B- sag. Opgivelse af byggeriet af et botilbud på Brofogedvej/Glasvej
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
1. at Socialudvalget tager til efterretning, at projektet med 35 boliger til sindslidende på Brofogedvej/Glasvej i Nordvest opgives og som følge heraf, at Socialforvaltningen går i dialog med Lejerbo København om håndteringen af afholdte projekteringsudgifter.
2. at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen igangsætter et nyt udbud med 35 almene boliger som erstatning for byggeriet på Brofogedvej/Glasvej i Nordvest til botilbuddet Glasvej.
Problemstilling
I 2012 blev det besluttet at nedlægge det socialpsykiatriske botilbud Granvej (det daværende Ringbo) med 137 utidssvarende boliger uden eget bad og toilet. I stedet skulle botilbuddet opdeles i tre mindre og specialiserede enheder på følgende adresser: Oliebladsgade, Robert Jacobsens Vej og Brofogedvej/Glasvej.
Projektet placeret i Oliebladsgade (BR 08.05.2014) med oprindeligt 45 boliger er efterfølgende opgivet (SUD den 30.11.2016) som følge af væsentlige økonomiske udfordringer. Projektet er nu udvidet med 7 boliger til i alt 52 boliger som følge af, at byggeriet på Brofogedvej/Glasvej blev reduceret med tilsvarende 7 boliger.
Byggeriet på Robert Jacobsens Vej (BR 08.05.2014) med 50 boliger er taget i brug den 1. december 2018.
Det tredje botilbud på Brofogedvej/Glasvej var oprindeligt planlagt til at være et alment botilbud med 42 boliger til borgere med sindslidelser (BR 08.05.2014). Socialforvaltningen har efterfølgende ændret projektet til 35 boliger (SUD 30.11.2016), som følge af et ønske om at anvende boligerne til borgere med psykisk sygdom og somatiske problemstillinger.
Der er imidlertid økonomiske udfordringer med byggeprojektet på Brofogedvej/Glasvej og det er Socialforvaltningens vurdering, at projektet ikke er økonomisk realiserbart. Der er tidligere helt ekstraordinært tilført midler til projektet (BR 25.06.15), men bygherren - det almene boligselskab Lejerbo København - er af den opfattelse, at dette ikke er tilstrækkeligt, og at der skal tilføres minimum yderligere 6 mio. kr. Lejerbo København har ikke gjort rede for hele baggrunden, men en del af beløbet vil skulle anvendes til ekstra projekteringsudgifter. På baggrund heraf vurderer Socialforvaltningen, at midlerne kan anvendes mere optimalt i et nyt udbud af projektet til de almene boligorganisationer. Endvidere er der usikkerhed omkring tidshorisonten for påbegyndelse af byggeriet på Brofogedvej/Glasvej.
Der har siden december 2016 verseret en tilsynssag vedr. boligorganisationen Lejerbo København. Teknik- og Miljøforvaltningen har meddelt boligselskabet, at man vil være tilbageholdende med at prækvalificere det til nybyggeriprojekter i Københavns Kommune. Tilbageholdenheden er begrundet i Lejerbo Københavns usikre økonomiske, organisatoriske og administrative forhold. På den baggrund er det ikke muligt at fastsætte en endelig dato for, hvornår Lejerbo København igen kan blive prækvalificeret til opførelse af nye almene byggerier.
Med opgivelsen af Brofogedvej/Glasvej og Oliebladsgade mangler der i alt at blive opført 87 ud af de oprindeligt 137 nye boliger.
Løsning
Som erstatning for projektet på Brofogedvej/Glasvej vil Socialforvaltningen efter behandlingen i Socialudvalget iværksætte et nyt udbud af de 35 boliger, hvor de almene boligselskaber kan byde ind med et projekt, som boligselskabet efterfølgende opfører og drifter. Projektet bibeholder dermed sin status som alment boligprojekt. Erfaringerne viser, at boligselskaberne har vanskeligt ved at finde egnede grunde. Socialforvaltningen vil derfor gå i dialog med Økonomiforvaltningen med henblik på at afklare, om der eksisterer en kommunal grund, som projektet kan udbydes sammen med.
Et udbud vil kunne igangsættes kort efter behandlingen i Socialudvalget, hvorefter Socialforvaltningen først vil have et resultat af udbudsrunden 3-4 måneder senere på grund af sommerferien.
Når resultaterne fra udbuddet er indkommet pågår en proces, hvor der indgår en dialog med de bydende samt en endelig politisk godkendelse, hvilket vil tage ca. 6 måneder. Tidshorisonten fra udbuddet igangsættes til et politisk godkendt projekt foreligger vil udgøre 9-10 måneder.
Hvis der i forbindelse med udbuddet indkommer tilfredsstillende forslag, vil byggeriet kunne stå klar til indflytning i medio 2021, forudsat at der er ikke er behov for en ændring af lokalplan eller andre forhold, der kan forsinke projektet.
Med opgivelsen af projektet på Brofogedvej/Glasvej betyder det, at de nuværende beboere i botilbuddet Granvej for nuværende må blive boende i de eksisterende fysiske rammer på Granvej i Gladsaxe.
Status på erstatningspladserne for Oliebladsgade
Socialforvaltningen arbejder fortsat på at finde en løsning for det andet revurderede byggeprojekt på Oliebladsgade, hvor der er planlagt 52 boliger til borgere med sindslidelser og samtidigt misbrug og/eller udadreagerende adfærd.
I Overførselssagen 2017/2017 blev der tildelt en planlægningsbevilling til at undersøge mulighederne for etablering af et botilbud i en ejendom i Vordingborg. Socialforvaltningen og Økonomiforvaltningens undersøgelser af ejendomme viste dog, at det socialfagligt og totaløkonomisk set ikke var en hensigtsmæssig løsning.
Det har vist sig vanskeligt for Økonomiforvaltningen at identificere andre egnede byggegrunde. Derfor ser Socialforvaltningen og Økonomiforvaltningen på mulighederne for, at de 52 pladser kan opføres som servicelovsboliger i et nybyggeri eller ved modernisering af ejendommen på matriklen på Granvej i Gladsaxe. Det er umiddelbart forventningen, at der kan fremlægges et budgetnotat om en planlægningsbevilling til budget 2019. Der er en restfinansiering fra den tildelte planlægningsbevilling fra Overførselssagen 2016/2017, som kan indgå i finansieringen. Hvis det besluttes at anvende Granvej til formålet, vil byggeriet forventes at kunne stå klart i 2022-2023.
Økonomi
I forbindelse med at det valgte projekt skal godkendes i Borgerrepræsentationen, vil der blive gjort rede for projektets samlede økonomi. I det oprindelige projekt placeret på Brofogedvej/Glasvej er der afsat budget til grundkapital, deponering, montering mv. Det forventes at budgettet vil blive overført til det nye udbud, hvor midlerne anvendes på tilsvarende udgiftsposter.
I det nuværende projekt på Brofogedvej/Glasvej er der afholdt projekteringsudgifter for ca. 4 mio. kr. Socialforvaltningen skal i dialog med det almene boligselskab Lejerbo København om at håndtere udgiften. En eventuel medfinansiering af allerede afholdte projekteringsudgifter forventes finansieret inden for byggeriets afsatte ramme.
Videre proces
Et nyt udbud vil kunne annonceres kort efter en godkendelse af denne indstilling. Det forventes herefter, at de indkomne tilbud vil kunne foreligge i september 2018. Når der er truffet endelig beslutning om, hvilket projekt der vinder udbuddet, forelægges sagen for Socialudvalget og Borgerrepræsentationen.
Beboerne er tidligere blevet oplyst om, at de skal fraflytte Granvej i efteråret 2019. Beslutningen om at opgive projektet på Glasvej til fordel for et nyt udbud vil derfor hurtigst muligt blive kommunikeret videre til medarbejdere, beboere og pårørende på Granvej