Revideret forslag vedr. byggeri af botilbud (fortrolighed ophævet pr. 4/10 2019)
Resumé
Socialforvaltningen anbefaler, at det planlagte byggeri af et botilbud med 24 pladser i Folehaven erstattes af en løsning som imødekommer de ændringer i målgruppen, der er sket siden beslutningen om Folehaven i Budget 2019. Derfor ønsker forvaltningen til Budget 2020 at fremlægge et revideret forslag til en løsning af det fremtidige behov for pladser til borgere med senhjerneskade. Det nye forslag er samtidig en væsentlig billigere løsning for kommunen.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
-
At Socialudvalget godkender, at forvaltningen til Budget 2020 fremlægger et revideret forslag til løsning af det fremtidige behov for pladser til borgere med senhjerneskade, som erstatter det planlagte byggeri af botilbud med 24 pladser i Folehaven.
Problemstilling
Socialforvaltningen fik i Budget 2019 en anlægsbevilling på 50 mio. kr. til at få opført et nyt botilbud med 24 pladser til borgere med senhjerneskade i Folehaven i Valby. Socialforvaltningen har efterfølgende konstateret, at der er behov for færre pladser til borgere med senhjerneskade end forventet, og herefter er der fundet en løsning, hvor det fremtidige behov kan løses billigere og mere fleksibelt end ved nybyggeri i Folehaven. Den ændrede vurdering af behovet er sket med udgangspunkt i den opdaterede viden om den aktuelle venteliste og forventninger til den demografiske udvikling.
Socialforvaltningen har gennemgået behov for botilbudspladser for andre målgrupper, og har på den baggrund vurderet, at der ikke er andre af forvaltningens aktuelle behov, der kan indtænkes i Folehaven. Forvaltningen vurderer, at de målgrupper som der er behov for pladser til, ikke er hensigtsmæssige at integrerer i byggeriet i Folehaven.
Løsning
Forvaltningen foreslår, at det fremtidige behov for pladser til borgere med senhjerneskade i stedet oprettes uden etablering af nye m2, men ved omstilling af pladser på eksisterende tilbud samt supplerende køb af pladser. Dette betyder en besparelse på såvel service- som anlægsramme for Københavns Kommune. Socialforvaltningen vil således aflevere ca. 50 mio. kr. i anlæg/finansposter tilbage fra Folehaven og i stedet søge om en ny bevilling til anlæg/finansposter på 10,7 mio. kr. Herudover skal forvaltningen søge om supplerende driftsmidler. Der er også driftsøkonomisk tale om en løsning, der er mere økonomisk fordelagtig for kommunen end Folehaveløsningen, idet der er tale om en løsning, der delvist bygger på omstilling af eksisterende finansierede pladser i stedet for oprettelse af nye ufinansierede pladser.
Da projekteringen af Folehaven-byggeriet ikke er igangsat endnu, er det stadig muligt for Socialforvaltningen at trække sig ud af projektet uden økonomiske konsekvenser. Botilbuddet i Folehaven skulle have været opført sammen med almene plejeboliger til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Det har ikke betydning for Sundheds- og Omsorgsforvaltningens byggeri, at Socialforvaltningen opgiver projektet i Folehaven.
Socialforvaltningen anbefaler konkret en løsning, hvor der lægges et budgetnotat op til Budget 2020, hvor der søges om midler til en løsning, som kan etableres ved at omstille og ombygge 12 eksisterende pladser på botilbuddet Grøndalsvænge, som i dag rummer 50 pladser til ældre borgere med udviklingshæmning og fysiske handicap. Reduktionen af antallet af pladser til den nuværende målgruppe på Grøndalsvænge matcher forvaltningens vurdering af det fremtidige behov til denne målgruppe.
Herudover vurderes det, at der vil blive behov for at købe pladser i andre kommuner, som tilbyder specialiserede pladser til borgere med senhjerneskade og misbrugsproblemer, da denne målgruppe ikke kan håndteres i de fysiske rammer på Grøndalsvænge. Det er forventningen, at der vil blive behov for køb af op til otte pladser.
Omstillingen af Grøndalsvænge forudsætter, at en etage frigøres til det nye tilbud til borgere med senhjerneskade. Omstillingen vil ske via naturlig udflytning af de eksisterende beboere, samt at beboere tilbydes at flytte internt i huset. Herefter vil der skulle ske en ombygning og indretning, som sikrer, at både den nye målgruppe og de eksisterende beboere får de bedst mulige rammer fremadrettet. Det nye tilbud forventes at kunne tages i brug 3. kvartal 2021.
Socialforvaltningen har udarbejdet et udkast til budgetnotat om Grøndalsvænge, som er vedlagt som bilag 1.
Økonomi
Socialforvaltningen afleverer de midler, der blev givet til Folehaven i Budget 2019, hvilket er 40,2 mio. kr. i anlæg, 1,6 mio. kr. i årlige driftsmidler samt 10,3 mio. kr. på finansposter.
Socialforvaltningen afleverer ikke måltal, da forvaltningen ikke har fået måltal til det afsatte beløb.
Socialforvaltningen søger i stedet til Budget 2019 om:
-
5,9 mio. kr. samt måltal til ombygninger, indretning, særlige hjælpemidler og velfærdsteknologi
-
4,7 mio. kr. på finansposter til deponering ifm. omdannelse af arealer på Grøndalsvænge.
-
5,1 mio. kr. i engangsdriftsudgifter til tomgangshusleje/tomgangspladser og omskoling af personale.
-
1,9 mio. kr. i årlige driftsmidler.
Hvis Folehave-løsningen skulle eksekveres, ville Socialforvaltningen skulle tilføres nye driftsmidler, ligesom der ville være risiko for yderligere tomgangsudgifter. Det blev ifm. budget 2019 aftalt, at Økonomiforvaltningen og Socialforvaltningen kunne løfte et evt. budgetbehov i budgetforhandlingerne 2021.
Ift. den alternative løsning lægger Socialforvaltningen op til, at der udelukkende søges om midler til differencen på driften af de 12 nuværende pladser på Grøndalsvænge og de omstillede pladser. Dette udgør 1,9 mio. kr. årligt.
Køb af de op til otte specialiserede pladser til borgere med senhjerneskade med misbrug forventes af koste op til 10 mio. kr. Udgiften finansieres via demografimodellen, og der søges derfor ikke om yderligere driftsmidler til køb af disse pladser.
Videre proces
Hvis Socialudvalget godkender forvaltningens indstilling, vil budgetnotatet om Grøndalsvænge indgå i forhandlingerne om Budget 2020.
Nina Eg Hansen
/ Anders Johannes Kristensen
Beslutning
Kontorchef Anders Johannes Kristensen deltog under punktets behandling.
Indstillingen blev godkendt.