Opfølgning på handleplan vedr. kriminelle udsatte unge

Socialforvaltningen indstiller overfor Socialudvalget,

1. at Socialudvalget drøfter Socialforvaltningens kriminalpræventive indsats herunder følgende dilemmaer:

• Balance mellem støtte til familien og forældreansvar
• Insisterende indsats og medbestemmelse
• Kulturel overføring og behov for anbringelse

Udfordringer og dilemmaer i det sociale arbejde med unge kriminelle

Balance mellem støtte til familien og forældreansvar 

Den tidlige indsats er af stor betydning for det kriminalpræventive arbejde. For at opdage og hjælpe unge, der er i risiko for at blive kriminelle, kræves et tæt samarbejde med den unges familie og med den unges skole, da de ofte er de første til at opdage problemer.

Forvaltningen har på den baggrund et opsøgende arbejde eksempelvis i form af rådgivningstilbud, gadeplansarbejde og skolesocialrådgivere, der alle skal bidrage til at opdage udsatte unge, der er i risiko for at blive kriminelle. Ligeledes arbejder forvaltningen tæt sammen med andre forvaltninger omkring at skabe helhedsorienterede forløb.  

Et særligt fokusområde i arbejdet med udsatte børn og unge er inddragelsen af familien i et kontinuerligt og systematisk forløb. I arbejdet med familien til en udsat ung søges at styrke familiens kompetencer og opbygge et solidt netværk, der kan støtte op omkring familien. Udfordringen i arbejdet er hele tiden at balancere indsatsen således, at den på den ene side opbygger den massive støtte, som familien har brug for, og på den anden side ikke bliver ”omklamrende”, så familien ikke kan stå på egne ben, når den kommunale indsats bortfalder.  

I mange tilfælde er erfaringerne med familiearbejdet gode. I andre tilfælde lykkedes det ikke at skabe et samarbejde til gavn for den unge. Når arbejdet ikke lykkedes, kan det skyldes, at forældrene ikke ønsker et samarbejde med forvaltningen, eller at forældrene ikke evner eller lykkedes med at støtte den unge. 

Et forældrepålæg kan i nogle tilfælde være et brugbart redskab i det sociale arbejde. Et pålæg giver mulighed for at stille konkrete krav til forældrene omkring opgaver eller pligter i forhold til den unge og giver mulighed for at trække forældrene i sociale ydelser, hvis pålægget ikke efterleves.  

I de familier, hvor forældrene samarbejder efter bedste evne, vil pålægget imidlertid ikke have den ønskede effekt.  I andre familier motiverer fratagelsen af sociale ydelser ikke til et samarbejde med forvaltningen. 

Det succesfulde familiesamarbejde er således betinget af en motivation, en fælles forståelse omkring behovet for støtte til den unge og en evne til konkret at hjælpe den unge i hverdagen. Endelig skal det sociale arbejde lykkes med at opbygge en indsats, hvor familien selv kan tage ansvar og handling for deres barn eller unge, når indsatsen ophører.   

Insisterende indsats og medbestemmelse  

Arbejdet med kriminelle eller kriminalitetstruede unge har fokus på at skabe en helhedsorienteret indsats, hvor den unge inddrages. Indsatsen har fokus på hele den unges liv og inkluderer både den unges skolegang, beskæftigelse, fritidsliv, familierelationer mv. 

Imidlertid har flere unge en modvilje eller passivitet overfor systemet og ønsker i høj grad at stå på egne ben uden kontakt med den kommunale indsats.  

Forvaltningen kan således tilrettelægge en helhedsorienteret indsats, hvor der arbejdes samtidigt med eksempelvis en beskæftigelsesindsats og en social indsats, men indsatsen kan være ”nyttesløs”, hvis den unge ikke ønsker at medvirke. Udfordringen er således, hvordan vi lykkedes med at hjælpe en ung, der ikke vil hjælpes? 

For nogle unge under 18 år kan et ungepålæg være et værktøj. Den unge kan pålægges at modtage foranstaltninger efter serviceloven eller pålægges at deltage i aktiviteter. Pålægget vil aldrig alene kunne få den unge ud af kriminalitet, men kan benyttes til at skabe et forpligtigende partnerskab med den unge. 

Partnerskabet består i at skabe en insisterende indsats overfor en ung, der har brug for hjælp, men samtidig understøtte den unge i at træffe egne valg, som et vigtigt skridt mod voksenlivet.  

Desuden giver serviceloven i særlige tilfælde mulighed for at låse en ung, der er anbragt på en døgninstitution, inde. Et middel der kan være nødvendigt, men som udfordrer det pædagogiske arbejde. Den unge risikerer at opfatte pædagogen som ”fangevogter”, og den nødvendige tillidsrelation mellem pædagog og ung kan ødelægges.  

Kulturel overføring og behov for anbringelse 

I nogle tilfælde vurderes det, at en kriminalitetstruet ung eller en kriminel ung bedst hjælpes ved en anbringelse på en døgninstitution. Det kan eksempelvis være, hvis den unge er behandlingskrævende, kræver massiv socialpædagogisk støtte eller har udfordringer, der vil være for store for en plejefamilie at håndtere. Derudover vil nogle unge blive dømt til en anbringelse på en sikret institution.  

Imidlertid er der altid risiko for en kulturel overføring eller en smitteeffekt, hvor de unge overfører kriminelle normer til hinanden, og den enkelte unge tilegner sig en identitet som kriminel eller begynder at ryge hash for at være en del af fællesskabet. Ligeledes kan grupper af unge positionere sig i forhold til medarbejderne på en institution og skabe en ”os-dem” situation, der bidrager til at underbygge en gruppeidentitet.  

Der er tale om en kendt effekt, der ikke kan afgrænses til institutioner eller kan betragtes som et københavner-fænomen, men må ses som en præmis i det pædagogiske arbejde med grupper af unge. Udfordringen er, hvordan vi håndterer behovet for at anbringe en ung ved professionelt personale, men samtidig forhindrer, at nye kriminelle fællesskaber opstår?

Døgninstitutionerne forsøger i vidt omfang at modvirke en overføring ved at have en tæt tilknytning til det omgivende samfund. Det betyder blandt andet, at institutionerne har et samarbejde med lokale skoler, uddannelsesinstitutioner, idrætsforeninger mv. og i nogle tilfælde benytter sig af sociale mentorer, der kan tage de unge ud af miljøet på institutionen.