Mødedato: 25.01.2012, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Medlemsforslag fra A og SF om at indføre redskaber til gennemførsel af brugertilfredshedsundersøgelser og indføje opfølgning på brugertilfredshed i kvalitetsmodellen og akkreditering

MEDLEMSFORSLAG

Det foreslås,

At Socialudvalget pålægger Socialforvaltningen at indføre redskaber til gennemførsel af brugertilfredshedsundersøgelser og indføje opfølgning på brugertilfredshed i kvalitetsmodellen og akkreditering. Socialudvalget præsenteres for disse værktøjer og krav i første halvår af 2012

                                                                                 (Stillet af SF & Socialdemokraterne)

 

 

MOTIVERING

Socialforvaltningen har direkte kontakt med mange københavnere i deres tilbud. Socialdemokraterne finder, at der i dag er en mangelfuld opfølgning på den effekt tilbuddene har for brugerne og den tilfredshed brugerne oplever i tilbuddene. Socialdemokraterne ønsker derfor, at kvalitetsmodellen suppleres med et værktøj til brugertilfredshedsmålinger.

Forvaltningen kan, gennem kvalitetsmodellen og akkreditering, sikre tilfredsstillende opfølgning på kvaliteten og effekten af de tilbud Socialforvaltningen tilbyder og varetager. Socialdemokraterne, ønsker derfor at arbejdet med brugertilfredshed bliver en del af kvalitetsmodellen og som sådan bedømmes årligt i forbindelse med audit af tilbuddene.

Brugerundersøgelser er et centralt værktøj til at målrette og forbedre service og tilbud overfor københavnerne. Derfor skal Socialforvaltningen stille et brugertilfredshedsmålingsværktøj til rådighed for alle tilbud, som de kan benytte, der hvor det giver mening at spørge brugerne.

I de tilbud, hvor brugerne ikke har et funktionsniveau og/eller kognitive færdigheder, der gør det muligt at gennemføre en brugertilfredshedsundersøgelse, bør der undersøges om det er muligt at arbejde med brugertilfredshedsmålinger på en anden måde, f.eks. ved inddragelse af pårørende eller observationer. 

Socialforvaltningen skal i forbindelse med opfølgning på akkrediteringsbedømmelserne af forvaltningens tilbud og centre sikre, at resultaterne af brugertilfredshedsmålingerne bliver inddraget i det videre arbejde på de enkelte områder og tilbud.

Bedømmelserne af tilbuddenes arbejde med brugertilfredshed gengives på kommunen hjemmeside i forbindelse med offentliggørelsen af auditorernes akkrediteringsbedømmelser af tilbud og centre.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.

Til top