Fastholdelse og rekruttering: Indsatser til budget 2025
Resumé
Socialudvalget skal have en drøftelse af fastholdelse og rekruttering af medarbejdere den 24. april 2024. Drøftelsen skal munde ud i en beslutning om, hvilke indsatsområder forvaltningen skal arbejde videre med frem mod budget 2025.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller:
- at Socialudvalget drøfter forslag til indsatser inden for fastholdelse og rekruttering i 2025 (jf. bilag 1)
- at Socialudvalget godkender, at forvaltningen udarbejder to budgetnotater svarende til de to hovedtemaer i bilag 1, som kan indgå i kategorien Fastholdelse og rekruttering til budgetforhandlingerne 2025.
Problemstilling
Socialforvaltningen har som resten af velfærdsområdet i Danmark store udfordringer med fastholdelse og rekruttering af medarbejdere. Socialudvalget besluttede i 2022 at gøre fastholdelse og rekruttering til et af udvalgets fire strategiske indsatsområder i 2022-2025, hvor det er en central målsætning, at forvaltningens personaleomsætning falder.
I forbindelse med de årlige budgetforhandlinger er der afsat en særskilt kategori til fastholdelse og rekruttering. Socialforvaltningen har i 2022, 2023 og 2024 modtaget hhv. 16,5, 15,6 og 12 mio. kr. årligt (fireårige bevillinger).
I lighed med 2022 og 2023 udarbejder Økonomiforvaltningen en Personalepolitisk Redegørelse for 2024. Socialforvaltningen forventer ikke, at der vil være nye emner eller anbefalinger i dette års redegørelse. Personalepolitisk Redegørelse 2024 kommer til at bestå af en nøgletalsrapport, velfærdsprognose, opsamling på puljemidler afsat til fastholdelse og rekruttering 2022-2024 samt konkret evaluering af puljemidlerne fra 2022 (ØK77: fastholdelsestillæg). Økonomiudvalget får forelagt Personalepolitisk Redegørelse 2024 den 11. juni 2024. Socialudvalget vil blive orienteret i august (forud for budgetforhandlingerne), hvis Personalepolitisk Redegørelse 2024 medfører relevante resultater.
Løsning
Med midler fra de seneste års budgetter (2022, 2023 og 2024) har Socialforvaltningen iværksat flere større indsatser, som skal bidrage til fastholdelse og rekruttering af medarbejdere. Indsatser som også tager afsæt i anbefalingerne fra Personalepolitisk Redegørelse 2022 og 2023.
En stor del af de igangværende indsatser er målrettet løft af kompetencer hos medarbejdere, som enten anvendes direkte ind i løsningen af kerneopgaven (fx Bedre til ord, tal og it, pædagogisk assistentuddannelse (PAU) og Meritpædagog) eller bidrager til at styrke forudsætningerne for at fastholde nye medarbejdere samt elever og studerende (fx Onboarding via uddannede mentorer og Styrkelse af lærings- og uddannelsesmiljøer i Socialforvaltningen). Dertil er der indsatser med målrettet fokus på fastholdelse af seniorer.
Anbefalingerne fra Personalepolitisk Redegørelse 2022 og 2023 er også at fokusere på godt arbejdsmiljø, understøtte god ledelse og videreføre sygefraværsforebyggende initiativer. I 2022 angives psykisk arbejdsmiljø og ledelsen på arbejdspladsen af flest medarbejdere som årsag til jobskifte. Tal fra Personalepolitisk Redegørelse 2023 om personaleomsætning blandt ledere i Københavns Kommune peger i retning af, at der er potentiale for at arbejde yderligere med fastholdelse af kommunens ledere. Socialforvaltningens personaleomsætning for afdelingsledere er 15 % for afdelingsledere og 13 % for tilbudsledere. 21,5 % af de opslåede afdelingslederstillinger fører pt. ikke til ansættelse.
Socialforvaltningens forslag til indsatser inden for fastholdelse og rekruttering i 2025 har derfor særligt fokus på at styrke arbejdsmiljø og trivsel på Socialforvaltningens arbejdspladser samt understøtte god ledelse via systematisk kompetenceudvikling af forvaltningens niveau 4 og 5 ledere (tilbudsledere og afdelingsledere).
Emnerne har været drøftet med medarbejderrepræsentanterne i HovedMED´s arbejdsgruppe om trivsel, arbejdsmiljø og sygefravær på møde den 12. marts 2024. Der er særlig opbakning til indsatser omkring arbejdsmiljø, men fra flere repræsentanter er der opbakning til alle forslag.
I bilag 1 skitseres forslag til indsatser under to overordnede temaer:
- Styrket fastholdelse og mindre sygefravær ved øget fokus på arbejdsmiljø og trivsel
- Systematisk kompetenceudvikling
Forslagene bygger på Socialforvaltningens hidtidige erfaringer, samt indsatser fra Børne- og Ungdomsforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, som vurderes også at kunne give værdi i Socialforvaltningen. Den økonomiske ramme tager afsæt i Budget 2024, dvs. 12 mio. kr. årligt. Forslagene fremlægges til udvalgets drøftelse og beslutning. De kræver tilførsel af midler, og der vil derfor skulle udarbejdes budgetnotater på forslagene.
Der vil ikke skulle afsættes midler til ansættelse af administrativt personale i forbindelse med initiativerne.
Økonomi
Forslagene fremsat i sagen kræver tilførsel af midler, og der vil derfor skulle udarbejdes budgetnotater på de forslag, som prioriteres politisk. Indsatserne kan skaleres op og ned.
Videre proces
På baggrund af Socialudvalgets drøftelse vil Socialforvaltningen arbejde videre med et eller flere budgetnotater, der kan indgå i forhandlingerne om budget 2025. HovedMED vil inden da drøfte de konkrete budgetforslag.
Mikkel Boje
/ Tine Kock Nielsen
Beslutning
Sagen blev udsat til behandling på et kommende udvalgsmøde.