Mødedato: 25.04.2007, kl. 16:00

Høring om handleplaner til Københavns Kommunes Sundhedspolitik 2006 - 2010

Se alle bilag

Høring om handleplaner til Københavns Kommunes Sundhedspolitik 2006 - 2010

Socialudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 25. april 2007

 

 

14.      Høring om handleplaner til Københavns Kommunes Sundhedspolitik 2006 - 2010

 

SUD 138/2007  J.nr. 138/2007

 

 

 

Socialudvalget skal afgive høringssvar til Sundheds- og Omsorgsudvalget vedrørende handleplaner til kommunens sundhedspolitik.

 

Beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

1.  at Socialudvalget godkender udkast til høringssvar til "Handleplaner om Sundhedspolitik 2006 – 2010" til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

 

Problemstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har på sit møde d. 19. marts 2007 drøftet Sundhedsplanen, herunder et forslag til en tværgående kommunal prioriteringsliste til budgetønskelisten 2008, og anmodet om bemærkninger fra det øvrige udvalg (se bilag 4 og 5). Sundheds- og Omsorgsudvalget anmoder høringsparterne om i deres høringssvar at vurdere følgende (Bilag 2):

·        Om man kan tiltræde handleplanerne?

·        Hvordan man vil implementere handleplanerne? Samtidig bedes fagudvalget vurdere hvad der kan finansieres inden for det nuværende driftsbudget og hvad der kræver yderligere driftsfinansiering via budgetønskelisten for 2008?

·        Bemærkninger til tværgående prioriteringsliste til budgetønskelisten 2008.

 

Løsning

Socialforvaltningen har udarbejdet udkast til høringssvar jf. bilag 1. De vigtigste pointer i høringsvaret er gengivet nedenfor i punktform.

 

·        Det er Socialudvalgets vurdering, at der tale om en både relevant og meget ambitiøs plan, og Udvalget noterer med tilfredshed den stærke fokusering på den sociale uligheds og de sociale kårs betydning for sundheden. Udvalget har derfor ingen problemer med at tiltræde handleplanerne.

·        Udvalget mener, at der er for lidt fokus på børneområdet, og finder det beklageligt, at handleplanerne undlader at forholde sig til hvad der skal gøres, for at skabe bedre sundhedsforhold for de mest udsatte børn og unge og deres familier.

·        Udvalget er af den opfattelse, at sundhedspolitikker inden for dag- og døgnbehandlingsinstitutionsområdet burde være medtaget på prioriteringslisten.

·        På området "Misbrug", er det primært på alkoholområdet, at man påpeger behovet for en forstærket indsats. Socialforvaltningen har ikke inden for det nuværende driftsbudget mulighed for at finansiere en styrkelse af indsatsen, men har på alkoholområdet fremsat ønskeforslag til budgetforhandlingerne for 2008. Forslagene indebærer en styrkelse af indsatsen for yngre og social udsatte alkoholmisbrugere samt af indsatsen for børn af alkoholmisbrugere.

·        Socialudvalget har in gen bemærkninger til handlingsplanerne på området "Sund livsstil – Voksne" udover, at der indenfor det nuværende budget ikke er råderum til iværksættelse af forslagene.

·        Socialudvalget kan tiltræde indholdet af handleplanen for "Sundt arbejdsliv". Det vurderes, at det mest relevante er forslaget om udmøntning af Sundhedspolitikken på arbejdspladser. Handleplanens elementer og mål kan supplere og understøtte Socialforvaltningens mange andre politikker og projekter, der er målrettet udviklingen af attraktive arbejdspladser med et lavt sygefravær. APV, Arbejdsmiljøpolitikken, sygefraværspolitikken, Projekt Ledelseskvalitet, LEAN projekterne, udmøntningen af HR-strategien mfl. er eksempler på sådanne initiativer. Der er dog ikke rum til finansiere forslagene indenfor det nuværende budget.

 

Den samlede tilbagemelding fra Socialudvalget er, at handlingsplanerne må afvente en politisk prioritering under budgetforhandlingerne.

 

Økonomi

Der er ikke økonomiske konsekvenser af høringssvaret. Socialforvaltningen har til ønskelisten for budget 2008 bl.a. fremsat forslag til styrkelse af alkoholområdet og de økonomiske konsekvenser heraf vil blive behandlet i den sammenhæng. Socialforvaltningen kan ikke anvise finansiering for de af forslagene i handleplanen, der vedrører Socialforvaltningens område (se bilag 3, 4 og 6).

 

Videre proces

På baggrund af høringssvar fra øvrige udvalg udarbejder Sundheds- og Omsorgsudvalget et endeligt forslag til handleplaner til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen mhp. at dette indgår i budgetdrøftelserne for 2008.

 

Bilag

1.      Udkast til høringssvar fra Socialudvalget

2.      Høringsbrev

3.      Sunde københavnere i alle aldre – Resume af handleplaner

4.      Prioriteringsliste

5.      Indstilling til SOU d. 19. marts 2007

6.      Oplistning af indsatser

 

         Anette Laigaard                              /                     Jens Elmelund


 

Til top