Mødedato: 24.06.2016, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Udsat. Varetagelse af befordringsaftale og fastsættelse af serviceniveau

Socialudvalget skal godkende forslag til befordringsaftale med dertilhørende serviceniveauer for kørsel til og dagtilbud i Socialforvaltningen.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller til Socialudvalget,

 

  1. At Socialudvalget godkender, at Movia varetager befordringsopgaven med dertilhørende serviceniveauer for rutekørsel til og fra dagtilbud i Socialforvaltningen.

Problemstilling

Kommunen er forpligtet til at sørge for befordring af borgere, som er visiteret til en række kommunale ydelser. Den nuværende befordringsaftale udløber i februar 2017. Derfor skal der i løbet af 2016 indgås en ny aftale om befordring. Aftalen skal omfatte kørsel til dagtilbud i Socialforvaltningen. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har lagt en tilsvarende indstilling for Sundheds- og Omsorgsudvalget vedrørende kørsel til og fra trænings- og forebyggelsesenheder, hvor opgaven placeres hos Movia.

Løsning

Økonomiforvaltningen har gennemført en afdækning af kørslen på tværs af forvaltningerne, herunder hvilke udbudsformer, der medfører den mest effektive afvikling af kørslen. Afdækningen viser, at det mest effektive alternativ er at lade trafikselskabet Movia varetage befordringsopgaven vedrørende kørsel til dagtilbud

Movia er ejet af de 45 kommuner og to regioner i Østdanmark, og giver derfor mulighed for koordineret planlægning på tværs af kommunale og regionale skel. Movia udfører ikke selve kørslen, men varetager opgaverne med udbudsrunder og forhandling af kontrakter med leverandørerne. Derudover varetager Movia opgaverne med kørselsplanlægning, afregning med vognmændene samt administration.

Der er to hovedformer for kørsel:  Flextrafik variabel, som vil blive benyttet i SUF, og Flextrafik rute, som bliver tilbudt i SOF. Variabel kørsel er kørsel til og fra et sted på forskellige tidspunkter af dagen og til og fra forskellige adresser. Rutekørsel er faste ruter fra samme bestemmelsessted til et andet.

Socialforvaltningen vil se på mulighederne for at flere af borgerne, på sigt, kan anvende Flextrafik variabel, mhp. at blive mest muligt selvhjulpen.

Movia anbefaler, at kommunen anvender Flextrafiks standardserviceniveauer, som er refereret nedenfor. Movia gør opmærksom på, at Flextrafiks serviceniveau er vejledende, men at der samtidigt er parametre, som ikke kan ændres, fordi de er faste standarder i Movias IT-system.

Flextrafik rute

De borgere der går i dagtilbud (aktivitets- og samværstilbud eller beskyttet beskæftigelse) bliver i dag kørt fra botilbuddet til dagtilbuddet og tilbage igen. Denne kørsel er på faste dage med et rimeligt ens antal borgere.

Det anbefalede serviceniveau for Flextrafik rute indebærer, at

  • Bestillingsfristen på kørsel er 5 dage

  • Det ønskede afhentningstidspunkt kan rykkes af operatøren. Det vil således være tidspunktet, hvor en borger senest kan hentes, og den tid der pågår ved selve afhentningen, der er afgørende for hvornår en borger afhentes. [kan ikke ændres]

  • Afhentningstidspunktet af borgeren er -5 min/+ 15 min i forhold til den planlagte afhentningstid [kan ikke ændres]

  • Samkørsel med andre borgere til andre ordninger sker kun efter aftale

  • Den maksimale køretid er 75 min. Dvs. borgernes tid i bussen maximalt er 75 minutter.

  • Der er mulighed for at medbringe to mobilitetshjælpemidler, eksempelvis kørestol og gangstativ.

  • Der er mulighed for at chaufføren afhenter ved døren, hvis det er et krav

  • Der er mulighed for fast chaufførgruppe

  • Der er mulighed for solokørsel

I forhold til den nuværende kontrakt vil der ske en serviceforbedring  i forhold til den maksimale køretid på 75 minutter, hvor der i dag kan være køretid på 90 minutter.

Sociale klausuler                                                                                                                      

Movia er en fælleskommunalt trafikselskab og Københavns Kommune kan derfor vanskeligt stille et krav om, at Københavns Kommunes indkøbspolitik anvendes, når Movia udbyder en opgave, pga. de mange aktører (de forskellige kommuner og regioner). Der er således en parallelitet til de SKI aftaler Kommunen forpligter sig til, hvor der er flere kommuner og staten, der skal anvende samme aftale.

Movia stiller ikke eksplicit krav til, at ansatte hos tilbudsgiver skal aflønnes efter de for området gældende overenskomster. Da det dog samtidig er et lovkrav for at få de nødvendige tilladelser fra myndighederne til at drive erhvervsmæssig personbefordring, vurderer Københavns Kommune, at kravet implicit er opfyldt.

Herudover følger det af Movias CSR politik, at Movia både lægger vægt på at kunne tilbyde praktikpladser og på at kunne tilbyde job på særlige vilkår som et naturligt led i at være en rummelig arbejdsplads.  Det er ligeledes i overensstemmelse med Københavns Kommunes indsatser for at skabe en rummelig arbejdsplads.

Movias CSR politik (virksomhedens sociale ansvar) svarer stort set til de krav, Københavns Kommune stiller til samtlige udbud og kontraktindgåelser.

Økonomi

Socialforvaltningen forventer en effektivisering på området. Potentialet vil blive afklaret i forbindelse med udbuddet. De eventuelle effektiviseringer kan indgå i omstillingsbidraget i forbindelse med budget 2018.

Videre proces

Hvis udvalget godkender indstillingen afsluttes udbudsprocessen oktober 2016, og driftsstart er 1. marts 2017. Kontrakten indgås for et år med mulighed for at forlænge kontrakten eller eventuelt udvide opgaven.

 

 

Nina Eg Hansen/

 

                           Lone Berner Wolff

Oversigt over politisk behandling

Socialudvalgets beslutning i mødet den 15. juni 2016

Sagen blev udsat til næstkommende møde i Socialudvalget.

Beslutning

Socialudvalgets beslutning i mødet den 24. juni 2016

Indstillingen blev godkendt efter afstemning med 9 stemmer imod 1. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, V, F, O og C.

Imod stemte: Ø.

Til top