligger i  kvarter med kolonihaver. Kræver tillæg til kommuneplan/ændring af kommuneplan.
Grunden kan bebygges med ca 10 boliger.  

Thomas Koppels Allé 17 2450 Kbh SV

Nettoareal 2100 m2. Grund var udbudt til salg. Indtægt fra salg af grund er ikke bundet op på finansiering af andre projekter. Grund ligger op til større kolonihaveområde og baneterræn. Kræver tillæg til lokalplan.
Grunden kan bebygges med ca.  10 boliger.

Boliger der i alt ønskes opført

22 Skæve boliger 

Se kortbilag 1 med angivelse af grundene samt eksisterende Skæve Boliger.

Socialforvaltningen er i det videre arbejde opmærksom på at Thomas Koppels Allé og Spontinisvej begge ligger i Sydhavnen (dog i forskellige dele af Sydhavnen) og at også Kongelundvej og Oliefabriksvej ligger i samme bydel (Amager Vest). Socialforvaltningen vil bestræbe sig på en størst mulig spredning af boligerne indenfor de muligheder der nu foreligger.

Når de 22 boliger er etableret vil der være i alt 72 Skæve Boliger til kommunens hjemløse borgere.

Risici ved projektet – økonomi, tid, planforhold og naboer

Der er fire risikopunkter forbundet med anvendelsen af de fire grunde:
1) Plangrundlaget
For alle grunde gælder det at plangrundlaget skal ændres for at muliggøre opførsel af Skæve Boliger. Dette kræver proces ift. borgerinddragelse og mulig risiko for klager til Natur og miljøklagenævnet fra borgere. Teknik og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen er indstillede på at igangsætte ændringsprocesserne

2) Nabohøringer i forbindelse med ændring af plangrundlag
Naboer og lokalområde inddrages og høres i forbindelse med de processer, der igangsættes ved. ændring af plangrundlaget. Her har naboer også, som en del af planloven, mulighed for at klage til Natur og Miljøklagenævnet. Socialforvaltningen orienterer udvalgene om resultatet af høringsprocesserne i forbindelse med at der lægges anlægsindstillinger op for de konkrete grunde.

3) Tidsplan. Afhængig af den endelige proces for ændring af plangrundlaget er der risiko for at tidsplanen for dele af projektet udskydes.

4) Økonomi. Det skal afklares om den samlede økonomi ved oprensning af de ønskede grunde ligger indenfor det fastsatte budget på 4 mio. kr. Da flere af grundene enten er
stærkt forurenede eller bebyggede med ejendom, der skal nedrives, er der risiko for at de afsatte 4 mio. ikke dækker alle udgifter. Dette afhænger af hvilken kombination af grunde der bliver tale om. Denne risiko kan håndteres ved at der bygges færre boliger så kun færre grunde skal anvendes. Herudover skal erhvervs/boligerlejer (stilladsfirma) på Oliefabriksvej opsiges, hvilket kræver at en passende erstatningsbolig kan stilles til rådighed. Dette kan udgøre en økonomisk udfordring for projektet. 

Sammentænkning af to hjemløseprojekter

I forbindelse med budget 2014 blev der afsat 1 mio. kr (1-årigt) til containerløsning til hjemløse borgere. Forvaltningen anbefaler, at dette projekt samtænkes med bevillingen til de 22 Skæve Boliger med henblik på at sikre størst mulig effekt. De afsatte midler kan give Københavns Kommune en unik mulighed for at innovere på Skæv Bolig-konceptet ved at inddrage både arkitektoniske, tekniske og miljømæssige løsninger fra containerprojekter i ind- og udland. De ideer der udvikles, vil samtidig reelt kunne realiseres i forbindelse med en del af de 22 Skæve Boliger. Socialforvaltningen vil på den baggrund gerne samle midlerne til de to hjemløseprojekter. Dvs. en samlet pulje på 5 mio. kr. Midlerne afsat til containerprojektet vil stadig blive anvendt til videreudvikling og afprøvning af nye løsninger og koncepter til hjemløseboliger, men blot boliger af en mere permanent karakter i form af Skæve Boliger.

Både konceptudviklingen og opførslen af de 22 Skæve Boliger varetages af et alment boligselskab og deres valgte rådgiver med deltagelse fra Socialforvaltningen. Det er en forudsætning at boligselskabet samarbejder med relevante eksterne videnspersoner, hvilket var en præmis, da midlerne til containerprojektet blev afsat i Budget 2014.

Økonomi

Med budget 2014 blev der afsat 1 mio. kr. på anlæg i 2014 til Hjemløse containere, som med indstillingen i stedet anvendes til etablering af Skæve boliger i 2014. (1. at). Der er ingen bevillingsmæssige konsekvenser af at anvende midlerne til Skæve boliger fremfor Hjemløsecontainere, da de to aktiviteter er placeret på samme bevilling og funktion, 3641 Byggeri og modernisering af tilbud, 0.25.13.3

Tabel 1. Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler

Udvalg

Aktivitet

Bevilling (nr. og navn)

Funktion

Beløb i 1.000 kr.

(2014 p/l)

2014

2015

2016

2017

SUD

Skæve boliger

3641 Byggeri og Modernisering af tilbud

0.25.13.3

1.000

I alt

 

1.000



Med relation til indstillingens 2. at. betaler Socialforvaltningen op til 60.000 kr. til Københavns Ejendomme i reservationsleje for grunden på Kongelundsvej for perioden april-frem til ultimo 2014, hvor det er afklaret hvilke grunde der skal benyttes. Der er dækning for betaling af reservationsleje på Socialforvaltningens ramme. Der blev i forbindelse med budgetsagen afsat 360.000 kr. til forhold vedr. grunde (forundersøgelser mm.) De 360.000 kr var stjernemarkerede og kan således anvendes uden en rådighedsbevilling. De øvrige grunde er idag udlejede, og Socialforvaltningen skal derfor først betale reservationsleje, når lejerne er opsagt. Dette bliver en del af de indstillinger, der bliver fremlagt, når det er endeligt afklaret, hvilke grunde der skal anvendes.
Der er afsat statslige midler til en social vicevært til 2018. Herefter er der behov for at afsætte midler til fortsættelse af den sociale vicevært (0,5 mio. kr. årligt).

Videre proces

Socialforvaltningen vil fremsætte anlægsindstillinger for Socialudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen om de konkrete grunde efterhånden som det afklares, hvilke grunde det er muligt at anvende. Udvalgene vil i den forbindelse få orientering om høringerne af lokalområdet.
Socialforvaltningen fremsætter en indstilling senest ultimo 2014, hvor der gives en status på projektet og udvalgene kan, hvis det er relevant, tage stilling til om grundene fortsat skal reserveres til Socialforvaltningen.

         Anette Laigaard
                                                                  /Lars Østergaard

 

 

 

 

Beslutning

Indstillingens 1. at blev udsat, og indstillingens 2. at blev godkendt med vedlagte rettelsesblad.
Til top