Afrapportering på borgercentrenes omstillingsplaner
Resumé
Socialudvalget orienteres om borgercentrenes arbejde med omstillingsplanerne, herunder implementeringen af tiltag, der har fået investeringsmidler i forbindelse med Overførselssagen 2020-2021. Borgercentrene er stadig i den tidlige fase i arbejdet med at implementere konkrete tiltag under omstillingsplanens ramme, men har igangsat en række initiativer, der relateres til omstillingsplanernes målsætninger.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget tager afrapporteringen til efterretning.
Problemstilling
Socialudvalget besluttede på mødet d. 21. april 2021, at udvalget skulle have en opfølgning på borgercentrenes arbejde med omstillingsplanerne i november 2021. I opfølgningen blev der ønsket en status på borgercentrenes arbejde med at implementere omstillingsplanerne, herunder særligt på implementeringen af tiltag, der har fået investeringsmidler i forbindelse med Overførselssagen 2020-2021. Udvalget forelægges opfølgningen nedenfor.
Løsning
Siden Socialudvalget tog omstillingsplanerne til efterretning d. 21. april 2021, har borgercentrene fortsat arbejdet med implementeringen, herunder med at implementere de investeringsforslag, der blev godkendt til Overførselssagen 2020-2021. Borgercentrene har igangsat etableringen af organisatoriske setups, hvor ledere, medarbejdere og borgere inddrages og er med til at udvikle initiativer, der skal understøtte den faglige omstilling.
Borgercentrenes tre omstillingsplaner udgør den strategiske ramme for borgercentrenes socialfaglige og økonomiske omstillinger og indeholder hver 3-5 faglige spor. Borgercentrene sikrer på forskelligvis, at borgerne bliver inddraget i arbejdet med omstillingsplanerne og udarbejdelsen af konkrete initiativer. Fx har borgere i Borgercenter Voksne en plads i styregrupperne under hvert af de faglige spor, ligesom der er nedsat to erfaringsgrupper, der bidrager med konkrete erfaringer fra borgernes perspektiv. I Borgercenter Børn og Unge har de i sommeren 2020 interviewet ca. 30 unge og forældre med særligt fokus på forbedringspotentialer. Resultaterne herfra indgår i det tværgående spor om servicekultur og er også blevet anvendt som baggrund for udviklingen af løsninger i de øvrige spor. I Borgercenter Handicap er borgere blevet inddraget i tilblivelsen af omstillingsplanen og inddrages løbende i forløbet bl.a. via input fra dialogmøder, gennem interviews og via samskabelse.
Socialforvaltningens arbejde med servicekultur er integreret i omstillingsplanerne og sikres på den måde faglig og ledelsesmæssig sammenhæng i organiseringen af borgercentrenes omstillingsplaner.
Hver omstillingsplan indeholder en række målsætninger for arbejdet med den faglige retning. Borgercentrene følger målsætningerne for at få et billede af udviklingen inden for de enkelte faglige spor. Socialudvalget vil til udvalgsmødet i februar 2022 og fremover årligt i forbindelse med 1. behandling af budgetforslagene modtage en status på arbejdet med omstillingsplanerne, hvori der også vil indgå en opfølgning på én udvalgt målsætning pr. spor i omstillingsplanerne.
Nedenfor gives kort status på de investeringsforslag fra Overførselssagen 2020-2021, hvor omstillingsplanerne er det faglige og økonomiske afsæt.
Borgercenter Voksne
SI01 - Styrket rehabiliterende indsats på botilbudsområdet: Botilbudsviften styrkes ved at opnormere botilbuddet Tranehavegård, så efterspørgslen efter købte botilbudspladser samlet set reduceres. Opnormeringen skal bl.a. gå til personaletilstedeværelse i aftentimerne. Der er ved at blive udarbejdet en plan for ansættelse af personale, ligesom behovet for kompetenceudvikling i forhold til styrkelse af den rehabiliterende indsats er under afklaring. Forvaltningen forventer, at der efter planen er ansat mere personale fra 2022.
SI04 - Tilbud til borgere med sindslidelse og særlige behov som erstatning for køb af pladser: Med forslaget gør Socialforvaltningen en midlertidig flytning af unge-tilbud, der har haft til huse på Thorupgårdens 4. sal, til en permanent løsning på Thomas Koppels Allé, jf. Socialudvalgets beslutning d. 22. september 2021. På Thorupgårdens 4. sal etableres til gengæld et specialiseret botilbud til borgere med en sindslidelse og særlige udfordringer med fx misbrug. Der er medio oktober 2021 givet byggetilladelse til den forudsatte separate indgang ved en elevator, således at planlægning af den videre etablering kan gå i gang, herunder ansøgning til Socialtilsynet.
UD05 - Udvidelse af digitale borgermøder og behandlingsmuligheder: Borgercenter Voksne ønsker at øge brugen af digitale borgermøder som et frivilligt supplement til det fysiske møde. Borgercenter Voksne er i gang med at udarbejde manual-baserede forløb i Digital Forløbsguide til Rusmiddelbehandlingen og at implementere Digital Forløbsguide bredt i borgercentret. Med Digital Forløbsguide får borgerne adgang til deres digitale forløbsguide via en app og modtager herigennem relevant information, påmindelser om aftaler og kan kommunikere til medarbejdere. Implementeringen af Digital Forløbsguide sker i resten af 2021 udelukkende på myndighedsområdet på grund af implementeringen af DOMUS i Socialpsykiatrien og heraf frozen zone for implementering af andre systemer.
Borgercenter Børn og Unge
BU01 – Faglig omstilling og kortere varighed på foranstaltninger: Borgercentret har fået investeringsmidler til at understøtte arbejdet med sporene ’Positive fællesskaber’ og ’Sammenhængende forløb’. Midlerne er blevet anvendt til at ansætte civilsamfundsmedarbejdere på alle myndighedsenheder og udførercentre, samt udvikle en model for sammenhængende forløb. Civilsamfundsmedarbejderne skal arbejde med at understøtte, at flere udsatte børn og unge med en sag i Borgercenter Børn og Unge hjælpes ind i positive fællesskaber med andre børne og unge – fx i fritids- og foreningslivet, fritidsjob, klubber mv.. Investeringsmidlerne er herudover blevet anvendt til at udvikle en model for fase-opdelte forløb i borgercentret. Modellen er bygget op omkring en forløbstankegang, som betyder, at der ved opstart af en indsats udarbejdes en langsigtet og fleksibel plan med tre faser: Opstart, indsats og overgang med henblik på at skabe mere sammenhængende forløb for borgercentrets borgere. Investeringsmidlerne bliver i forlængelse heraf også anvendt til at teste modellen i en udvalgt del af organisationen.
Borgercenter Handicap
HA01 – Livet er ikke snorlige – omstilling af handicapområdets tilbudsvifte: Der er påbegyndt øget samarbejde med beskæftigelsesorienterede aktører som beskrevet i forslaget. Der er opskaleret med en fuldtidsmedarbejder, som i samarbejde med bostederne og indsatsen TeamOP laver indsatser for unge i midlertidige botilbud, der er rettet mod uddannelse, beskæftigelse og fritid. I Huset for Tidlig Indsats i Suhmsgade er der igangsat korterevarende gruppeforløb, som et alternativt til de individuelle forløb, og der er ansat en ekstra flyttekoordinator, som skal hjælpe og støtte unge med det praktiske i forhold til at flytte i eget hjem.
HA03 – Styrket servicekultur og bedre borgerdialog: Der arbejdes med projektet ‘Den Gode Dialog’, hvor borgercentret undersøger, hvad der bidrager til den gode dialog mellem familien og borgercentret bl.a. igennem fokusgrupper med borgere og afprøvning af forskellige tiltag. Der er ansat to forandringskonsulenter, som skal undersøge potentiale med automatisering og digitalisering og omsætte potentialet til løsninger. Der er opstartet et pilotprojekt hos hjemmevejlederne i Suhmsgade med den digitale forløbsguide Emento. Appen giver borgerne adgang til deres digitale forløbsguide, hvor de modtager relevant information og påmindelser om aftaler. Medarbejderne er med til at udvikle indhold til appen, som forventes at være i drift med borgere ultimo 2021.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
På Socialudvalgets møde d. 21. april 2021 blev det besluttet, at opfølgning på omstillingsplanerne fremover vil ske årligt i forbindelse med budgetprocessen i februar, hvor der er budgetseminar og 1. behandling af budgetforslagene. Socialudvalget vil derfor blive præsenteret for en opdateret status på Socialudvalgets møde d. 10. februar 2022.
Mikkel Boje
/ Lise Stidsen Vandahl, Mette Boskov Vedsmand og Eva Stokbro Jensen
Beslutning
Indstillingen blev taget til efterretning.
Vicedirektør Lise Stidsen Vandahl, vicedirektør Mette Boskov Vedsmand, vicedirektør Anders Møller Jakobsen og kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.