Orientering om status på Døgnvagten
Indstilling og beslutning
- at Socialudvalget tager orientering om status på Døgnvagten til efterretning.
Problemstilling
Socialudvalget godkendte den 3. marts 2010 (2009-113782) en sammenlægning af Den Sociale Døgnvagt og Døgnkontakten, som i dag hedder Døgnvagten. Døgnvagten åbnede dørene den 1. august 2010 på Åboulevarden 38, 2200 København N. Døgnvagtens kerneydelser er at yde råd og vejledning, samt håndtere myndighedsarbejde i forhold til akut opståede sociale problemer for borgere og samarbejdspartnere i Københavns Kommune.
Nedenstående afsnit indeholder en opfølgning på Døgnvagten, som Socialudvalget bad om i forbindelse med beslutningen den 3. marts 2010.
Løsning
Døgnvagtens ledelse oplever, at både borgerne og samarbejdsparterne giver udtryk for, at der er sket en styrkelse af akut- og kriseberedskabet. Det er blevet tydeligt for borgerne og samarbejdsparterne, hvor de skal henvende sig, idet der er en samlet indgang til akut- og kriseberedskabet. Samtidig modtager borgerne og samarbejdsparterne en professionel service af et samlet personale, der formår at integrere myndigheds- og rådgivningsarbejdet
Der blev i forbindelse med sammenlægningen etableret to selvstændige indgange til Døgnvagten på Åboulevarden – en til de voksne brugere og en til børn og unge. Børn og unge kan således fortsat trygt henvende sig vedrørende anonym rådgivning, ligesom de kunne på Døgnkontakten. Børn og unge modtages i stueplan, og bliver ført op på 1. sal sammen med en medarbejder, hvor der kan tages hånd om deres problemstillinger. Derved venter børn og unge ikke i samme lokale som de voksne brugere af Døgnvagten. I stuen og på 1. sal er der etableret opholdsværelser og samtalerum, der sikrer anonymitet og betryggende forhold for alle parter.
De unge kontakter fortsat Døgnvagten, når de har brug for at tale med en voksen. De længerevarende rådgivningssamtaler og rådgivningsforløb med unge forekommer dog ikke så ofte, som det gjorde i Døgnkontaktens tid. Døgnvagtens medarbejdere er blevet hurtigere til at viderevisitere de unge til Børnefamiliecenter København (BFCK) og handler i nogen grad også hurtigere, end de gjorde tidligere i Døgnkontakten. Det har den fordel, at BFCK kommer tidligere ind i sagerne og dermed kan tilbyde den unge en målrettet indsats, hvis der vurderes at være behov for det.
Døgnvagten registrerer alle henvendelser fra unge, voksne og de typer af opgaver, som de løser. Desværre opgøres statistikken ikke på samme måde, som da der var tale om henholdsvis Den Sociale Døgnvagt og Døgnkontakten, og derfor er det ikke muligt at sammenligne tallene direkte. Der er dog ikke noget i tallene som indikerer, at flytningen af Den Sociale Døgnvagt og etableringen af Døgnvagten har haft negative konsekvenser for brugergrupperne, da Døgnvagten fortsat har mange henvendelser året rundt. I 2011 blev det således til cirka 11.000 sager og henvendelser i alt, som overordnet fordeler sig således: 1900 ungesager, 2500 sager om retsrepræsentation, 2500 sager om rådgivning til voksne, 2700 sager om rådgivning til familier, 700 henvendelser om information m.v. og dertil kommer en række hjemmebesøg, henvisning til akutboliger og andre opgaver, som Døgnvagten løser i kraft af sin akutfunktion.
Samlet set er fusionen af de to akutberedskaber gået godt, og medarbejdere fra Døgnkontakten og Den Sociale Døgnvagt har integreret deres forskellige fagligheder og skabt et samlet akut- og kriseberedskabet. Kort efter sammenlægningen i august 2010 startede Døgnvagten et forløb for medarbejderne med hjælp udefra. Her havde Døgnvagten fokus på, hvordan medarbejderne skulle få en fælles identitet og en fælles faglighed som har betydet, at de to medarbejdergrupper er smeltet sammen til en. Døgnvagten har efterfølgende løbende haft fokus på, om alle er fortrolige med alle arbejdsopgaver i huset.
Økonomi
Videre proces
Anette Laigaard /
Ane Kristine Christensen
Beslutning
Kontorchef Ane K. Christensen overværede punktets behandling.
Indstillingen blev godkendt