Mødedato: 25.01.2012, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Boligplan - analyse af fremadrettet behov for etablering og modernisering af boliger og døgnpladser til udsatte voksne

Se alle bilag

Socialudvalget skal tage stilling til den udarbejdede ”Plan for boliger til voksne med handicap, sindslidelse eller udsatte borgere i København”. Planen beskriver behovet for udvidelse og udvikling af boligkapaciteten frem til 2025, samt fastsætter målsætning for ventetid, og principper for bruger- og borgerinddragelse i byggeprojekter.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

1.                  At Socialudvalget godkender vedhæftede høringsversion af ”Plan for boliger til voksne med handicap, sindslidelse eller udsatte borgere i København” (bilag 1).

2.                  At Socialudvalget godkender, at planen sendes i høring til de høringsparter, der fremgår af bilag 3.

3.                  At Socialudvalget godkender, at der etableres en målsætning om, at 80 % af alle borgere på handicap ventelisten får et relevant tilbud om bolig indenfor 6 måneder jf. bilag 1

4.                  At Socialudvalget godkender, at der etableres en målsætning om, at 80 % af alle borgere på psykiatri ventelisten får et relevant tilbud om bolig indenfor 4 måneder jf. bilag 1
5.         At Socialudvalget tager ”principper for bruger- og borgerinddragelse i Socialforvaltningens byggeprojekter” beskrevet i bilag 2 til efterretning.

 

Problemstilling

Københavns Kommune skal have tidssvarende boliger til voksne med handicap, sindslidelse og udsatte borgere, der danner de nødvendige rammer for, at borgerne kan få et godt og selvstændigt liv. Da en hjemløsereform for boliger og døgnpladser til udsatte borgere fortsat er under udarbejdelse vedrører tal for udvidelse af kapacitet og modernisering alene boliger til borgere med handicap og sindslidelse.

Selv om der er bygget 542 nye boliger i perioden 2007-2012, og at det er finansieret, at der bliver etableret 629 yderligere nye boliger frem til 2015, er der fortsat behov for udvidelse og udviklingen af boligkapaciteten. Der skal sættes mål for etablering af boliger udover de allerede finansierede projekter, samt gives en pejling på, hvilke typer af boliger der er behov for i forbindelse med såvel finansierede som ikke-finansierede projekter.

Løsning

Nye målsætninger for boligområdet

Som beskrevet i vedhæftede ”Plan for boliger til voksne med handicap, sindslidelse eller udsatte borgere” (se bilag 1) ønskes der fastsat følgende mål for boligområdet:

  • 95% af alle boliger til borgere med handicap eller sindslidelse lever op til den nuværende moderniseringsstandard ved at modernisere yderligere 407 boliger frem til 2017
  • Der etableres 259 boliger til borgere med handicap og sindslidelse frem til 2025 for at kapaciteten kan følge med befolkningsudviklingen i København
  • Der skal afprøves velfærdsteknologier i boligerne, der kan understøtte borgernes selvstændighed og øge deres mulighed for at blive længere i en selvstændig bolig

Samtidig med, at der bygges nye boliger, skal den samlede boligkapacitet også udvikles således at:

·         der udvikles nye pladstyper, så paletten af boliger så vidt muligt understøtter alle borgeres støttebehov og udviklingspotentiale

·         at boligerne sikrer driftsoptimering

·         at medarbejdernes arbejdsforhold optimeres, således at arbejdsskader og nedslidning forebygges, for at holde sygefravær nede

Udviklingen af de nye boliger vil følge i alt 11 spor, der gælder alle målgrupper af borgere. Sporene dækker over indsatsområder for forskellige støtteniveauer, herunder:

  • For borgere med højt støttebehov: mere specialisering, bedre fysiske rammer til enkeltmandsprojekter og etablering af interne dag-, samværs- og aktivitetstilbud
  • For borgere med mellem støttebehov: videreudvikling af fleksible tilbud, hvor støtte kan variere efter behov uden, at borgerne skal flytte
  • For borgere med lavt støttebehov: udvidelse af aflastnings- og akutkapacitet, samt flere og bedre boliger
  • For alle: billige boliger til unge og kontanthjælpsmodtagere, flere boliger i private byggerier og bevarelse af boliger til borgere med behov for afskærmning.

Ventetid

Der er tidligere blevet defineret, at borgere med handicap skulle have et botilbud indenfor 4 ugers ventetid jf. handicapplanen (p. 17-18) og borgere med sindslidelse indenfor 2 måneders ventetid jf. tryghedsplan II (vedtaget af Socialudvalget den 20. juni 2007). Den gennemsnitlige ventetid på en bolig til borgere med handicap var 33 måneder i 2011 og ventetiden for borgere med sindslidelse på 4 måneder i 2011.

Det ønskes derfor, at der fastsættes nye målsætninger for ventetiden, der tager hensyn til at:

  • Mange beboere modtager et relevant tilbud om bolig, som de siger nej til. Dette gælder for 50% af psykiatri ventelisten og 20% af handicap ventelisten. Derfor øges ventetiden ofte af, at borgerne ønsker en specifik bolig.
  • Mange borgere på ventelisten har behov for et specialiseret tilbud og kan derfor kun stå på ventelisten til få pladser. Dette øger automatisk ventetiden for især borgere med handicap.
  • Borgere på ventelisten vil, hvis nødvendigt, få anden støtte i ventetiden, såsom hjemmepleje og hjemmevejledning
  • Hvis ventetiden bliver meget lavere end forslået nedenfor, skal der opereres med overkapacitet, hvis den faglige specialisering af tilbuddene skal bevares. Dette vil medføre, at der bruges driftsmidler til tomgang
  • Borgere, som ikke er aktivt ventende, især unge der bor hos deres forældre, inkluderes i dag i statistikken, selv om de først har behov for et tilbud om 2-3 år. Dette gælder for ca. 40% af handicap ventelisten.

For at imødekomme disse forhold foreslås det, at der fastsættes en ny målsætning om at:

·         80% af alle borgere får et tilbud om en relevant bolig indenfor  

o   4 måneder for borgere med sindslidelse

o   6 måneder for borgere med handicap

o   Samt at ventetiden kun registreres for borgere, der har behov for et tilbud indenfor 6 måneder

Derved ændres både målsætningen for, hvor lang ventetid, der vurderes realistisk, samt opgørelsesmetoden.

Med de nuværende finansierede boliger forventes ventelisten på handicapområdet at komme under 100 borgere i 2014, som er målsætningen i pejlemærket for flere og bedre boliger til borgere med handicap. Se desuden forventet ventelisteudvikling i bilag 1, p. 6. Bygningen af flere boliger frem til 2025 skal fastholde dette niveau af ventende fra 2014 og frem.

Vision for hjemløseområdet

Det er endnu ikke fastlagt, hvilket behov for modernisering og kapacitetsudvidelse, der skal ske på området for boliger og døgnpladser til udsatte borgere. Der skal fremlægges en vision for hjemløseområdet i løbet af 2012, der beskriver de fremadrettede visioner for området. Der er især udfordringer med at få nok boliger til borgere, der kan bo i egen bolig, samt at imødekomme behovet for boliger til borgere, der ikke har et potentiale for at flytte i egen bolig, og som samtidig skal have et mere specialiseret tilbud.

 

Selv om omfanget af modernisering og etablering af nye pladser endnu ikke er fastlagt forventes det dog, at de nye boliger til udsatte borgere vil kunne rummes i de 11 spor for udvikling af nye pladser, der beskrives i afsnit 5 af planen (jf. bilag 1). Konklusioner og beslutninger, som vil følge af den endelige hjemløsevision, vil efterfølgende blive indarbejdet i en revideret udgave af boligplanen.

 

Principper for bruger- og borgerinddragelse i byggeprojekter

I bilag 2 beskrives principperne for bruger- og borgerinddragelser i byggeprojekter. Som, det fremgår, vil der for alle byggeprojekter, men især boliger, være fokus på at:

  • Borgere og pårørende inddrages så tidligt som muligt og så ofte som muligt igennem møder og nyhedsbreve
  • Der udarbejdes en let læselig brochure til deltagelse af borgere og pårørende i byggeudvalg, der beskriver indflydelsesmuligheder og proces
  • Naboer og lokalmiljø informeres om kommende botilbud, når dette ikke strider imod tavshedspligten i forvaltningsloven
  • Andre interessenter som dialogforum, handicapråd, ældreråd og lokaludvalg høres og informeres når relevant

Principperne vil indgå som bilag til planen og sendes med i høring. Principperne følges allerede for byggeprojekter, men er ikke tidligere blevet beskrevet.

Økonomi

Det er estimeret, at der skal investeres 618 mio. kr. i anlægsmidler frem til 2025 udover de allerede finansierede boligprojekter, hvis målsætningerne i planen skal opfyldes. Af de 618 mio. kr. skal 378 mio. kr. anvendes til modernisering af 407 boliger og 240 mio. kr. til udvidelse af kapaciteten med 259 pladser. Se desuden investeringsafsnit i bilag 1 s. 13. Dertil kommer driftsmidler til udvidelse af kapaciteten, som vil blive estimeret løbende afhængigt af hvilket støtteniveau de konkrete beboere har behov for. Der udarbejdes ønskeforslag til budget 2013 omkring opfyldelse af målene for 2013-2015.

Der er i 2012-2015 blevet finansieret at modernisere 435 pladser og etablere 194 nye pladser til en samlet anlægsudgift på 327 mio. kr.

Videre proces

Planen vil blive sendt i høring til de høringsparter, der fremgår af bilag 3 i februar –marts måned. Senest i juni måned vil en revideret plan vil blive fremlagt for Socialudvalget, sammen med en handleplan for perioden 2013-2015.

 

 

         Anette Laigaard

                                                                  /Lars Østergaard

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.

Til top