Mødedato: 25.11.2020, kl. 17:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

3. og 4. sag om bevillingsmæssige ændringer 2020

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget skal med denne sag tage stilling til budgetmæssige flytninger (bevillingsmæssige ændringer), så budgettet ligger på de rigtige konti i forhold til det politisk besluttede budget. Flytningerne er således af teknisk karakter.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. At Socialudvalget godkender, at de tekniske bevillingsmæssige ændringer i 3. sag om bevillingsmæssige ændringer på Socialudvalgets område mellem bevillingsområder og udvalg, samt korrektioner af indtægts- og udgiftsbudget vedr. eksternt finansierede projekter, indgår i den samlede sag til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen om bevillingsmæssige ændringer.
  2. At Socialudvalget godkender, at de tekniske bevillingsmæssige ændringer i 4. sag om bevillingsmæssige ændringer på Socialudvalgets område mellem bevillingsområder og udvalg, samt korrektioner af indtægts- og udgiftsbudget vedr. eksternt finansierede projekter, indgår i den samlede sag til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen om bevillingsmæssige ændringer.

Problemstilling

Sagen indeholder tekniske korrektioner og mindre tilpasninger til budgettet, som typisk udspringer af ændringer i organisationen, ændringer i ansvarsfordeling både inden for og mellem udvalg, fejlrettelser eller modtagelse af eksterne midler.

Bevillingsmæssige ændringer er en fagterm. Socialudvalgets budget er opdelt i målgruppeområder – også kaldet bevillingsområder – fx Borgere med handicap og Udsatte voksne. Det er den faktiske flytning af budgettet mellem disse områder, mellem forvaltninger eller internt på målgruppeområderne, som medtages i denne sag. Udvalgene skal godkende flytningerne i henhold til bevillingsreglerne, som Borgerrepræsentationen har vedtaget.

Korrektioner af indtægts- og udgiftsbudget til eksternt finansierede projekter foretages ligeledes i denne sag. Et eksternt finansieret projekt er finansieret af midler, som ikke kommer fra Københavns Kommune. Det kan være midler fra ministerier, styrelser samt private aktører. Enhver sag, hvor kommunen tildeles eksterne midler, forelægges Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen til godkendelse. Såfremt projektet eksempelvis har en vis beløbsmæssig størrelse/økonomisk risiko og/eller kommunal medfinansiering, udarbejdes der typisk en særskilt indstilling til Socialudvalget. Ellers tildeles indtægts- og udgiftsbevillingen via de tekniske sager om bevillingsmæssige ændringer.

Socialudvalget skal tage stilling til fire sager om året vedr. bevillingsmæssige ændringer. 3. og 4. sag om bevillingsmæssige ændringer ligger i modsætning til 1. og 2. sag tidsmæssigt meget tæt op af hinanden, hvorfor det er nødvendigt at samle disse sager til én samlet sag mhp. på den videre godkendelsesproces i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Løsning

Socialforvaltningen indstiller, at der via denne sag bliver foretaget budgetændringer i 3. og 4. sag om bevillingsmæssige ændringer, som udgøres af:

  • 30 budgetændringer inden for eget udvalg
  • 40 budgetændringer mellem udvalg
  • 13 budgetændringer vedrørende eksternt finansierede projekter.

Til 3. sag om bevillingsmæssige ændringer bemærkes det, at der indgår flytning af midler fra udsatte voksne til borgere med sindslidelse vedrørende ejendomsmidler, så bevillingen ligger det sted, hvor udgiften afholdes; flyt af midler til håndtering af finansiering af systemintegrationer til Opus Debitor i 2020; flyt af projektmidler til borgerblikket, hvor borgere kan få indsigt i deres sager; et administrativt flyt af IT-udgifter fra inaktive computere samt flyt af midler til support og tilkøb i KAS. Det bemærkes endvidere, at der indgår en bevilling fra Socialstyrelsen til projektet ” Lige muligheder for alle børn – et fælles ansvar ” på syv mio. kr., som ikke har været forelagt Socialudvalget, men som har en størrelse der gør, at den godt kunne være blevet forelagt. Det bemærkes endeligt, at der indgår pligtig tilbagebetaling til staten af uforbrugte midler knyttet til covid-relaterede sommeraktiviteter fra børn.

Til 4. sag om bevillingsmæssige ændringer bemærkes det, at der indgår flyt af midler knyttet til en mindre personalerokade på kommunikationsområdet, som er administrativt besluttet, samt flyt af midler mellem Hjemmeplejen og Udsatte Voksne så den konkrete bevilling ligger det sted, hvor udgiften i praksis afholdes. Det bemærkes endvidere, at der indgår en bevilling fra Socialstyrelsen til projektet ”Familien viser vejen ” på seks mio. kr., som ikke har været forelagt Socialudvalget, men som har en størrelse der gør, at den godt kunne være blevet forelagt.

Af bilag 1 om 3. sag om bevillingsmæssige ændringer og bilag 2 om 4. sag om bevillingsmæssige ændringer til indstillingen fremgår udspecificering af alle ovennævnte budgetændringerne via 4 tabeller i hvert bilag:

  • Tabel 1: Omplaceringer inden for eget udvalg
  • Tabel 2: Omplaceringer mellem udvalg
  • Tabel 3: Oversigt over ændringer i indtægts- og udgiftsbudget vedrørende eksternt finansierede projekter.
  • Tabel 4: Oversigt over ændringer pr. bevillingsområde

Økonomi

Er beskrevet i sagen.

Videre proces

3. sag om bevillingsmæssige ændringer på Socialudvalgets område blev sendt til Økonomiforvaltningen d. 28. oktober 2020 med forbehold for Socialudvalgets godkendelse og 4. sag om bevillingsmæssige ændringer blev sendt til Økonomiforvaltningen d. 14. november med forbehold for Socialudvalgets godkendelse. Økonomiforvaltningen vil efterfølgende fremlægge én samlet sag for 3. sag om bevillingsmæssige ændringer og én samlet sag for 4. sag om bevillingsmæssige ændringer, hvor alle udvalgenes bevillingsmæssige ændringer fremgår. 3. sag om bevillingsmæssige ændringer  behandles af Økonomiudvalget d. 1. december 2020 og 4. sag om bevillingsmæssige ændringer behandles af Økonomiudvalget d. 8. december. Både 3. og 4. sag om bevillingsmæssige ændringer bliver behandlet af Borgerrepræsentationen d. 10. december 2020. Når ændringerne er godkendt af Borgerrepræsentationen, indarbejdes de i Socialudvalgets aktuelle budget.

 

Mikkel Boje

                                            / Anders Johannes Kristensen

Beslutning

Sagen blev løftet til en A-sag under godkendelse af dagsorden.

Socialforvaltningen orienterede om, at Økonomiforvaltningen som led i en større regnskabsoprydning i OPUS Debitor har tilført 7,65 mio. kr. i indtægt til Socialudvalgets ramme med tilhørende indtægtsbevilling. Derved tilføres de 7,65 mio. kr. kassen. Årsagen er, at indtægten stammer fra meget gamle tilgodehavender, hvor det ikke kan afgøres, hvordan Socialudvalgets driftsregnskab skulle påvirkes. De indtægter, der er tilført Sundhed- og Omsorgsudvalget og Økonomiudvalget er håndteret på samme måde. Oplysningerne vil fremgå af Økonomiforvaltningens 4. sag om bevillingsmæssige ændringer, hvor alle udvalgenes bevillingsmæssige ændringer fremgår.

Med disse bemærkninger blev sagen godkendt.

Kontorchef Anders Johannes Kristensen deltog under punktets behandling.

Til top